Tak – endelig kommer det dårlige vejr tilbage

Fra i dag slår sommervejret om og bliver mere køligt og regnfuldt. For nogle er det en lettelse, siger lykkeforsker

Med godt vejr følger et ekstra pres på at leve det gode liv. Godt vejr betyder nemlig flere muligheder, og er det så strandturen, cava for en café eller zoologisk have med børnene, der gør dig mest lykkelig?
Med godt vejr følger et ekstra pres på at leve det gode liv. Godt vejr betyder nemlig flere muligheder, og er det så strandturen, cava for en café eller zoologisk have med børnene, der gør dig mest lykkelig?. Foto: Mads Jensen.

Efter en uge med det fantastiske sommervejr, mange længe havde sukket efter, sender en jetstrøm fra Atlanterhavet nu koldere vinde over Danmark. Seks til otte grader falder temperaturen, og der følger regnbyger med.

Det gode vejr er mindst en uge væk, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Pokkers, siger mange givetvis. Det er da også bare typisk, tænker andre.

Men der er også dem, der er lettede. For med godt vejr følger et ekstra pres på at leve det gode liv, forklarer direktør på Institut for Lykkeforskning, Meik Wiking. Godt vejr betyder nemlig flere muligheder, og er det så strandturen, cava for en café eller zoologisk have med børnene, der gør dig mest lykkelig?

”Det er velkendt, at vores humør generelt påvirkes i positiv retning, når vejret er godt,” siger Meik Wiking, men begrebet FOMO – Fear Of Missing Out (Frygten for at gå glip af noget) – modarbejder den følelse.

”Og den kraft er blevet stadig stærkere i takt med, at vi gennem sociale medier hele tiden bliver eksponeret for de valgmuligheder, vi ikke gjorde brug af.”

Begrebet FOMO opstod allerede i år 2000, men det er først de seneste par år, at det for alvor er blevet udbredt og videnskabeligt undersøgt.

70 procent af den voksne befolkning i den vestlige verden anslås at lide under angsten for ikke at være del af de mest spændende ting i nærheden. Og det er blandt andet med til at skade vores evne til at være nærværende og gøre os handlingsmæssigt impotente, siger Meik Wiking og henviser til et allerede berømt forskningsstudie.

Her satte man to stande op i et supermarked med smagsprøver af marmelade. I den ene stand var der seks vagmuligheder, i den anden 24. I standen med færrest muligheder endte 30 procent med at købe et glas marmelade. I den anden stand var det blot tre procent. Det samme mønster viste sig med chokolade og en række andre produkter.

Forskerne konkluderede, at mange valgmuligheder ikke alene gør os dårligere til at træffe valg, vi bliver også mindre tilfredse med de valg, vi træffer. For var det nu det bedste?

Og det er lidt det samme, vi står overfor, når vejret er dejligt, så derfor er det helt forståeligt, hvis man egentlig er lidt lettet over udsigten til regn, siger Meik Wiking:

”Sådan har jeg det faktisk selv, for nogle gange er det bare rart at blive begrænset. Desuden skaber dårligt vejr jo andre muligheder for hygge. Og så hjælper det os med at sætte endnu mere pris på solskinnet, når det vender tilbage.”