Somaliere i Danmark dropper ferie for at samle ind

Somaliere i København har foreløbig samlet 140.000 kroner ind til ofrene for sultkatastrofen i deres hjemland

Abdulkadir Ga’al (th.), Mahad Mahamud Sodal (tv.) og Mohamed Arif sender hver 700 kroner om måneden til familien i Somalia, men på grund af tørken er beløbet forhøjet til 2500 kroner om måneden. –
Abdulkadir Ga’al (th.), Mahad Mahamud Sodal (tv.) og Mohamed Arif sender hver 700 kroner om måneden til familien i Somalia, men på grund af tørken er beløbet forhøjet til 2500 kroner om måneden. –. Foto: Mette Frandsen.

Solen går ned om to timer, og den 41-årige somalier Abdulkadir Gaal har ikke fået noget at spise siden solopgang. Klokken lidt over ni venter den overdådige ramadan-middag, der indtages efter solnedgang.

LÆS OGSÅ: Et land i opløsning

Men Abdulkadir Gaals slægtninge i Somalia har ikke råd til festmåltider. Hans bror bor i hovedstaden, Mogadishu, og opsøges i denne tid af slægtninge, der er flygtet fra tørken.

Jeg taler med min bror i telefon et par gange om måneden. Madvarepriserne er steget 135 procent i hovedstaden. Han er arbejdsløs og mangler penge, så de spiser mest majsgrød og har ikke råd til kød. Hans kone kommer fra en af de hungerramte provinser, og omkring 10 slægtninge er flyttet ind hos familien. Så i øjeblikket forsøger jeg at sende 500 dollar (cirka 2500 kroner, red.) hjem hver måned, siger Abdulkadir Gaal, som til daglig er jobkonsulent i Københavns Kommune.

Denne hverdagsaften sidder han ved et stort, ovalt mødebord i den frivillige somaliske forening Organisation for Fred og Udvikling sammen med to venner, den 46-årige buschauffør Mahad Mahamud Sodal fra København og den 59-årige Mohamed Arif, som er lærer på en muslimsk friskole i Vanløse. Væggen i mødelokalerne i den lille Nørrebro-lejlighed er dekoreret med portrætter af to af Somalias tidligere præsidenter.

Ligesom størstedelen af de 17.000 somaliere i Danmark sender Abdulkadir Gaal hver måned penge hjem til familien.

Private donationer er dog ikke hans eneste bidrag. Han er aktiv i paraplyorganisationen Den Somaliske Diaspora i Danmark, som er et fælles talerør for herboende somaliere.

I sommerferien har diasporaen samlet 140.000 kroner ind til nødhjælp i de værst ramte områder.

Normalt plejer vi at tage på sommerferie hos slægtninge i Sverige eller England. Men denne sommer har vi droppet ferien for at samle ind blandt vores landsmænd, og vi har fået stor opbakning. Alle er klar over, at det er den værste katastrofe i mange år, siger Mahad Mahamud Sodal.

Også på den muslimske friskole AHI Skolen i Vanløse har situationen gjort indtryk.

Børnene ser tv, og de snakker meget om hungerkatastrofen. Vi holder snart et forældrearrangement for at skaffe penge, siger Mohamed Arif.

De tre somaliere er glade for den danske støtte til de sultende på Afrikas Horn, og de fortæller, at nødsituationen har styrket sammenholdet mellem deres landsmænd i Danmark.

Mange tror, at vi skændes på grund af klaninteresser. Det er rigtigt, når det gælder politik. Men i en nødsituation som denne er klanerne underordnede, lyder det fra Abdulkadir Gaal.

Han kunne dog godt ønske sig, at danske politikere gav katastrofen mere opmærksomhed, og henviser til, at daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) tog til Somalia under hungersnøden i 1992.

Lige nu slukker vi branden med akut katastrofehjælp. Vi håber, at der på et tidspunkt kan ske en langsigtet opbygning af Somalia. Og det kræver, at situationen får opmærksomhed fra politikere i udlandet, mener Abdulkadir Gaal.