Danmark er ikke USA. Alligevel kan vi lære noget af Donalds Trumps valg til præsident – et valg, som de fleste danskere er skuffede over. For i Danmark har vi i lille skala set nogle af de samme tendenser, som banede vejen for Trump.
Vi har set lidt af den uforsonlighed, som har blokeret for fornuftig politisk samtale og fælles løsninger i USA. Ikke alene den amerikanske valgkamp var præget af uforsonlighed. I mange år har republikanerne ført en kontrær visnepolitik i Kongressen over for præsidenten, som har blokeret for det amerikanske demokratis evne til at løse problemer. I Danmark går nogle borgerlige partier samme vej ved at stille ultimatummer, som regeringen ingen chance har for at imødekomme. Det er destruktivt.
Men endnu værre er det, at man med skældsordet populisme i hele den vestlige verden har forsøgt at dæmme op for, at store dele af befolkningerne føler sig sat uden for døren af de politiske og økonomiske eliter.
Man kalder de politiske partier, som vinder frem med rod i disse dele af befolkningerne, for populister. Det ignorerer dels, at de ikke selv kalder sig populister. Det ignorerer også, at der er forskelle mellem de såkaldte populister i forskellige lande.
I USA omtalte Hillary Clinton halvdelen af Trumps tilhængere som uforbederlige racister, sexister, homofober og misogynister (kvindehadere). Det var et nyttesløst forsøg på at stigmatisere borgere, som er uværdigt for et demokrati.
Stigmatiseringen bekræfter netop store grupper i, at de nedladende stigmatiseres som uværdige deltagere i samfundslivet. De føler sig foragtet af de politiske eliter. Det udløser kun vrede hos dem, hvis de omtales i grove generaliserende og foragtende vendinger.
I Danmark er Dansk Folkeparti (DF) blevet forsøgt stigmatiseret som populistisk. Legendarisk er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) udtalelse til DF: ”Stuerene bliver I aldrig.”
Den udtalelse forærede DF en plads som offer, som partiet dygtigt formåede at udnytte. Så dygtigt, at det blev glemt, at Nyrup reagerede forståeligt, men ikke klogt på, at DF ville indføre et straffeprincip, som er helt ukendt i vestlig retstradition, nemlig at hele indvandrerfamilier burde kunne udvises, hvis en anden- eller tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet. DF’s forslag var i bund og grund et forslag, som trodsede danske værdier. Snarere var det i overensstemmelse med retstraditioner i samfund, som DF meget nødig vil identificeres med.
Heldigvis har de øvrige politiske partier gennemgående reageret på DF med en vis pragmatisme. Med det resultat, at DF er blevet bedre integreret i det parlamentariske liv. Nogle af partiets yderliggående træk er blevet filet af.
Men stigmatiseringen eksisterer fortsat. Det viser sig blandt andet ved, at meningsmålinger er blevet mere upålidelige.
Både i USA og Danmark reagerer folk, der vil stemme på såkaldt populistiske politikere ved selv ikke anonymt over for meningsmålingsinstitutterne at ville ”indrømme”, hvem de vil stemme på. Det er en del af forklaringen på, at vi blev overrasket over Brexit og udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Det forklarer også, at DF altid har klaret sig bedre ved valg end i meningsmålingerne op til valget.
Medlemmer af Dansk Folkeparti fortæller også i interviews til universitetsspecialer, at de føler sig stigmatiserede. De fortæller, at der bliver råbt efter dem på gaden. De fortæller, at der er kvarterer i byerne, hvor de dårligt tør komme. Der råbes ”DF-svin” og ”racister” efter dem.
Og nej, det er ikke nødvendigvis indvandrere, der råber. De føler, at de stigmatiseres af, hvad de kalder for samfundets kulturelle overklasse. Akademikerne dominerer i dansk politik. Mange DF’ere føler, at den politiske elite har mistet følingen med befolkningen.
Det gør de gamle politiske partier i al fald, hvis de insisterer på at tale om populister. Det vil være en lykke, hvis ordet populister glider af ud af politikeres, kommentatorers og politologers ordforråd.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.