Sådan fungerer klimatopmødet

Når 192 lande skal nå til enighed på klimatopmødet, afhænger det hele af gode mødekultur og logistik

Mange nationaliteter og hudfarver mødes i Bella Center. Selve diskussionerne foregår i mindre udvalg. Hele den store folkesamling skal nå til konsensus, før en klimaaftale kan underskrives i København. --
Mange nationaliteter og hudfarver mødes i Bella Center. Selve diskussionerne foregår i mindre udvalg. Hele den store folkesamling skal nå til konsensus, før en klimaaftale kan underskrives i København. --. Foto: Keld Navntoft.

Bella Center. Her sidder næsten hele verden repræsenteret i ét lokale. Alfabetisk ordnet efter landenes engelske navne. I forskellige udvalg sidder de og lytter, når formændene klarlægger, hvor langt man er kommet med den aftale, som topmødet skal munde ud i. Bag sorte skilte sidder de med hovedtelefoner, bærbare computere og papirer i rad og række: Democratic Republic of Korea ved siden af Democratic Republic of the Congo ved siden af Denmark og så videre.

FN er baseret på konsensusdemokrati: Flertallet bestemmer ikke, alle skal nå til enighed. Ellers bliver der ikke en aftale. Derfor samles repræsentanter fra alle de 192 lande, som deltager i klimakonferencen, i ét stort lokale flere gange i løbet af de to uger, topmødet står på. Kristeligt Dagblad besøgte i går et af møderne, hvor alle lande sidder med enkeltvis – et møde om udvikling og udbredelse af bæredygtig teknologi. Danmark var repræsenteret af en ung dame med tykke briller i blazer og nederdel, som har fundet plads til fire ting på sin trange bordplads: bærbar computer, to mobiltelefoner og en æske mintpastiller.

Alle, der vil have indflydelse, skal møde op til de møder, hvor beslutningerne træffes. Det giver selvsagt nogle problemer, for hvordan kan man afgøre noget som helst til et møde med 192 interessenter med vetoret? Svaret er, at mellem "stormøderne" deler landene sig op i mindre grupper; for eksempel lader EU sig ofte repræsentere som en enkelt gruppe, ligesom der er en afrikansk og en arabisk gruppe, en koalition af regnskovsnationer og så videre.

Selvom kun få personer forhandler, kan der sagtens være over 100 observatører fra lande, der har overdraget forhandlingsmagten til en repræsentant, men gerne vil følge forhandlingerne på nærmeste hold, forklarer Troels Dam Christensen. Han er koordinator for den danske 92-gruppe, en samling af folkelige organisationer, der har fulgt arbejdet i FN's klimakonvention, siden den blev etableret i Rio de Janeiro i 1992.

For at finde frem til ham skal man forbi råbende demonstranter og græsrødder med flyveblade ved indgangen. Igennem sikkerhedstjek, forbi garderoben, der er på størrelse med en gymnastiksal, zigzagge igennem stande, sikkerhedsvagter, flokke af engagerede unge mennesker i striktrøjer, mænd med slips og sorte tasker og omkring nogle af de store mødesale.

– Det er en besværlig beslutningsproces, som meget nemt trækker i langdrag, konstaterer Troels Dam Christensen.

– Det, der driver det her fremad, er, at tilstrækkeligt mange lande faktisk ønsker en klimaaftale.

På de mindre møder skal man nå til enighed om tekstpassager, der skal indgå i den samlede aftale, som efter planen skal underskrives af alle parter om halvanden uge. I alt er der over 2000 af denne slags mindre møder. Embedsmændene forsøger at komme så langt, de kan, før de skal overdrage forhandlingerne til ministrene i næste uge. Og ministrene vil nå så langt, de kan, inden de skal overdrage forhandlingerne til stats- og regeringscheferne næste onsdag.

Statslederne skal så underskrive en klimaaftale om, hvad de enkelte lande ønsker med hensyn til finansiering og CO2-reduktioner. Aftalen bliver dog efter al sandsynlighed ikke juridisk bindende.

schou@kristeligt-dagblad.dk