Sommerregn har givet museerne besøgsrekorder

Når det regner i juli, drukner landets museer i gæster. I denne uge måtte Moesgaard Museum melde udsolgt

Sommergæster har indtaget landets museer i år, hvor vejret ikke har vist sig fra sin bedste side. Her står folk i kø til Moesgaard Museum, som tidligere på ugen måtte melde udsolgt på grund af trængslen.
Sommergæster har indtaget landets museer i år, hvor vejret ikke har vist sig fra sin bedste side. Her står folk i kø til Moesgaard Museum, som tidligere på ugen måtte melde udsolgt på grund af trængslen. Foto: Moesgaard Museum.

Det er sjældent, at et museum direkte beder sine gæster blive væk, og endnu mere sjældent om sommeren. Men det var det, der skete, da Moesgaard Museum ved Aarhus i tirsdags meldte ”udsolgt” på Facebook.

Dagen forinden havde tilstrømningen af gæster været heftig, og alle ekstra parkeringspladser var derfor taget i brug.

Men klokken 11 om tirsdagen var alt optaget, køen af biler blev længere og længere, og da flere biler begyndte at cirkle rundt på parkeringspladserne og skabe trafikprop, opfordrede museet på sin Facebook-side folk til at vente med at besøge museet til en anden dag eller i hvert fald senere på dagen.

I alt 4213 gæster besøgte i tirsdags Moesgaard Museum, som i juli har haft over 75.000 gæster. Det er månedsrekord og ligger flere tusinde højere end de mellem 40.000 og 55.000 besøgende i april, maj og juni, siger kommunikations- og marketingschef Bodil Jensen.

”Vi har virkelig haft travlt i juli, og det er svært at sige, om det er vejret eller nyhedens interesse, der spiller ind. Vores nye udstillingsbygning er en attraktion i sig selv, og dertil kommer den igangværende særudstilling om Kinas terrakottahær, hvilket har lokket mange både danske og udenlandske gæster til.”

Flere af landets andre store museer melder også om særligt flotte besøgstal i årets første sommermåneder.

Allerede i juni havde kunstmuseet Brandts i Odense cirka 15 procent flere besøgende end året før, og på Nationalmuseet er særudstillingen ”De Hvide Busser” oppe at tangere med nogle af museets helt store tidligere satsninger.

På Louisiana Museum for Moderne Kunst i Humlebæk har man med 84.000 gæster haft det højeste antal besøgende nogensinde i en juli måned.

Samme dag, som Moesgaard Museum løb tør for parkeringspladser, havde kunstmuseet ARoS i Aarhus 4000 besøgende mod cirka 2000 på en typisk dag i juli.

I alt har museet haft omkring 50.000 besøgende i juli mod omkring 42.000 i den tilsvarende måned de seneste par år, og ifølge museets administrationschef Henrik Ochsner kan man ikke komme udenom vejrets indflydelse.

”Når man arbejder på museum, er man glad på museets vegne, når det regner og glad på egne vegne, når solen skinner. Jeg tror, vi plejer at sige, at dårligt vejr kan give 10.000-15.000 besøgende til forskel i juli. Nogle dage har vi oplevet samme travlhed eller antal besøgende som under den store Edvard Munch-udstilling, vi havde i efteråret 2012 og vinteren 2013.”

På Statens Museum for Kunst har man også haft en af de bedste juli-måneder i de seneste mange år, siger kommunikationschef Lise Korsgaard. Cirka 31.000 har besøgt museet mod 21.122 i juli sidste år, og det er ifølge hende ikke kun vejrets skyld.

”Vi arbejder ligesom mange andre københavnske museer på at udvikle vores tilbud i forhold til turister. Vi har lavet langt flere initiativer, og det virker som om, det har haft en effekt, for vi har flere turister, end vi plejer,” siger hun.

Generelt finder flere udenlandske turister vej til de danske museer, siger direktør for Organisationen Danske Museer, Nils M. Jensen.

”Vi har de seneste 10 år oplevet en eksplosiv vækst i de danske museers besøgstal, og det skyldes blandt andet udenlandske turister, som sidste år udgjorde 25 procent af alle museumsgæster. I museumskredse arbejder vi netop på, hvordan vi optimerer museerne for turister.”