Vi skal stå sammen, vi skal forsvare ytrings- og forsamlingsfriheden, der skal ikke drives partipolitik på weekendens forfærdelige terrorattentat, som kostede en filminstruktør og en jødisk mand livet og sårede flere politifolk.
Sådan lød de næsten enstemmige politiske udtalelser fra det yderste højre til det yderste venstre i går.
Desværre er Christiansborg-politik netop så kynisk, at man kan være forvisset om, at alle partier alligevel i disse timer gør sig de upassende tanker om, hvad attentatet kan betyde for dansk politik. Kommer valget nu hurtigere, har regeringen øget sine chancer for genvalg, og kan statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udnytte situationen til at fremstå som den samlende figur for hele folket og for sit parti?
Efter terrorangrebet i Paris var eksperter relativt enige om, at den begivenhed ikke i sig selv kunne flytte mange stemmer i Danmark, men kom der et angreb her, var den en anden historie.
Med den viden, der var tilgængelig indtil redaktionens slutning i aftes, var det ganske vist en ”enlig ulv”, der stod bag attentatet i København, og derfor falder skyderierne umiddelbart i en anden kategori end nullernes islamistiske terrorangreb på USA, London og Madrid.
Terroreksperter har forklaret, at organisationer som Islamisk Stat og al-Qaeda i dag har svært ved at gennemføre de samme massive bombesprængninger, som terrorbevægelser lykkedes med for 10 år siden. Oprustningen af efterretningstjenesterne og den voldsomme overvågning og kontrol ser i høj grad ud til at have båret frugt i forhold til at begrænse terroristernes effektivitet.
Desværre tyder det samtidig på, at de enlige, gale selvmordsskytter kan opnå stort set samme virkning som bombemændene i form af generel frygt og utryghed i samfundet.
Så det er ikke så underligt, at politikerne har meget travlt med at udtale sig og vise handlekraft over for vælgerne lige nu. For er der noget, der flytter stemmer, er det utryghed.
Det så man især ved ”udlændingevalget” i 2001, og siden valget i 2011 har det også vist sig i de mange meningsmålinger, der har givet oppositionen flertal. Det har indtil for nylig ikke handlet så meget om utrygheden ved terror, som om utrygheden ved de mange økonomiske reformer, der ændrede både efterlønnen, uddannelsesstøtten, kontanthjælpen, førtidspensionen og dagpengeperioden. Og som regeringen tillægges hovedansvaret for af vælgerne.
Nu gælder det igen terror, denne gang i Københavns gader.
Det er vanskeligt at give et meningsfyldt svar på, om det vil styrke eller svække regeringens muligheder for genvalg. Kigger Socialdemokraterne til Paris, kan de imidlertid se, at den franske socialistiske præsident Francois Hollande umiddelbart efter terrorangrebet for en måned siden fordoblede sin popularitet hos vælgerne for håndteringen af angrebet på Charlie Hebdo, til trods for at det franske politi ikke just høstede roser for sin indsats.
Herhjemme er politiet foreløbig blevet rost for en hurtig og dygtig aktion, og Socialdemokraterne er i forvejen gået mærkbart frem i meningsmålingerne siden nytår. Det skyldes nok først og fremmest den socialdemokratiske kampagne med sloganet ”Det Danmark du kender”, der skal hente vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti.
Socialdemokraterne har indtil videre primært hentet vælgerne hos sine allierede, og derfor står blå blok fortsat til at få flertal. Dansk Folkeparti høster stadig fremgang, og bliver terror og udlændingepolitik valgets helt store tema, er det mildt sagt DF's hjemmebane.
Skal regeringen derfor vinde valget på kampen mod terror, må den kunne overbevise tvivlende borgerlige vælgere om, at den kan gøre det mere trygt, end en Venstre-ledet regering. Ikke en håbløs opgave, men at gøre værdipolitik til valgkampens hovedtema ligner foreløbig et nulsumsspil, hvor både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti nok kan vinde fremgang - men på vennernes bekostning.