Mattias Tesfaye: Anker Jørgensen er min ledestjerne

For folketingskandidat Mattias Tesfaye (S) blev mødet med Anker Jørgensen afgørende

Mattias Tesfaye har ladet sig inspirere af Anker Jørgensen.
Mattias Tesfaye har ladet sig inspirere af Anker Jørgensen. Foto: Uffe Weng Fotojournalist Uffe Weng Photojournalist Uffe Weng www.uffeweng.dk Gunløgsgade 33, 2. tv. 2300 København S. Danmark.

Anker Jørgensen har altid har været meget inspirerende for mig. Jeg mødte ham for en 10-15 år siden på 3F's kursusejendom Langsøhus i Silkeborg, hvor jeg tog noget uddannelse som tillidsmand.

Han var inde i vores klasse og fortalte, at selvom vi beskæftigede os med håndværk i vores arbejdsliv, så var det vigtigt, at vi også læste bøger, gik i biografen, rejste og var kulturelle. Det var ham, der lærte mig, at man skal læse skønlitteratur!

Anker Jørgensen var med til at overbevise mig om, at man sagtens kan være håndværker, almindelig lønmodtager, og stadig være engageret i politik. Det har jeg prøvet at tage til mig, og jeg har også arbejdet med det i min bog ”Kloge Hænder.” Jeg er meget bevidst om, at jeg både er håndværker og politiker. Jeg vil ikke være en karikatur af en udannet arbejder. Jeg insisterer på, at jeg som murersøn kan være ligeså dannet som resten af lokalet.

I slavetiden i de amerikanske sydstater var der groft stillet op to forskellige slags slaver: Dem, der gik i bomuldsmarken og fik masser af sol og grove hænder, og dem, der arbejdede indendørs, gik med handsker og var mere fine på den, som på dansk kan kaldes husslaver.

På amerikansk er det et ret nedsættende udtryk, som bruges til at beskrive en sort person, der lefler for den hvide mand for at få privilegier. I amerikansk politik er der lige nu nogle, som i den akutelle debat om hvide politibetjente, der skyder sorte mænd, anklager Barack Obama for at være en såkaldt husslave eller et kinderæg. De sætter spørgsmålstegn ved, om han i virkeligheden stadig er sort. Og jeg forstår godt hans udfordringer. Som lønmodtager i en stadig mere akademiseret politisk verden bliver det sværere og sværere at være sig selv uden samtidig at falde udenfor.

Man kan også drage en parallel til den svenske statsminister Stefan Löfven, der heller ikke er akademiker. Hvis man følger svensk politik via de svenske medier, så ligger det lidt mellem linjerne i flere af kommentatorernes vurderinger, at regeringen muligvis brød sammen, fordi Stefan Löfven ikke er klog nok, fordi han ikke er uddannet fra et universitet. Det er noget fis! Jeg synes, Stefan Löfven gør det godt og bærer sin arbejderbaggrund flot: Han insisterer på at være den mest velforberedte og bedst talende til alting.

Man kan lade sig inspirere af Anker Jørgensen i sådanne situationer, for han glemte ikke, hvor han kom fra, han bar sin baggrund med stolthed og på en måde, der skabte bred respekt.

Mattias Tesfaye har ladet sig inspirere af Anker Jørgensen.
Mattias Tesfaye har ladet sig inspirere af Anker Jørgensen. Foto: Bax Lindhardt