Svigt i tillid til SKAT kan undergrave velfærd

Borgere og virksomheder søger i stigende grad professionel hjælp til deres skatteforhold eller forsøger at snyde. De store skandalesager i SKAT har ramt tilliden til, at alle betaler det rigtige, og dermed er selve fundamentet under velfærdsstaten i opbrud, mener professor

Skandalesagerne i SKAT er i færd med at nedbryde hele skattesystemets legitimitet, fremføres det.
Skandalesagerne i SKAT er i færd med at nedbryde hele skattesystemets legitimitet, fremføres det. Foto: SCANPIX.

Du skal betale penge tilbage i skat. Eller skal du?

Danskerne har traditionelt haft nærmest blind tillid til, at opgørelserne fra SKAT er rigtige, men efter flere skandaleagtige sager, ikke mindst i år, er tilliden på retur. Og det får i stigende grad både almindelige danskere og danske virksomheder til at søge rådgivning hos advokater og revisionsfirmaer.

Udviklingen oplever man blandt andet i Advokatfirmaet. Flere har simpelthen mistet troen på, at SKAT har styr på det, siger advokat Torben Bagge, som også er medlem af bestyrelsen for Danmarks Skatteadvokater:

”Der er generelt ved at brede sig en opfattelse af, at alle snyder i skat, og at penge forsvinder. Det får flere til at dobbelttjekke. Samtidig er det nemt at forestille sig, at det også får flere til at snyde. Både dem, der i forvejen gør det og oplever, at de slipper afsted med det, men også flere af de mange, som pænt og ordentligt har betalt år efter år, men nu ryster på hovedet og nægter at betale for andres fejl.”

Der har længe været uro omkring SKAT, men det kulminerede i år, da det kom frem, at svindlere havde snydt staten for ni milliarder skattekroner. Derudover stod det klart, at SKAT's fejlbehæftede it-system var ansvarlig for, at flere milliarder aldrig var blevet opkrævet, og at en del borgere uretmæssigt havde fået inddrevet forældet gæld. Sagerne har også kunnet mærkes i det store revisionsfirma Ernst & Young. Ikke som et stormløb, men der er helt klart flere end tidligere, som vil have friske øjne på deres skattesag, og som selv opgiver manglende tillid til skat som årsagen, fortæller partner i skatteafdelingen Per Ørtoft Jensen.

”Folk tror ikke længere på SKAT's afgørelser, fordi de oplever, at der ikke er styr på det. Og det er der heller ikke altid, for udover nedskæringer er SKAT de seneste år blevet ramt af skiftende politisk fokus. Det har betydet, at de faglige eksperter bliver flyttet rundt, så mange ikke laver det, de er allerbedst til, og i den proces er meget viden gået tabt,” siger han.

Perspektiverne i den dalende tillid til inddrivelsen af skat er bekymrende, mener professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet Bent Greve. For selvom vi er blandt dem i verden, der betaler mest i skat, gør 88 procent det faktisk med glæde, viste en måling fra Gallup sidste år.

Skandalesagerne er dog i færd med at nedbryde hele skattesystemets legitimitet.

”Velfærdsstaten bygger på en forståelse for og accept af den fælles finansiering. Langt de fleste vil fortsat gerne betale for velfærden, og man skal passe på med at overfortolke effekten af skandalerne, men det er velkendt, at omfanget af snyd hænger direkte sammen med risikoen for at blive opdaget. Og den risiko fornemmer mange er blevet mindre. Det forstærker tillidskrisen og skader opbakningen til staten, og i sidste ende kan det betyde en yderligere neddrosling af velfærdens omfang. Derfor er der meget på spil i den kommende tid i forhold til at genetablere troen på SKAT,” siger Bent Greve.