Spil og leg skal gøre genoptræning sjovere

Genoptræning skal gøres til en leg, mener forskere fra IT-universitetet, som er i gang med at udvikle spil til patienter

Kvinde med rollator til træning hos fysioterapeut.
Kvinde med rollator til træning hos fysioterapeut. Foto: Mads Jensen.

De, der har prøvet at gå til genoptræning, ved, at det ikke altid er lige sjovt at stå derhjemme og udføre de anbefalede øvelser. Det kan både være ensformigt og kedeligt, og smerterne kan nogle gange gøre det fristende at springe let hen over øvelserne.

Men nu er forskere på IT- Universitetet i København i gang med at udvikle en metode, der skal gøre genoptræningen sjovere. Ved hjælp af spillemaskinen Nintendo Wii, som man kan bruge derhjemme foran fjernsynet, udvikler de genoptræningsprogrammer tilpasset den enkelte bruger.

– Vi vil gøre spillene i stand til at forstå spillerens karaktertræk, og hvad spilleren har brug for, mens vedkommende spiller og så være i stand til at tilpasse dele af spillet for at imødekomme spillerens behov, siger en af forskerne, Georgios N. Yannakakis, til internetportalen videnskab.dk.

Spillene vil også kunne bruges til andet end genoptræning. Eksempelvis viser undersøgelser på Aalborg Universitet, at personer, der lider af fibromyalgi, har haft god gavn af Nintendo Wii-spil. Det forklarer Hans-Jacob Haga, der er speciallæge i reumatologi.

– I starten står patienterne relativt stille, men langsomt bliver deres bevægelser mere levende og spillet mere normalt. De opfatter det ikke som almindelig træning, men som en leg, og derfor bliver de grebet af spillet og engageret på en måde, hvor det er langt mere sjovt end smertefuldt. De slapper af og bruger muskler, som de ellers har været bange for at bruge, siger han til videnskab.dk.

Det første spil, forskerne er i gang med, er et slalomspil, hvor skiløberen, der skal løbe igennem en række porte, styres ved, at en person står og bevæger benene på et tilhørende balancebræt. Et spil som dette har Nintendo allerede udviklet, men det særlige ved forskernes udgave er, at sværhedsgraden automatisk tilpasses den enkelte bruger. Det vil sige, at hvis en person har færre kræfter i det ene ben, vil vedkommende alligevel kunne dreje skiene rundt.

– Spillet lægger mærke til, hvis du misser portene her og der, og hvor langt du er fra dem. Derefter laver det løbende resten af portene på løjpen baseret på, hvordan du klarer dig, så sværhedsgraden bliver balanceret, siger Georgios N. Yannakakis.

Forskernes mål er, at genoptræningsprocessen skal gøres sjovere.

– Som patient glemmer man, at man er i en klinik og i gang med et genoptræningsforløb. Man har det sjovt, og det øger de her menneskers livskvalitet uanset alder. Man kan se på både gamle og unge, hvor meget de nyder at spille, siger Georgios N. Yannakakis og fortsætter:

– Hvis man kan bringe mere underholdende og opslugende oplevelser ind, vil det i sidste ende accelerere hele processen, da patienterne bliver ved med at spille og lave deres øvelser, fordi de tænker "hmm, det er sjovt, så jeg kan godt klare det".

joergensen@kristeligt-dagblad.dk