En tænkt scene: Efter valget i 2011 sætter Social-demokraterne og SF sig sammen i Hotel Plazas sorte tårn på Amager for at drøfte et fælles regeringsgrundlag. Partierne bliver enige om at afskaffe de borgerliges dagpengereform, som de har lovet i valgkampen.
De Radikale er efter valget uden for det gode selskab. Partierne til venstre vil ikke have noget med dem at gøre, fordi deres økonomiske politik er alt for borgerlig.
Partierne til højre skal heller ikke nyde noget af at tælle De Radikale med på deres side på grund af dets indvandrer- og retspolitik.
Konsekvensen? At nok kan en S-SF-regering dannes til jubeltoner fra Enhedslisten, men meget hurtigt vil den komme i knibe. Eksempelvis vil et konkret lovforslag om at afskaffe dagpengereformen straks vælte den nye regering.
Selvom der er afgrundsdyb politisk forskel på De Radikale og det svenske, indvandrerkritiske parti, Sverigedemokraterne, svarer den tænkte scene ovenfor til, hvad der netop er sket i Sverige.
De lærde er allerede helt uenige om, hvorfor der skal være nyvalg kun 62 dage efter det seneste valg.
Skyldes det, at de borgerlige partier i Alliancen har stået alt for stejlt? Senest i forhold til at indgå en finanslovsaftale med Socialdemokraterne og tidligere i forhold til at bruge Sverigedemokraterne som støtteparti for en borgerlig regering, der kunne have haft flertal?
Eller skyldes det tværtimod, at den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven var for ubøjelig og ikke kunne finde ud af at give politiske indrømmelser, enten til de fire borgerlige partier eller til Sverigedemokraterne, der vil stramme indvandrerpolitikken?
Uden at vælge side står det i hvert fald klart, at det ikke var muligt at få et bredt samarbejde hen over midten. Og dermed bliver det vælgerne, der skal forsøge at løse knuden.
Forløbet viser imidlertid også det dilemma, som Socialdemokraterne står i, både i Danmark og Sverige.
Nemlig dilemmaet om i hvor høj grad de skal gå på kompromis med deres principielle synspunkter for at kunne regere.
I Danmark har Socialdemokraterne særligt i de første år af denne regeringsperiode været nødt til at bøje sig mod De Radikale i den økonomiske politik. Det har ført til en række brede forlig over midten, for eksempel om skat, folkeskole og energi og i nogle år også til finanslovsforlig med de borgerlige. Prisen har været, at vælgerne har forladt regeringspartierne i stort tal.
I Danmark er det et politisk ideal i sig selv at kunne skabe brede forlig, og blokpolitik betragtes som en uting. Det hænger sammen med den historiske tradition for mindretalsregeringer, ofte endda svage mindretalsregeringer, hvor et eller flere midterpartier ofte har haft muligheden for at skifte side og dermed vælte regeringen.
Blokpolitikken har haft væsentligt bedre vilkår i Sverige, hvor Socialdemokraterne har haft regeringsmagten i størstedelen af efterkrigstiden. Vinderen tager det hele, og en svensk regering sidder hårdere på magten end en dansk. Blandt andet bliver hele den øverste del af det svenske embedsapparat skiftet ud, når der kommer en ny regering. Det sker ikke herhjemme.
For vælgerne indebærer den svenske fortolkning af demokratiet i hvert fald én klar fordel: Principfastheden gør det betydeligt lettere at adskille partierne fra hinanden.
Den danske SRSF-regering i 2011 skrev i sit regeringsgrundlag, at den ville ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Utænkeligt for en svensk, socialdemokratisk ledet regering.
Forløbene i de to lande illustrerer til fulde den dobbelte plage for Socialdemokraterne: Går de på kompromis for at beholde regeringsmagten, flygter vælgerne. Går de ikke på kompromis, risikerer de at miste magten på 62 dage.