Skuespilleren, der blev antikvitetshandler

I en sidegade til Strøget tæt på Kristeligt Dagblads redaktionslokaler har skuespilleren Hans Henrik Voetmann åbnet en forretning med primært franske antikviteter

Hans Henrik Voetmann fotograferet med en madonna i sin butik i det indre København.
Hans Henrik Voetmann fotograferet med en madonna i sin butik i det indre København. . Foto: Leif Tuxen.

De franske madonnafigurer står side om side i skuespilleren Hans Henrik Voetmanns butik, Actors Antiques, i Knabrostræde i det indre København. De står også sammen med krucifikser, kirkestager, lysekroner, spejle, champagnefløjter, porcelænsroser og masser af andre franske fristelser, som Hans Henrik Voetmann selv finder på markeder i primært Frankrig og sælger fra sin lille butik i det indre København.

LÆS OGSÅ:
Tysk indvandrersøn bag avisens lokaler

Jeg er helt bidt af det, og jeg synes virkelig, at det er sjovt at have egen butik. Glæden ved at glæde andre er også stor, og jeg bliver glad, når folk kommer ind i butikken og fortæller, at de er glade for de ting, som de har købt hos mig.

Hans Henrik Voetmann åbnede sin butik sidste efterår, og han har allerede mange anekdoter på lager om kunder og oplevelser, han har haft.

Forleden kom to små brasilianere herind. De købte et krucifiks i biscuit-porcelæn. Den slags kan man ikke købe i Brasilien, fortalte de, så krucifikset skulle deres mormor have.

En anden dag kom her en stor håndværker. Med to fingre pegede han en stor Jesusfigur ud, som han gerne ville købe. En af figurens fingre var gået i stykker, og så satte vi os ind i mit værksted og fik repareret fingeren. Den slags oplevelser har jeg mange af, og det synes jeg er rigtig sjovt.

Hans Henrik Voetmann har interesseret sig for antikviteter og gamle ting, lige siden han var ganske ung.

Da jeg gik på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, boede jeg tæt på auktionshuset Nellemann & Thomsen. Her var auktion et par gange om måneden, og dem begyndte jeg at gå til. Jeg kunne godt lide stemningen, og det blev nærmest en livsstil for mig at indrette mit hjem med ting, som jeg købte på auktion. Da jeg senere blev skuespiller og kom på turne, begyndte jeg at løbe rundt til de forskellige provinsbyers marskandisere og antikvitetshandlere.

Jeg har altid købt en hel del af de ting, som jeg fandt. Nogle af tingene har jeg solgt igen, og rigtig mange ting har vi stående derhjemme.

For et par år siden fik Hans Henrik Voetmanns kone dog nok af sin mands samlermani.

Hun sagde til mig, at vi kan jo ikke have mere i huset, så du må finde på noget andet. På samme tid flyttede min kones søster og hendes mand til Frankrig, hvor de har købt et slot. Jeg begyndte så også at besøge de utallige markeder, der er i Frankrig for antikviteter og gamle ting, og efterhånden kom ideen om at åbne min egen butik.

Nogenlunde samtidig havde Hans Henrik Voetmann en oplevelse, som gjorde, at han fandt ud af, at han var ved at få nok af skuespillerfaget.

Jeg dublerede i en forestilling på Betty Nansen Teatret, og jeg var kun med i forestillingen de sidste 12 gange, den spillede. Jeg måtte selv indøve rollen, og jeg kom ind i et selskab af skuespillere, der var helt sammenspiste og lukkede om sig selv. Så spurgte jeg mig selv. Hvad laver jeg dog her?. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne holde den sammenspisthed ud længere.

Lige siden jeg var ung, har jeg tænkt, at skuespillerfaget ikke er sjovt at blive gammel i, for der bliver færre og færre roller, jo ældre man bliver, og jeg har ikke lyst til at blive bitter over, at det bliver sværere at få gode roller.

I dag optræder Hans Henrik Voetmann ikke længere på teateret, men han har dog ikke helt forladt faget. Han vil stadig gerne lave film, tv og reklamer, og han har da også lige indspillet 19 små reklamefilm sammen med instruktøren Søren Fauli.

Men først og fremmest er det antikviteterne og butikken, der nu har hans interesse.

Tidligere sad jeg ofte om aftenen og læste i et rollehæfte, men nu læser jeg om antikviteter. Det er utroligt, hvor meget der er skrevet om for eksempel franske glas. Når jeg tror, at nu ved jeg det hele, så dukker der nye aspekter op.

madsen@k.dk

Hans Henrik Voetmann

Født i 1950. Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 1970-1973. Har haft utallige roller på danske teaterscener. Har også været med i en lang række tv-serier som for eksempel i DRs Nikolaj & Julie og TV 2-serierne Hotellet og Strisser på Samsø. Har også medvirket i blandt andet filmene Kongekabale og Et rigtigt menneske.

Madonnaerne i udstillingsvinduet i Hans Henrik Voetmanns butik.
Madonnaerne i udstillingsvinduet i Hans Henrik Voetmanns butik. Foto: Leif Tuxen.