Er det rimeligt at sigte et menneske for at røbe navnet på sin formodede overfaldsmand?

Lars Hedegaard, debattør og forfatter foran retten på Frederiksberg fredag d. 26 februar 2016. Lars ...

”Lars Hedegaard er offer for den værste forbrydelse, en terrorhandling mod en forfatter, og alligevel er han manden på anklagebænken. Systemet svigter ofret, og det synes jeg er helt forfærdeligt og absurd,” siger nyhedschef Simon Andersen. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Sådan en sag kan skabe en mistillid til systemet og tvivl om, hvorvidt retssystemet er på ofrets eller gerningsmandens side. Det er det, der er på spil her.
Simon Andersen, nyhedschef

Forfatter Lars Hedegaard kan i dag blive dømt for at have røbet navnet på den person, som er sigtet for drabsforsøg mod ham for tre år siden. En absurd sag, som kan svække tilliden til systemet, siger nyhedschef

Er det rimeligt at sigte et menneske for at røbe navnet på sin formodede overfaldsmand?

Det spørgsmål er aktuelt, når forfatter og historiker Lars Hedegaard i dag ved Retten på Frederiksberg får afklaret, om han skal straffes for i oktober 2014 at have offentliggjort navnet på den person, som ifølge politiet stod bag attentatforsøget mod ham for omkring tre år siden.

Gerningsmanden er aldrig blevet dømt, men eftersøgt internationalt, og i stedet er ofret, Hedegaard, altså endt på anklagebænken.

Det på trods af at tyrkiske medier allerede havde offentliggjort navnet på den formodede gerningsmand, inden Lars Hedegaard gjorde det samme. Senere har danske medier og debattører fulgt trop og offentliggjort identiteten på den sigtede, der ifølge flere medier kan være rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

Radio24syv er et af de medier, der har brudt navneforbuddet, og ifølge nyhedschef Simon Andersen skyldes det absurditeten i sagen.

”Lars Hedegaard er offer for den værste forbrydelse, en terrorhandling mod en forfatter, og alligevel er han manden på anklagebænken. Systemet svigter ofret, og det synes jeg er helt forfærdeligt og absurd,” siger Simon Andersen.

I virkeligheden er det perspektiverne i sagen, der gør nyhedschefen mest vemodig.

”Sådan en sag kan skabe en mistillid til systemet og tvivl om, hvorvidt retssystemet er på ofrets eller gerningsmandens side. Det er det, der er på spil her, og det er et større problem, som domstolene er ved at skabe,” siger Simon Andersen.

Når der skal træffes beslutning om navneforbud, afvejer domstolene hensynet til den sigtede og hensynet til den samfundsmæssige interesse, forklarer Sten Schaumburg-Müller, professor og forskningsleder på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet. Det handler blandt andet om sagens alvorlighed, og hvor i processen sagen er, siger han.

Sagen om Lars Hedegaard kan ifølge Sten Schaumburg-Müller udfordre navneforbuddet og dets eksistensberettigelse.

”Men vi bliver nødt til at holde os til de gældende regler og lade domstolene dømme i konkrete sager,” siger Sten Schaumburg Müller.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller kan rimeligheden i opretholdelsen af navneforbuddet diskuteres, da navnet på den formodede gerningsmand har været bragt i flere medier og nemt kan opspores på nettet.

”Især i forhold til internettet kan man spørge sig selv, om det ikke virker latterligt at sige, at navnet ikke må nævnes. Jeg ved ikke, om der er nogle, der har et egentlig svar på det, men jeg har selv den opfattelse, at man søger at opretholde principperne bag retssamfundet, selvom der er forhold, der udfordrer det,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Forfatter Jens-Martin Eriksen, der i flere bøger har beskæftiget sig med ytringsfrihed, er enig med professor Sten Schaumburg Müller i, at der er god ræson i et navneforbud. Også i den konkrete sag.

”Hvad nu, hvis han er uskyldig? Navneforbuddet er der med god grund. Alle kan risikere at blive sigtet for noget, hvor de er komplet uskyldige,” siger Jens-Martin Eriksen og henviser til sagen fra Mariager, hvor Carsten Anhøj i mere end et år har været sigtet for chikanerier mod en lesbisk familie.

I den sag er det kommet frem, at bevisbyrden hviler på den ene forurettede kvinde, Tulle Krøyers, troværdighed, som der er sat spørgsmålstegn ved i en ny dokumentarudsendelse.

”Der er at gøre med en tilsyneladende løgnagtig person, som har beskyldt en anden for en forbrydelse, som vedkommende givetvis ikke har begået. I det tilfælde har det givet god mening med et navneforbud,” siger forfatteren.

Jens Martin-Eriksen understreger, at han forstår Lars Hedegaards bevæg-grunde for at bryde navne-forbuddet. Blandt andet fordi den tidligere regering ifølge Jens-Martin Eriksen optrådte uhørt passivt i forhold til at få udleveret den formodede gerningsmand bag attentat.

”Jeg forstår hans bitterhed, og jeg forstår alle hans motivationer, men man kan ikke lave lovmæssige undtagelser, fordi der har været politiske fiflerier i forhold til en sag. Så sagen er interessant som en politisk aktion og en gimmick, men jeg ser det ikke som et juridisk opgør med bund i,” siger Jens-Martin Eriksen.