Siden det første forsøg i 2005 blev det spået, at den danske stat kunne spare mange millioner ved at indføre telemedicin. Men nye tal viser, at der i 7 ud af 10 tilfælde ikke er en krone at spare, og der er endnu ikke klarhed over, om telemedicin øger behandlingskvaliteten.
En undersøgelse, der viser en overdødelighed blandt telemedicinske patienter, har skærpet kritikken af, at telemedicin er blevet indført uden øje for de faktiske konsekvenser.
Særligt en undersøgelse fra Odense Universitetshospital har vakt opsigt. Forskerne fulgte 374 diabetespatienter med fodsår, hvoraf den ene halvdel hørte under telemedicin, mens den anden havde personlig kontakt med lægen. Johnny Frøkjær er en af forskerne bag undersøgelsen, og resultatet rystede ham.
”Vi målte på tre parametre: sårhelingstid, amputationer og dødsfald. Resultaterne viste, at der ikke er nogen forskel i amputationer og sårhelingstid i de to patientgrupper, men meget overraskende fandt vi, at der blandt de, der fik hjælp via telemedicin, var otte døde, mens der kun var en død i den konventionelle gruppe. Forskellen i antallet af døde har tilstedekommet, at der har været opmærksomhed på det her, men vi har ikke med sikkerhed kunnet sige, hvad der skylder forskellen,” siger Johnny Frøkjær.
”Fra lægefaglig side synes vi, det er et problem, at man fra politisk administrativ side har sagt, at man har indført telemedicin for at spare penge og øge kvaliteten i behandlingen, men man har ikke evidens for det, og der er intet lægevidenskabeligt bevis for, at telemedicin ikke volder skade. Når man ser et billede af patientens fod, kan man ikke se, om patienten er gasblå i ansigtet, og det kan være en af de ting, der kan være skyld i den øgede dødelighed.”
Johnny Frøkjær kan godt se det hensigtsmæssige i, at telemedicin kan mindske transport, men på baggrund af undersøgelsen har han været med til at anbefale, at de mest syge og udsatte patienter stadig skal møde lægen fysisk.
Også forskningsleder ved Center for Innovativ Medicinsk Teknologi på Odense Universitetshospital og lektor i Sundhedsøkonomi Kristian Kidholm rejser kritik. Han har undersøgt de økonomiske konsekvenser af telemedicin, og ifølge ham følges der ikke tilstrækkelig godt op på effekterne af telemedicin.
”Det halter gevaldigt med at undersøge, hvornår nye sundhedsteknologier og telemedicin rent faktisk øger kvaliteten af behandlingen, og hvornår man sparer penge,” forklarer Kristian Kidholm, som også kritiserer, at de økonomiske skøn har været for optimistiske.
”Nogle af Digitaliseringsstyrelsens økonomiske beregninger har været baseret på skøn og ikke undersøgelser. De skøn har indimellem vist sig at være forkerte. Faktisk viser vores forskning, at det er skuffende få tilfælde, hvor telemedicin har sparet penge. Der mangler ganske enkelt nationale myndigheder, som kan rådgive om, hvilke teknologier der er sikre og effektive, ligesom man har i andre europæiske lande.”
Dorte Stigaard er regionsdirektør i Region Nordjylland, hvor man har gennemført en af de mest omfattende undersøgelser af telemedicins effekt på KOL-patienter. Hun vil ikke afvise Kristian Kidholms kritik, men peger på, at der er sket forbedringer.
”Det er rigtigt, at der i starten var for optimistiske forestillinger om besparelsen, men i takt med at vi har kunnet levere data, har Digitaliseringsstyrelsen justeret deres forventninger. I dag kan vi se, at den økonomiske gevinst er mindre end først antaget, men til gengæld er der behandlingsmæssige fordele.”
Adspurgt om sundhedsvæsenet har søsat for mange tiltag på en gang uden at undersøge de reelle effekter, svarer Dorte Stigaard, at ”det er afgørende, at man prøver ting af i lille skala og udbreder det, der virker. Men der har været en tendens til at starte for mange pilotprojekter, uden at der har været ressourcer til at følge op. Det har man taget ved lære af, og fremover vil der være større fokus på opfølgning af de faktiske resultater.”