Teologer om karikatur: Udstrakt hånd til muslimer

Satiremagasinet Charlie Hebdo bruger ordet tilgivelse sammen med en Muhammed-karikatur på forsiden af den udgave, der udkom i går

"Ikke mere Charlie". Gårsdagens udgave af det franske satiremagasin Charlie Hebdo forsvandt hurtigt fra bladkioskerne.
"Ikke mere Charlie". Gårsdagens udgave af det franske satiremagasin Charlie Hebdo forsvandt hurtigt fra bladkioskerne. Foto: AFP Photo / Jean Pierre Muller.

Selvom Charlie Hebdo fortsætter sin grove religionssatire, efter at 12 mennesker på redaktionen i Paris i sidste uge blev myrdet af islamister, rækker satiremagasinet også en forsonende hånd ud.

Sådan tolker teologer forsiden af det nummer, som kom på gaden i går.

På forsiden står profeten Muhammed med en tåre i øjet, og over ham står teksten ”Alt er tilgivet”. Muhammed holder desuden et skilt med skriften ”Je suis Charlie” (Jeg er Charlie), der er blevet en verdensomspændende sætning til støtte for ytringsfrihed og retten til at bedrive satire.

Franske medier har tolket det sådan, at Muhammed tilgiver Charlie Hebdo for at have forhånet profeten.

Men tegningen er snarere en håndsrækning til muslimer, mener Theodor Jørgensen, dr.theol. og forhenværende professor ved Københavns Universitet:

”Jeg tror rent ud sagt, at dette billede er et forsonende billede. Sådan er det ment,” siger han.

”Det er en meget sofistikeret måde at række hånden ud på. Man fastholder, at vi skal have lov til at tegne profeten. Det skal terroristerne ikke herske over. Men man taler også om tilgivelse, og tilgivelsen er et væsentligt led i Koranen. Den, der ikke tilgiver, bliver heller ikke tilgivet af Gud, står der. Det kan kristne også være med på. Så tager man forsiden på ordet, går redaktionen fra Charlie Hebdo ud og siger, at det her ikke skal føre til et hadforhold. Det er en udstrakt hånd til muslimerne,” siger Theodor Jørgensen.

Han medgiver, at tegningen er dobbelttydig og også kan tages som en provokation:

”Det er den negative tolkning. Men ud fra devisen, at man skal opfatte alt i bedste mening, er der tale om en forsoning.”

Tegningen ønsker at skabe forsoning, lyder det ligeledes fra biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm. Den er tydeligvis ironisk og humoristisk ment, siger han.

”Men jeg vil egentlig godt sige, at der også er et forsonende element i tegningen. Ved at bruge begrebet tilgivelse er redaktionen på Charlie Hebdo med til at bryde hævnens logik, som er en uendelig række af onde handlinger. Hævn spiller en vis rolle i islam. Men Charlie Hebdo ønsker at sige, at terroristernes hævn ikke skal hævnes. Det er en form for forsoning med det hændte,” siger han.

Der er dog snarere tale om ren satire, mener Svend Andersen, professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.

”Det er selvfølgelig dybt ironisk og satirisk ment, og jeg mener overhovedet ikke, at der er noget forsonende i det,” siger han.

Svend Andersen tolker tegningen sådan, at Muhammed græder, fordi han er skyld i, at muslimer har slået mennesker ihjel i hans navn. Muhammeds tilkendegivelse af, at ”Jeg er Charlie”, betyder, at han har omvendt sig og er på satirens side. Samtidig siger Charlie Hebdo, at alt er tilgivet, men fortsætter med sin antimuslimske satire.

”Det er jo fuldstændigt barokt at tale om tilgivelse i den sammenhæng. Det er ren satire,” mener han.

Ifølge Svend Andersen giver det i øvrigt slet ikke mening at tale om tilgivelse og forsoning i forbindelse med massakren i Paris.

”En handling som denne er ligesom Breiviks massakre på Utøya så vanvittig, at den overskrider almindelig moralsk tankegang. Det er ganske enkelt ikke meningsfyldt at tale om, at nogen skulle være i stand til at tilgive. Man skal være Jesus for at tilgive på så radikal en måde, og vi andre er ikke Jesus,” siger han og tilføjer, at tilgivelse er en personlig sag, som ikke kan forlanges af andre eller ske på vegne af andre.

”Dybest set er det kun ofrene, der kan tilgive i denne sammenhæng, og sagt lidt kynisk er både ofrene og de, der har begået ugerningen, døde, så der er ingen at tilgive.”

Måske kan Charlie Hebdo og pårørende til de myrdede ikke tilgive. Men de kan måske forsone sig med det hændte, mener biskop Kjeld Holm:

”Der er en voldsomhed i udåden, som gør, at jeg ikke mener, at man kan tale om tilgivelse. Det kan kun Vorherre. Men det fornemme ved Charlie Hebdo er, at de fortsætter. De tilgiver måske ikke, men de forsoner sig med omstændighederne - de har viljen til at leve videre på trods af ugerningen.”