Stor mangel på psykologer til ældre

Flere ældre er blevet fortrolige med terapi og efterspørger det. Men på landsplan er der kun 18 psykologer med speciale i ældre

Ældre går oftere til psykolog, men udbuddet af psykologer med speciale indenfor ældrepsykologien er begrænset.Arkivfoto: Psykolog notere patients udtalelser.
Ældre går oftere til psykolog, men udbuddet af psykologer med speciale indenfor ældrepsykologien er begrænset.Arkivfoto: Psykolog notere patients udtalelser.

Hver ottende dansker over 65 år og hver fjerde over 80 år får antidepressiv medicin. Samtidig har ældre mænd den højeste selvmordsrate af alle befolkningsgrupper.

Nu opfordrer direktør i Ensomme Gamles Værn, kultursociolog og ph.d. Christine E. Swane landets praktiserende læger til at overveje, om de skal henvise flere ældre til terapi i stedet for at udskrive recepter på antidepressiver.

Det er oplagt, at mange ældre vil kunne hjælpes med gode samtaler hos en psykolog i stedet for blot at få piller og dermed behandle symptomerne på det, som er svært, siger hun.

Christine E. Swane undrer sig over den forskelsbehandling, der tilsyneladende er i forhold til danskere i krise. Hun siger:

Mister en kvinde midt i livet sin ægtefælle, vil hun blive tilbudt forskellige former for psykologisk støtte. Ældre, som mister en ægtefælle og ryger ud i en livskrise, får ikke samme tilbud. At miste en ægtefælle sent i livet ses som en naturlig proces, og det forventes ikke, at man har brug for hjælp til at komme videre. I Danmark har psykologerne meget fokus på børn, unge og udvikling. Man forbinder ikke ældre med et potentiale for udvikling.

Der er stor mangel på psykologer med speciale i ældre i Danmark. Mens der er over 600 børnepsykologer, er der ifølge Dansk Psykolog Forening 18 såkaldte gerontopsykologer, som er uddannet til at arbejde med psykologiske problemer forbundet med aldring. Hos Dansk Psykolog Forening forudser formand Eva Secher Mathiasen, at manglen på psykologer med speciale i ældre vil blive et stort problem i sundhedsvæsenet, i takt med at der bliver flere ældre. I dag er der over en million danskere, som er over 65 år og dermed i aldersgruppen for gerontopsykologien.

LÆS OGSÅ:Færre beboere på plejehjem ramt af ensomhed

Det bliver en kæmpe udfordring for det offentlige sundhedsvæsen, hvis vi ikke begynder at tage det alvorligt. Med flere ældre får vi behov for et omfattende, specialiseret tilbud, som vi ikke har. Jeg vil mene, at vi potentielt står med et rigtigt stort problem. Naturligvis er ældre velkomne hos de alment praktiserende psykologer, men hjælpen bliver bedre og mere målrettet, hvis man taler med en psykolog, som er specialist på feltet. En depression har eksempelvis andre udløsende faktorer for en 35-årig end for en 70-årig, siger hun.

Anna Aamand er den eneste privatpraktiserende gerontopsykolog i landet. Hun driver Ældrepsykologisk Klinik i Ebeltoft, som står over for en udvidelse, fordi flere ældre ønsker at få hjælp af en psykolog.

Forandringsprocesser sker hele livet og holder ikke op, bare fordi man bliver ældre. Men de mennesker, som er ældre i dag, har en anden åbenhed over for terapi og ønsker sig derfor psykologisk behandling, siger hun.

Samme erfaring har psykolog Henrik Brogaard. Frem til 2010 var han ansat som psykolog på Danmarks største plejecenter, Sølund i København.

I dag holder han foredrag om blandt andet aldring og bliver jævnligt kontaktet af ældre, som ønsker at komme i terapi.

De har kendt til at gå i terapi, og mange ældre har en mental spændstighed og er i stand til at drage nytte af terapi og psykologiske samtaler. Det manglende udbud af terapi til ældre er udtryk for en manglende sans for senlivets værdi, siger han.