I begyndelsen var det grænseoverskridende. At bevæge sig ind i et afdødt menneskes hjem og rode rundt i personlige ejendele med alt fra gamle familiefotos og dagbøger til tøj, møbler og affald. Ejendelene er nemlig et af de sidste vinduer til det liv, der er levet og gået bort.
”I starten var jeg meget berørt. Det kan jeg stadig blive, især hvis det er meget unge mennesker, som er døde. Når vi går ind i et hjem, er det et helt liv, der slutter. Det er liv, vi bærer ud,” siger 52-årige Søren Skjold, der har arbejdet med dødsboer siden 1997 i sin egen virksomhed Skjold Antik.
Hvert år rydder han cirka 325 dødsboer, hvor han får et indblik i et utal af menneskeskæbner. I nogle hjem rummer hver en afkrog af boligen en historie om det liv, der har været levet. Et rigtigt leve-hjem, kalder Søren Skjold det. I andre tilfælde kommer han ud til hjem, som har tilhørt narkomaner og alkoholikere, hvor boligen ikke har været andet end et rum for den afhængighed, der har sat en tidlig stopper for livet.
”I dag er de fleste boer, vi kommer ud til, oprydning efter de afdøde. Det er alt fra aviser og gamle reklamer til, at vi ligefrem skal have heldragter og åndedrætsværn på, fordi der ligger madrester alle vegne sammen med affald i op til en meters højde nogle steder. I mange tilfælde er det enlige, der når det punkt, at de opgiver det hele og lader fem og syv være lige,” forklarer Søren Skjold.
Til gengæld rummer dødsboer også skjulte skatte. I gemmerne har Søren Skjold både Frederik IX’s gamle skyttepokal, som nu er på vej tilbage til kongehuset, et sæt elefantstødtænder og storfyrstinde Olgas kaviarkøler.
”Jeg har også et glas stående, der er dateret år 0. Det er en sjov ting, og jeg plejer at sige, at Jesus har drukket af det,” fortæller han.
Det, som kan sælges, ryger i Søren Skjolds 3600 kvadratmeter store lager i Hørve i Odsherred. Andre kvalitetsmøbler, der er svære at sælge i Danmark, sendes til USA, og de ting, der ikke kan hive mange mønter hjem, doneres til nødhjælpsorganisationer. Til sidst blive resterne smidt ud i store mængder.
For nylig røg fire flyttekasser fyldt med gamle fotografier ud med skraldet. For når arvingerne ikke ønsker at overtage dem, er der ikke meget andet at gøre end at smide dem ud.
”Jeg tænker, hvorfor i alverden er der ingen, som vil have billederne? Hvorfor er det endt sådan, at der ikke er nogen, der har lyst til at sætte sig ned og kigge på dem og få familiehistorierne med? Det er jo rigtige billeder med en historie fra den tid, hvor man klædte sig pænt på og gik til fotografen. I dag knipser man jo bare løs og har tusindvis af billeder liggende på computeren,” siger Søren Skjold.
Ofte ærgrer han sig over de store mængder, som ryger ud med skraldet. Han oplever, at de, der dør nu, tilhører en generation, hvor møbler ofte gik i arv. Derimod bevæger de yngre generationer sig i en retning, hvor der ikke længere er så meget historie tilbage omkring møblerne, fordi indretningskulturen bærer præg af en køb og smid væk-mentalitet.
”Den udvikling, jeg bemærker, er, at vi er på vej mod en Ikea-generation. Det vil sige, at det ikke er de gamle værdifulde møbler, man finder i de fleste hjem, men ting der kan smides ud, hvis man ikke længere synes, farven passer. Jeg synes, det er sørgeligt, at folk hellere vil indrette deres hjem på den måde frem for med gamle møbler i egetræ og mahogni, som er mere end 100 år. Det er jo en del af vores kulturarv, som bliver kasseret, fordi det ikke kan sælges,” siger han.