Somaliere langt fra dansk kultur

Somaliere er den dårligst integrerede minoritetsgruppe

Det er generelt gået dårligt med integrationen af indvandrere og flygtninge i Danmark. Men det er i særdeleshed gået dårligt med integrationen af somaliere.

Næsten uanset, hvilken statistik, opgørelse eller undersøgelse over integrationen man slår op i, adskiller de somaliske indvandrere og flygtninge sig ved at være dårligere integreret end andre minoritetsgrupper.

Der bor godt 17.300 borgere med somalisk baggrund i Danmark, hvilket gør den til ottende største gruppe af indvandrere og efterkommere. En stor del kom hertil som flygtninge i midten af 1990´erne, og efterfølgende har mange slået sig ned i landet via familiesammenføring.

Grundlæggende burde somalierne have et godt udgangspunkt for at blive integreret. I modsætning til andre minoritetsgrupper er somalierne forholdsvis veluddannede og har gennemsnitligt et højere uddannelsesniveau end indvandrere fra eksempelvis Tyrkiet, Vietnam, Libanon og Pakistan.

Men trods det forholdsvis høje uddannelsesniveau har ingen minoritetsgruppe så lav en beskæftigelse som netop somalierne. Flere end 80 procent af somalierne har intet job, hvilket er markant højere end den samlede indvandrergruppes arbejdsløshed på 45 procent. Ingen anden minoritetsgruppe har desuden så få selvstændige erhvervsdrivende som somalierne, hvor færre end en procent har eget firma.

Sprogligt står somalierne også dårligere end samtlige andre minoritetsgrupper. Kun 10 procent mener selv, at de taler flydende dansk, mens 31 procent beskriver deres egne danskkundskaber som »dårlige« eller »meget dårlige«.

Har isoleret sig

Mohammed Gelle er formand for indvandrerorganisationen Indsam. Han kommer selv fra Somalia og er meget opmærksom på somaliernes dårlige integration.

- Det er nok den mest isolerede gruppe af indvandrere og flygtninge, hvilket kan skyldes flere ting. Dels er det den sidst ankomne gruppe af indvandrere og flygtninge, og dels opstod der en lang række fordomme netop omkring somalierne, deres kultur og deres vilje til integration, da de kom til Danmark midt i 1990´erne. Det betød, at mange somaliere trak sig lidt tilbage fra det øvrige samfund og over i isolation i et rent somalisk miljø. Men en afgørende årsag skal man nok finde blandt somalierne selv, siger Mohammed Gelle og henviser til det religiøse miljø blandt somalierne i Danmark.

- Af en eller anden grund er det lykkedes såkaldte imamer uden nogen uddannelse at bevare et greb om veluddannede mennesker, som burde kunne gennemskue, hvor problematiske disse imamer er. De somaliske, såkaldte imamer, som for eksempel forsvarer omskæring, repræsenterer nogle reaktionære holdninger og kulturelle opfattelser, som gør det meget svært at blive integreret i Danmark. Men det undrer mig, at så mange alligevel tror på dem, siger Mohammed Gelle, som derfor ønsker en skarpere fordømmelse af dele af det religiøse miljø blandt somalierne.

- Hvis man skal sige, at det danske samfund har svigtet, har det været ved ikke at stille flere krav og tage skarpere afstand fra de reaktionære holdninger. Men det samme gælder størstedelen af den somaliske befolkning i Danmark, som burde overveje nøjere, hvad de såkaldte imamer repræsenterer, siger Mohammed Gelle.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk