Svinet er blevet et stærkt politisk symbol

Brusgård. Øko Marked på Mimers Brønd. Gæster kunne kigge på dyr, køre traktor og spise øko grill ...

Kommunale institutioner i Randers med madordninger skal sikre dansk madkultur som en central del af tilbuddet - herunder servere svinekød på lige fod med andre madvarer. Det har kommunens byråd vedtaget. Foto: Annelene Petersen / Scanpix Denmark

Det er jo bare en sikring af, at de danskere, der måtte ønske det, også i fremtiden kan få svinekød i de kommunale institutioner.
Frank Nørgaard, DF

Byrådet i Randers har pålagt de kommunale børnehaver at sikre dansk madkultur og herunder servere svinekød. Ifølge iagttagere spiller grisen uomtvisteligt en hovedrolle i dansk madhistorie, men bliver nu taget som gidsel i en værdikamp

”Randers er sin egen. Vi er ildsjæle, hjælpsomme, fightere, selvironiske, vi er dygtige, ambitiøse og ordentlige. Vi er lidt anderledes!”.

Sådan lyder karakteristikken af de godt 60.000 indbyggere i Randers Kommune øverst på den kommunale hjemmeside.

Et konkret eksempel på det ”lidt anderledes” kunne være den vedtagelse, et snævert byrådsflertal bestående af 16 medlemmer af Venstre og Dansk Folkeparti nåede frem til i mandags om, at ”kommunale institutioner med madordninger skal sikre dansk madkultur som en central del af tilbuddet - herunder servere svinekød på lige fod med andre madvarer”.

Byrådet slog samtidig fast, at ingen skal ”tvinges til at spise noget, der strider mod ens holdning eller religion”, og manden bag forslaget, Dansk Folkepartis Frank Nørgaard, har over for flere medier undret sig over, at sagen overhovedet har vakt landsdækkende interesse, herunder protester fra såvel pædagogernes som forældrebestyrelsernes forbund, BUPL og FOLA.

”Det er jo bare en sikring af, at de danskere, der måtte ønske det, også i fremtiden kan få svinekød i de kommunale institutioner,” siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Tilmed er Randers slet ikke den første kommune, hvor de folkevalgte har pålagt børnehaver at bevare svinekød på menuen.

I de københavnske, socialdemokratisk ledede vest-egnskommuner Ishøj, Herlev og Rødovre har der de seneste par år været lignende tiltag, men ifølge Jon Fuglsang, lektor ved Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet på professionshøjskolen Metropol og forfatter til bogen ”Madsociologi”, er der markante forskelle.

”I de andre kommuner har beslutninger vedrørende svinekød haft mere administrativ karakter. Kommunerne har reageret på, at lokale forældrebestyrelser har afskaffet svinekød. Det har man syntes sendte uheldige signaler, og derfor har man med bløde formuleringer bedt dem om at bevare mangfoldigheden - uden det samme øje for dramatik og symboler, man har haft i Randers,” siger Jon Fuglsang, som langtfra er sikker på, at Randers vil forblive ”lidt anderledes” på dette punkt.

”Vi skal nok vænne os til, at mad i stigende grad vil blive en del af kampen om den nationale identitet,” siger han.

Det nye i Randers' politik vedrørende kost i daginstitutioner er således ikke, at den bryder med en tradition for, at institutionens forældre-bestyrelse og ledelse bestemmer over maden, og at de folkevalgte ikke skal være ”minister for leverpostej, tørklæder og badeforhæng” som den nuværende kulturminister Bertel Haarder (V) formulerede det for en del år siden.

Det nye er heller ikke, at de folkevalgte beder om, at svinekød ikke tages helt ud, men at institutioner fortsat ”tilbyder alle former for mad, herunder svinekød”, som Ishøj formulerer det, Nej, det nye er, at der formuleres et fokus på ”dansk madkultur” med svinekød som den eneste nævnte kategori herunder.

”Det er jo ikke forkert at fremhæve svinekød. Grisen har spillet en central rolle i dansk madkultur. Danskerne er store kødspisere, og vi spiser mere svinekød end okse- og kyllingekød. Men i Randers har man håndteret emnet på en måde, så grisen bliver taget som gidsel i en værdikamp,” siger Jon Fuglsang.

Caroline Nyvang, madhistoriker og forsker ved Det Kgl. Bibliotek, er enig i, at der er masser af svinekød i dansk madhistorie.

”Vi har i Danmark en lang tradition for svinekød, som især er grundlagt under landbrugsrevolutionen i 1800-tallet, hvor vi blev rige på at sælge bacon til Storbritannien og lærte at spise alt det 'slagteriaffald', som blev tilbage,” siger historikeren.

Caroline Nyvang hilser en debat om dansk madkultur velkommen, men mener, at der mangler en brugbar målestok for, hvad man forstår ved dansk mad og madkultur.

”Der er masser af eksempler på mad, som er unikt dansk. Der er også spiser, som kendes i andre lande, men som igennem mange år har spillet en særlig rolle i Danmark. For eksempel kål, som i mange århundreder var det eneste grønt, almindelige danskere kunne få om vinteren. Men af en eller anden grund er der ingen byråd, der har besluttet at pålægge daginstitutioner at servere kål en gang om ugen,” siger hun.

I kategorien enestående dansk kunne man pege på de så fremmedartet klingende spiser risalamande og wienerbrød, som hun med en bevidst madmetafor betegner som ”pæredanske”. Også rugbrødet må anses for særligt dansk og vil nok også rent sundhedsmæssigt blive anset for klogere at påbyde børnehaverne.

Hvis målestokken for dansk kultur er det, flest danskere spiser mest af og oftest, er retten spaghetti med kødsovs trods sine åbenlyse italienske rødder indbegrebet af dansk madkultur, påpeger Caroline Nyvang.

Hun refererer til, at den daværende britiske udenrigsminister Robin Cook i 2001 holdt en berømt tale, hvor han ud fra denne målestok udpegede den indiske ret chicken tikka masala til Storbritanniens nationalret - hvorved allerede han brugte mad som del af en værdikamp.

Caroline Nyvang mener ikke, at hun som madhistoriker skal gå ind og fælde dom over, hvilke politikeres målestok der er den bedste, men hun undrer sig over, at svinekødet står alene og derfor dårligt kan tolkes som andet end en reaktion på dem, der vil have det væk.

”Ved entydigt at pege på svinekød som dansk madkultur sætter man ikke alene muslimer, men også jøder, vegetarer, veganere og alle dem, der af andre grunde fravælger svinekød, udenfor,” vurderer hun.

Men ifølge Jon Fuglsang er der også meget, der tyder på, at værdikampen om mad ikke udelukkende handler om muslimer og deres religiøst betingede forbud mod svinekød.

Flere medieiagttagere har i den seneste tid hæftet sig ved, hvordan integrationsminister Inger Støjberg (V) i talrige interview har iscenesat sig selv som en kvinde, der ser stort på kostguruernes sundhedsråd og i stedet spiser hvidt brød med pålægschokolade og drikker spandevis af cola.

Samme Støjberg var i sommeren 2012 en af de politikere, som gik aktivt ind og støttede restaurant Vejlegårdens kamp for retten til at have personale, der ikke var organiseret hos 3F - ved at spise stegt flæsk med persillesovs på restauranten. Og senest har hun været i medierne for at viderefortælle en anekdote om et barn i Aalborg, der ikke måtte have svinekød med på madpakken - en anekdote, der ikke kunne bekræftes.

”Jeg mener, at der er opstået en madkulturel polarisering, hvor svinekød bruges som et af symbolerne. Det er ikke kun en polarisering for eller imod muslimer, det er også en polarisering mellem by og land, mellem de højtuddannede, der går op i mad, sundhed, naturlige råvarer og madsnobberi, og de mennesker, der vil have lov til at være lidt usunde, uden at smagsdommerne blander sig. Ved ligefrem at prale af, at hun drikker cola og spiser pålægschokolade, appellerer Støjberg til den sidste gruppe,” forklarer Jon Fuglsang.

Allerede i 2014 fik vi et forvarsel om, hvilken af de to fløje der har flest tilhængere, da daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) forsøgte sig med en kampagne for sund mad og gode madvaner, men mest høstede den reaktion, at kampagnen var spild af skattekroner.

Og den tilhørende afstemning ude i befolkningen om Danmarks nationalret blev med overvældende majoritet vundet af grisen i form af stegt flæsk med persillesovs.