Det gør ikke nogen forskel, om jeg læser den lokale Fyns Amts Avis eller tager en tur vestpå og bladrer i JyskeVestkysten. Det gør heller ikke nogen forskel, om jeg ser TVFyn eller TVSyd. Historierne om lukninger af skoler, om samling af elever i færre og betydeligt større enheder, og om afskedigelser af lærere og øvrigt personale kommer i en lind strøm.
At der ikke er forskel, kunne jeg konstatere, da jeg i uge 14 medvirkede på et kursus på Løgumkloster Højskole. Det faldt sammen med, at planerne for den kommende skolestruktur i Tønder Kommune udfoldede sig med samme dramatik, som planerne i Svendborg og på Langeland har fremkaldt.
Når man læser nogle af disse mange artikler og læserbreve og taler med mennesker, som bliver direkte berørt af centraliseringsbølgen, kan man ikke undgå at blive eftertænksom og stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det for et perspektiv, vi anvender, når alle disse spareplaner sættes i værk?
Og jeg kommer til at tænke på en sproglig kliche af de mest forslidte, som politikere og finansanalytikere anvender i tide og utide, nemlig den med "på den korte bane og på den lange bane". Jeg har vænnet mig til, at den bruges som indgangsbøn til, at man godt ved, at der kan anlægges såvel et kort som et langt perspektiv, men at man med usvigelig sikkerhed har valgt at prioritere til fordel for den korte og kortsigtede betragtning.
Når vi taler om skoler, betyder det altså, at den handling, der giver den umiddelbare besparelse på kommunens budget, som regel er den, man anvender. Og for at sikre, at den beregnede besparelse ikke bliver forstyrret af vrede og beslutsomme forældre, har man på Christiansborg strammet betingelserne for, at en kreds af aktive forældre kan oprette en friskole i stedet for den lokale folkeskole, der bliver lukket.
En stribe af kuldsejlede initiativer på Fyn fortæller om, hvor svært det nu er blevet at skabe en friskole. Den kortsigtede lukning kan kun imødegås ved anvendelse af langsigtet planlægning!
Programmet for kurset i Løgumkloster indeholdt også en heldagstur til Nordfrisland, hvor vi blandt andet besøgte skolen i Risum. Den ligger i landsbyen Risum-Lindholm fem kilometer syd for Nibøl og altså knap en snes kilometer syd for den dansk-tyske grænse.
Risum Skole ledes af Jørgen Jensen Hahn, som er formand for Frisisk Forening, og det var for at høre nærmere om det frisiske mindretal, vi besøgte ham. Men naturligvis måtte vi også høre lidt om hans skole, som hører under Dansk Skoleforening for Sydslesvig, men udmærker sig ved, at der blandt alle de andre fag også er undervisning i det frisiske sprog. Skolen hedder derfor også Risem Schölj.
Der er tale om en lille skole med 41 elever, og den har derfor uundgåeligt en ret høj omkostning pr. elev sammenlignet med de betydeligt større enheder, som Skoleforeningen også har.
I en tid med nedskæring i bevillingerne fra både dansk og tysk side kunne det derfor være fristende at nedlægge Risum Skole.
Med ægte frisisk selvsikkerhed fastslog Jensen Hahn, at det set ud fra et etårigt perspektiv vil være fornuftigt at lukke en så lille skole som Risum – men set ud fra et 30-årigt perspektiv vil det være dumt.
Hvordan begrunder han nu det?
Jo, på den lille skole følger man eleverne tæt, også efter de er draget videre. Man ved, at de har haft en så god og nær skolegang, at de fortsætter i systemet og får en uddannelse. Erfaringen viser simpelthen, at de kommer til at tilhøre den stadig svindende del af befolkningen, som bliver bidragydere til samfundet.
Procentdelen af elever fra den lille skole, som bliver afhængig af overførselsindkomster fra det offentlige, ligger milevidt under landsgennemsnittet.
Der var altså tale om en argumentation, som ikke inddrog det store tab for det frisiske kulturelle arbejde, det ville være, hvis skolebygningerne ikke længere kunne bruges sen eftermiddag og aften til alle mulige aktiviteter, og hvis en håndfuld pædagogiske ildsjæle forsvandt fra Risum. Nej, det var ud fra en strengt økonomisk betragtning, at Jensen Hahn hævdede, at det set ud fra en langsigtet betragtning vil være sund fornuft at bevare den lille skole.
Det er hævet over diskussion, at kommunalpolitikerne i disse år er nødt til at foretage nogle modbydeligt vanskelige valg. Men når de står over for at skulle spare på så centrale områder som skolerne, er der behov for, at de kan høre en barnestemme, der som i eventyret om "Kejserens nye klæder" tør sige, at kejseren ikke har noget tøj på. I den aktuelle situation, hvor det drejer sig om udviklingen af den største ressource, vort samfund har, nemlig dets mennesker, må tingene være så langsigtet gennemarbejdede, at barnet får et positivt og kvalificeret svar på det tilsyneladende naive spørgsmål: "Sparer vi, når vi sparer?"
Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder