Der er ingen tvivl om, at den verdensberømte danske filosof og teolog Søren Kierkegaard ytrede sig nedsættende om jøder. Det samme kan man sige om mange af hans samtidige landsmænd og teologiske fagfæller. Alligevel er danske forskere uenige om, hvorvidt datidens meningsfæller kan kaldes "antisemitter".
Det er filosof og forfatter Peter Tudvad, som har sat gang i debatten med sin nye bog "Stadier på antisemitismens vej - Søren Kierkegaard og jøderne", der møder forskellige reaktioner blandt eksperter i 1800-tallets litteratur- og kirkehistorie.
Som omtalt i går retter bogen sit fokus imod de ytringer af Kierkegaard, som kritiserer jøder, og den udkommer symbolsk på årsdagen for Krystalnatten i Nazi-Tyskland den 9. november 1938.
TEMA:Søren Kierkegaard
Landets førende Kierke-gaard-forsker, Niels Jørgen Cappelørn, mener imidlertid ikke, at Kierkegaards synspunkter afveg fra samtidens gængse holdning til jøder. Og han bakkes op af Finn Hauberg Mortensen, professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet:
"De Kierkegaard-citater om jøder, jeg har set, er mest på bonmot-niveau. Altså talemåder, som var normal retorik på det tidspunkt. Men jeg mener ikke, spørgsmålet om jøder fylder mere end nogle få sætninger i forfatterskabet, og jeg synes, det er misvisende, hvis man forsøger at grave en sensation op og etablere en generel antisemitisme i 1800-tallets Danmark eller hos Kierkegaard," siger Finn Hauberg Mortensen.
Peter Tudvad siger selv til kritikken, at hans motiv ikke er at dømme Kierkegaard ude som ikke-stueren. Men han vil gerne bidrage til, at vi får et mere nuanceret billede af dels Søren Kierkegaard, dels synet på jøder gennem historien.
"Jeg er ikke ude på at lave sensation, for vi forskere har jo hele tiden vidst, at han havde nogle voldsomme udfald mod jøder og jødedommen og nogle grove generaliseringer. Men hvorfor pokker har vi ikke sagt det højt før? Det er jo, fordi han er et af vores største national-ikoner, og vi vil ikke være de første til at skyde ham ned. Jeg mener stadig, at Kierkegaard er et notorisk geni, og jeg vil blive ved med at læse ham, men vi kan ikke lukke øjnene for, at han trods sin begavelse havde denne side, som er problematisk," siger Peter Tudvad.
LÆS OGSÅ:Forsker: Søren Kierkegaard var antisemit
Han er enig med sine kritikere i, at der i 1800-tallet var mange fordomme om, at jøder var upålidelige og pengebegærlige, og at Kierkegaard således ikke skilte sig ud, når han skrev, at jøder har en "Forkjerlighed for Penge". Men der var også andre holdninger.
"Flere forskere har forsvaret Kierkegaard med, at alle var antisemitter dengang, men det passer altså ikke. Under den litterære jødefejde i begyndelsen af 1800-tallet var der godt nok en voldsom kritik af jøderne, men der var også rigtig mange, der gik i brechen for dem, for eksempel Blicher, Grundtvig og Baggesen. Det er temmelig kendte og synlige danske akademikere, og Kierkegaard kunne have valgt at orientere sig efter de positioner," siger Peter Tudvad.
Et centralt stridspunkt i debatten er, hvordan man skal skelne imellem på den ene side den kritik af jødedom, der er led i en teologisk diskussion om den rette lære, og på den anden side kritikken af jøder som folk eller race.
Ifølge Martin Schwarz Lausten, professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet og forfatter til et seksbindsværk om forholdet mellem folkekirke og jøder i Danmark, er der en lang tradition for antijødedom i Danmark, som går helt tilbage til middelalderen, og som rummer begge de ovennævnte elementer.
"Lige siden Jesu tid har der været et teologisk opgør mellem jøder og kristne om centrale spørgsmål som: 'Var Jesus Messias?' og 'Hvilken betydning skal Moselovene tillægges?' Denne debat er fuldt forståelig, eftersom de to religioner har samme udgangspunkt," forklarer Martin Schwarz Lausten og tilføjer:
"Men kæden springer af, når kristne debattører ikke holder sig til sagen, men fremfører argumenter om, at jøder er pengebegærlige, at de er mindreværdige, fordi de slog Jesus ihjel, at de ønsker at tage magten i Danmark - og at alle jøder er ens."
Han peger på, at debatten på Kierkegaards tid skal ses i lyset af, at jøderne efter at have været stort set uden rettigheder i 1814 fik et frihedsbrev, som anerkendte deres eksistens. I 1819 kom en folkelig reaktion i form af optøjer vendt mod jøder, og i forlængelse heraf fulgte den ovenfor nævnte litterære jødefejde.
Peter Tudvad er enig i, at man skal skelne mellem teologisk funderet kritik af jødedommen og udfald mod jøder som gruppe. Men han mener ikke, de to kan skilles helt.
"Kierkegaards opfattelse af kristendommen udviklede sig på en måde, hvor modstillingen mellem kristendommen og jødedommen blev stadig mere radikaliseret. Hvor kristendommen for ham var pessimisme, livslede, lidelse, evighed, jomfruelighed og åndelighed, var jødedom optimisme, livslyst, nydelse, timelighed, fertilitet og sanselighed. Og det er den modstilling og hele hans syn på jødedommen, hans antisemitisme og modstand mod jøderne som gruppe udspringer fra," siger han.
"Man kan naturligvis ikke sige, at en kristen kritik af jødedom er det samme som antisemitisme, men man kan heller ikke sige, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Den teologisk betingede kritik af jødedommen er et udgangspunkt for antisemitisme. Kristendommen er undfanget som en reform inden for jødedommen, og det er præcis det, man ser hos Kierkegaard."
Peter Tudvad er enig med kritikere i, at man ikke skal trække nutidige begreber ned over hovedet på folk, der levede før holocaust og opfindelsen af begrebet antisemitisme.
"Man kan naturligvis ikke dømme ham på nutidens præmisser og slet ikke give ham ansvar for holocaust. Men jeg vil insistere på, at datidens antisemitisme er en del af vores idehistoriske rødder i Europa, og de er en del af forudsætningen for, at holocaust senere kunne finde sted," siger han.
Derfor er han ked af, hvis bogens budskab bliver reduceret til et spørgsmål om Kierkegaards person. Tudvads hovedærinde er med hans egne ord at vække læsernes opmærksomhed over for et farligt fænomen:
"Jeg vil gerne bidrage til at gøre os mere bevidste om antisemitismens udbredelse og konsekvenser. Det er utrolig vigtigt at være opmærksom på den tendens, der er til antisemitisme - også i dag. Og så vil jeg gerne have, at man i kirkelige og teologiske kredse bliver opmærksom på, at antisemitismen ikke bare er dumpet ned fra en krystalklar himmel i Berlin i 1933. Der er i selve kristendommens rødder en arv, vi er nødt til at være opmærksomme på. Det skal absolut ikke forstås sådan, at man automatisk er antisemit, fordi man er kristen, men der er en antisemitisk disposition i kristendommen."