Smerteoverførsel gjorde måske danerne kristne

Den nye forskning lægger op til efterfølgende undersøgelser af, om det er den kropslige oplevelse, der driver den fælles erfaring, eller om den fælles erfaring driver den kropslige oplevelse, udtaler hjerneforsker Andreas Roepstorff
Den nye forskning lægger op til efterfølgende undersøgelser af, om det er den kropslige oplevelse, der driver den fælles erfaring, eller om den fælles erfaring driver den kropslige oplevelse, udtaler hjerneforsker Andreas Roepstorff. Foto: Jesper Kristensen Denmark.

Blev danerne kristne på grund af psykisk smerteoverførsel?

Ny forskning peger – om end kun indirekte – i den retning. En gruppe internationale forskere har netop undersøgt kropslige reaktioner på andres smerte. Andreas Roepstorff, hjerneforsker og antropolog fra Aarhus Universitet, er en del af holdet, som har observeret en gruppe lokale fra den spanske by San Pedro Manrique, hvor de som en del af et ritual går på glødende kul.

Udstyret med pulsmålere undersøgte forskerne både de personer, der gik på glødende kul, og tilskuerne, hvoraf nogle var i familie med kulvandrerne. Resultaterne viser, at pulsen synkroniseres mellem tilskuerne og vovehalsene, og det sker i højere grad, når de er beslægtede. Smerten hos den ene part øger altså pulsen hos den anden.

Ifølge Andreas Roepstorff kan det være med til at understrege, at ritualer er lige så meget for tilskuerne, som for dem der udfører dem.

"Den nye forskning lægger op til efterfølgende undersøgelser af, om det er den kropslige oplevelse, der driver den fælles erfaring, eller om den fælles erfaring driver den kropslige oplevelse," siger han og henviser til, at det er interessant for eksempelvis for opfattelsen af en fodboldkamp eller en gudstjeneste.

LÆS OGSÅ: Kan man hjerneskanne sig frem til højskoleånden?

Måske kan den nye forskning, som er blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences, også være med til at kaste lys over kristningen af danerne. Ifølge Saxos historiefortælling besøgte Poppo, en tysk gejstlig, i 900-tallet kong Harald Blåtand for at overbevise ham om den kristne Gud. Kongen stillede dog den tyske udsendte en opgave. Han skulle bære glødende jern i sine hænder, og da hænderne ikke tog skade, lod kongen sig overbevise og gjorde danerne kristne. En mulig forklaring kan være, at kongen følte med Poppo og dermed troede på, at Poppo følte smerte.

Grinende siger Andreas Roepstorff: "Vi må forvente, at hvis vi havde målt Harald Blåtands og den gejstliges puls, ville vi kunne se, at de var ens."

anne.jensen@k.dk