Normalt er udgangen af juli en fredelig tid for landets politikere. En tid til at lægge slagplaner for efterårets politiske forhandlinger om finanslov og velfærdsreformer. Sådan er det ikke denne sommer.
De seneste ugers og måneders kaskade af terrorhandlinger på europæisk jord har skabt et voksende pres for politisk handlekraft. De europæiske befolkninger er præget af vrede og frygt, og selvom langt de fleste vælgere erkender, at der ikke findes nemme løsninger på terrortruslen, så er der samtidig en klar forventning om, at politikerne gør deres yderste for at skabe sikkerhed og tryghed.
Her vil den imamlov, som med sindrige paragraffer om fratagelse af vielsesbemyndigelse og kriminalisering af visse former for ytringer indtil videre er regeringens største samlede svar på den tiltagende terror, ikke forslå. Det har DF forstået.
Det fik i denne uge partiets næstformand, Søren Espersen, til at kræve midlertidigt stop for al indvandring fra muslimske lande. ”Vi har brug for et pusterum. Derfor bør vi have et stop for flygtninge og indvandrere fra muslimske lande i en periode på 4-6 år”, lød det fra Espersen. Udtalelserne fik øjeblikkeligt repræsentanter fra de fleste af Folketingets partier til at tage afstand fra DF-næstformanden, ligesom jurister afviste forslaget som entydigt i strid med Danmarks internationale forpligtelser og umuligt at gennemføre.
Samme dag opfordrede partiets åndelige nestor, Søren Krarup, der ikke har været del af folketingsgruppen siden 2011, sit parti til at vælte statsminister Lars Løkke Rasmussen og gentog sit ønske om at skabe en tættere alliance til S. Og selvom Krarups udtalelser ikke længere er retningsgivende for partiledelsen, er det udtryk for en stadigt mere udtalt utilfredshed med den konsensusprægede pragmatiske linje hos såvel Venstre som i DF-ledelsen. Samtidig erkender DF med Espersens udmeldinger behovet for at mindske pladsen mod højre for partier som Nye Borgerlige.
Imens regeringen presses fra højre, kan Socialdemokraterne langsomt, men sikkert positionere sig som et handlekraftigt regeringsalternativ. En lurepasserstrategi, som understreges af, at ingen centrale S-aktører har benyttet den seneste uge til at markere sig med egne initiativer. De kan nøjes med at bidrage til at holde grillen under Løkke og resten af V-regeringen varm.
Fra sit sommereksil kom justitsminister Søren Pind (V) med regeringens første svar på den europæiske terrorbølge i form af en kronik i Berlingske i går. Her understreger Pind, at kampen mod terror er hans ”generations krig”. Men at det samtidig er en krig ”som fordrer værdighed og tålmod”. Endelig påpegede han, at Danmark allerede bidrager markant til den hjemlige og internationale kamp mod islamisk ekstremisme i form af milliardbevillinger til indsatsen mod Islamisk Stat, ekstra politi og terrorbekæmpelse.
Forud for et politisk efterår, som med stor sandsynlighed vil stå i terrorbekæmpelsens tegn, kan den pressede danske regering se mod syd i bestræbelserne på at finde en vej i den kamp mod islamismen, som stadigt flere omtaler som en krig, om ikke i fysisk så i åndelig forstand. Her demonstrerer de to hårdest terrorramte lande, henholdsvis Tyskland og Frankrig, to meget forskellige tilgange.
Dels Angela Merkels stoiske, afdæmpede model som hovedsageligt består i øget overvågning og ekstra ressourcer til politi og efterretningstjeneste. Dels Frankrig og Francois Hollandes hårde linje med undtagelsestilstand, lukning af moskéer og inddragelse af militæret i sikring af en række institutioner og bygninger.
Indtil videre har Løkke lagt sig tættest op ad Merkel og den tyske pragmatisme. En strategi, som kan begrundes i to hensyn. For det første har Danmark indtil videre været forskånet for større terrorangreb som i de to lande mod syd. Men som også Søren Pind understreger, er der ulykkeligvis ingen garanti for, at det fortsætter sådan. For det andet kan det bero på et ønske om ikke at eskalere konflikten.
Men det er samtidig en linje, som indebærer en udtalt risiko for at blive kritiseret for passivitet. For ikke at handle, mens tid er. Som stemningen i befolkningen udvikler sig, indebærer det også en risiko for at måtte aflevere regeringsmagten.