Metroudgravninger afslører skomoden i datidens København

Mode begyndte at præge danskerne sko allerede i middelalderen. Udgravninger viser, at mænd var de første til at ligge under for modeluner som høje hæle

Skomode har fandtes i mange århundreder, og arkæologiske udgravninger i København viser, at skomode også florerede her så tidligt som i det 14. århundrede. Modelfoto.
Skomode har fandtes i mange århundreder, og arkæologiske udgravninger i København viser, at skomode også florerede her så tidligt som i det 14. århundrede. Modelfoto. .

Høje eller lave hæle? Kantede eller spidsede snuder? Læder eller tekstil?

Køb af sko indeholder mange valg og ikke bare for nutidens forbrugere. Det skriver Videnskab.dk. 

Skomode har fandtes i mange århundreder, og arkæologiske udgravninger i København viser, at skomode også florerede her så tidligt som i det 14. århundrede.

"Der går virkelig mode i sko i København allerede i 1300-tallet. En sæson skal det være en krum snude, en anden skal de være brede og flade. Hvordan en sko skal se ud, skifter meget," fortæller Vivi Lena Andersen.
 
Hun er arkæolog på Københavns Museum og ved at skrive ph.d.-afhandling om sko fundet i hovedstaden særligt under udgravningen af den københavnske metro.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor ser sko ud, som de gør?

Vivi Lena Andersen har et skoskab, faktisk en skocontainer, der ville gøre enhver skofetichist misundelig. Gennem mere end 10 år har hun gravet efter fodtøj, og det har resulteret i op mod 10.000 sko fundet lige under, hvor københavnerne planter fødderne hver eneste dag.

"Skoene vælter nærmest op af undergrunden. Metroudgravningerne har affødt helt enorme mængder af fund af sko af læder, tekstiler, træ med mere. På Rådhuspladsen er der fundet over 4.000 skofragmenter, på Kongens Nytorv er det næsten 2.500. Vi har masser af aflagte sko fra fortidens københavnere," fortæller Vivi Lena Andersen.
 
Fundene af skoene fortæller tydeligt, hvornår københavnerne begyndte at interessere sig for sko som andet end et hjælpemiddel til at beskytte fødderne.

Læs mere på Videnskab.dk: 
3D-printet løbesko reparerer sig selv 
 

"Den almindelige gængse sko er en ganske en simpel sag. Lavet af læder, syet så den ligner en strømpe med ruskind indadtil og den glatte side ud. Der er en til højre og en til venstre fod, og den er lavet, så den kan snøres tæt eller løst, så der kan komme for i til vinterbrug. Men fra 1300-tallet frem begynder vi at se nye variationer," fortæller Vivi Lena Andersen.

De tidlige sko var ikke egnet til at blive repareret, men til at blive slidt op og smidt ud. Men det betyder ikke, at de ikke var gennemtænkt.

Vivi Lena Andersen finder et billede af en sindrigt konstrueret barnesko frem, hvor der er to korte læderstykker med en stor knude bundet i enden, hvor der på en voksensko kunne være en slags snørebånd.

"De knuder kan så lige trækkes igennem de to slidser dér. Ind, hiv, bang, så er den lukket. Det er simpelthen datidens velcroluk til børnesko," siger Vivi Lena Andersen.
 
Læs mere på Videnskab.dk: Mode udvikler sig som skvalderkål  
 
De tidligt fundne sko bærer præg af at være et hurtigt lavet hjælpemiddel, der kasseres uden de store tanker for genbrug.
 
"Skoene fra den tid er svære at reparere, og der er gjort få forsøg på det. Det har alt i alt været nemmere og mindre ressourcekrævende at lave en ny," siger Vivi Lena Andersen.

Inspirationen til middelalderens skotrends henter københavnerne udefra.

"Der begynder at gå mere og mere mode i den, selv om teknikken stadig er den samme. Først får skoen lidt oval form, så bliver den mere spids, og i 1400-tallet kan en sko nærmest ikke blive lang og spids nok. Den spidse snude bliver et statussymbol," fortæller Vivi Lena Andersen.
 
"I den periode, kan vi ane en vis mellemøstlig og indisk indflydelse, som kommer via Østeuropa og især Polen. Sydpå har de spidse sandaler. Formen tager vi ind, fordi vi gerne vil vise, at vi har kendskab til verden og ønsker at skabe og vedligeholde forbindelser. Klimamæssigt er sandaler ikke det oplagte valg i Danmark, så vi laver vores egne versioner," siger Vivi Lena Andersen.

Læs mere på Videnskab.dk: Forskere finder fedme-slukknappen

Skoenes form skifter fra helt spidse over rundede og over til nærmest firkantede, de såkaldte komule-sko, som er helt ens til både venstre og højre fod.
 
"Enkelte af skotyperne er meget lidt praktiske. Eksempelvis kan man ikke løbe i de mest ekstreme variationer af komule-skoene, der på grund af udskæringen kun sidder fast helt foran ved tæerne og bagerst ved hælen," siger arkæologen.
 
"Men dermed signalerer du også 'Jeg har ikke travlt' med dit valg af sko, og det har kun været overklassen, der har kunnet tillade sig det," siger Vivi Lena Andersen.
 
Se de gamle sko på Videnskab.dk.