Svimmelhed, hovedpine og kvalme.
I går begyndte muslimernes fastemåned, som i år falder i højsommeren, hvilket giver særlige udfordringer. Temperaturen er høj, og tidsrummet mellem solnedgang og solopgang, hvor det ifølge islam er tilladt at spise, er på mindre end fem timer.
Personalet på skoler og asylcentre er derfor blandt dem, der skal tage stilling til, hvordan man tackler de udfordringer, som ramadanen medfører.
Søndervangskolen i Aarhus har 93 procent tosprogede elever, og for at imødegå udfordringerne udsender skolebestyrelsen hvert år et brev til forældrene for at tydeliggøre forventningerne til eleverne under ramadanen, fortæller skoleleder Rani Bødstrup Hørlyck.
”Vi kan simpelthen ikke have én måned, hvor børnene ikke kan yde deres optimale, og vi fraråder børn og forældre at faste ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Derfor forbeholder vi os også retten til at give sultne og uoplagte børn mad og drikke, hvis det skulle blive nødvendigt.”
Rani Bødstrup Hørlyck har været leder på Søndervangskolen siden 2008, og hun har ikke oplevet utilfredshed med skolens politik.
”Vi oplever ingen vanskeligheder under ramadanen, og hvis vi gør, får de store elever at vide, hvor skabet står. Blandt forældrene er der forståelse for, at små børn og faste ikke hører sammen. Hvis der alligevel er elever, som ønsker at faste, opfordrer vi til, at børnene ’øver’ sig på at faste i weekenden,” siger Rani Bødstrup Hørlyck.
Heller ikke på Selsmoseskolen i Taastrup uden for København tager man særlige hensyn, selvom samtlige elever er tosprogede, fortæller skoleleder Ellis Andersen.
”Vi kan ikke lave om på skoledagen, og vi accepterer ikke, hvis de ikke vil deltage i de almindelige aktiviteter eller gå i bad efter idræt.”
Langt de fleste fastende på skolen er ældre elever, men enkelte af de små børn misforstår det og tror derfor også, at de skal faste, siger Ellis Andersen.
”Forældrene fortæller, at det er børnene selv, som vælger det. Som udgangspunkt ser vi religion som en privatsag, men hvis børnene bliver utilpasse, får de en kiks og et glas vand som alle andre børn, og så tager vi en snak med både forældre og børn, om det nu også er en god ide at faste. Overordnet set forløber ramadanen dog uden problemer,” fortæller Ellis Andersen.
Asylcentrene er et andet sted, hvor man skal finde en løsning på, hvordan ramadanen skal håndteres.
På Center Anneberg i Nykøbing Sjælland tager man en række forholdsregler, fordi centrets 87 beboere alle er under 18 år. Udgangspunktet er, at man så vidt muligt fastholder hverdagen, men laver en række ”imødekommende tiltag”, forklarer funktionsleder hos Røde Kors Patrick Wymer.
Vagtplanen er eksempelvis ændret, så der er én færre på vagt om dagen og én mere i nattetimerne, hvor størstedelen af de unge på opholdscentret er vågne. En timer, der får komfuret til at slukke klokken 22.00, er også periodevis slået fra, så beboerne kan lave mad, når de vil. De syv yngste børn, som ikke selv kan lave mad, får den serveret til normal tid, og så kan de sætte den i køleskabet, hvis de ønsker det.
”Det er i virkeligheden en stor pædagogisk opgave, hvor vi skal være meget opmærksomme på deres blodsukkerniveau og humørsvinger. Derfor opfordrer vi også frivillige og samarbejdspartnere til at være påpasselige med for meget fysisk aktivitet.”
De største udfordringer oplever personalet om morgenen, når eleverne skal i skole, fortæller Patrick Wymer.
”Det har indflydelse på døgnrytmen på centret. Vi har simpelthen sværere ved at få dem op om morgenen. Det gælder også de børn, som ikke faster, for de bliver påvirket af, at vennerne og bofællerne er oppe om natten. Men deres morgenmad bliver alligevel serveret på samme tidspunkt, som den plejer.”
I modsætning til Søndervangskolen og Selsmoseskolen opfordrer personalet på Center Anneberg ikke eleverne til at droppe fasten.
”Min erfaring viser, at den religiøse tilknytning kan være større, når de bor på et asylcenter, og jeg tror, at flere føler en forpligtelse til at holde ramadan, end hvis de var hos deres familie. Men en del unge opgiver ramadanen, når de finder ud af, at de alligevel ikke holder til det, og så støtter vi dem, så de ikke føler, at de pludselig er dårligere mennesker.”