Thorning er fanget mellem bagland og nødvendighed

Den aktuelle krise hos Socialdemokraterne forsvinder ikke, selv hvis partiet skifter Helle Thorning-Schmidt ud, vurderer eksperter

Helle Thorning-Schmidt stillede i aftes op til at møde over 100 socialdemokratiske hovedbestyrelsesmedlemmer og kredsformænd på Hotel Christiansminde i Svendborg.
Helle Thorning-Schmidt stillede i aftes op til at møde over 100 socialdemokratiske hovedbestyrelsesmedlemmer og kredsformænd på Hotel Christiansminde i Svendborg. Foto: .

Da Jens Otto Krag i årene frem til 1972 var socialdemokratisk formand og statsminister, skældte baglandet tit ud over, at han var for akademisk og den EF-venlige politiske linje for højreorienteret. Krag vidste dette, men følte, at EF-tilslutningen var nødvendig. Hans strategi var dels at prøve at finde en forståelse med EF-modstanderne i sit parti, dels at rejse land og rige rundt for at møde de menige socialdemokrater og lokale partiforeninger ansigt til ansigt.

Da Poul Nyrup Rasmussen i 1990erne var socialdemokratisk formand og statsminister, skældte baglandet tit ud over, at den økonomiske kurs var for stram, aktiveringspolitikken for brutal og efterlønsreformen et løftebrud. Men det gavnede hans situation, at det faktisk gik fremad for landets økonomi og beskæftigelse. Og også han drog ud for at møde baglandet i øjenhøjde og forklare sig. Begrunde, hvorfor han mente, reformerne var nødvendige.

Nu er vi i 2010erne, og Helle Thorning-Schmidt er socialdemokratisk formand og statsminister. Og netop nu skælder det socialdemokratiske bagland mere ud end måske nogensinde før. Partitoppen svigter kerneværdierne, lyder anklagen, og mange kritikere tror på, at politikken vil blive mere socialdemokratisk, hvis beskæftigelsesminister Mette Frederiksen tager over. Derfor stillede Thorning i aftes op til at møde over 100 socialdemokratiske hovedbestyrelsesmedlemmer og kredsformænd på Hotel Christiansminde i Svendborg. I øjenhøjde med baglandet skulle hun forklare, hvorfor den førte politik er nødvendig.

Ifølge Niels Finn Christiansen, lektor ved Center for Velfærdsstatshistorie på Syddansk Universitet og ekspert i Socialdemokratiets historie, er der mange lighedstræk mellem den vanskelige situation, Helle Thorning-Schmidt står i, og tidligere socialdemokratiske skæbnestunder. Men der er også forskelle, som gør det sværere end nogensinde at være leder af det traditionsrige arbejderparti.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt tackler presset med et veludviklet kampsind

Det er svært at vurdere, hvor alvorlig den aktuelle rumlen er for Helle Thorning-Schmidt, men uanset hvad må hendes parti indse, at Socialdemokratiet ikke længere er et stort, men kun et mellemstort parti. Det er svært at vurdere, hvor meget uro på bagsmækken ledelsen kan tåle, men forbindelseslinjerne til de menige i partiet har ikke været de allerbedste. Ude i partiforeningerne har man været vant til, at formanden var én, der jævnligt kom ud for at tale med folk. Indtrykket er, at Helle Thorning-Schmidt er én, man kun ser på tv fra Bruxelles, når hun træder ind og ud af en bil, siger han.

Sagen er altså, at socialdemokratiske ledere altid har stået i dilemmaet mellem nødvendigheden og hensynet til baglandet. Men kløften imellem disse størrelser er større end nogensinde, og afstanden mellem partitop og bagland er ikke kun stor holdningsmæssigt det er den også rent fysisk.

Den nødvendighed, som der hele tiden refereres til, må deles op i den økonomiske og den parlamentariske nødvendighed. For socialdemokraterne Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt er den økonomiske nødvendighed dikteret af det herskende, nyliberalistiske regime, som de fleste økonomer står for. Og denne økonomiske nødvendighed er også den parlamentariske, fordi De Radikale er så stærke fortalere for dette regime, og allerede i de famøse forhandlinger i Det sorte tårn fik det skrevet ind i regeringsgrundlaget, påpeger Niels Finn Christiansen med henvisning til regeringsdannelsen mellem S, R og SF på Hotel Crowne Plaza i efteråret 2011.

Krisen hos Socialdemokraterne handler altså både om, hvordan man håndterer krisen og får statens finanser til at gå op, og om, hvordan man bevarer flertallet i Folketinget. Det var grundlæggende samme krise, der sled SF op og ud af regeringen. Baglandet synes, kuren er for barsk, men baglandet skal ikke tro, man kan forbedre sin position ved at skifte ud i partitoppen, hvis den parlamentariske nødvendighed er uændret.

Man kan overveje at skifte Mette Frederiksen ind i stedet for Helle Thorning-Schmidt, ligesom Annette Vilhelmsen erstattede Villy Søvndal, men de to niveauer af nødvendighed vil ikke ændre sig af den grund, påpeger Niels Finn Christiansen.

Mette Frederiksen er mere populær i baglandet, fordi hendes retorik er en anden. Modsat Thorning har hun et strejf af social indignation, men det er mere retorikken end indholdet af politikken, det handler om, vurderer han.

Ifølge Niels Finn Christiansen er det ikke nyt, at det socialdemokratiske bagland har drømt søde drømme om dengang, der var rigtige socialdemorkater til. Under Krag drømte man om Stauning. Under Nyrup drømte man om Anker Jørgensen, og i dag er det langt hen ad vejen 90ernes SR-regering, længslen retter sig imod.

Den nuværende SR-regerings kurs skal ikke kun ses som en følge af det, man mener er den økonomiske og parlamentariske nødvendighed, men også som en modreaktion på Anker Jørgensens regeringer i 1970erne. I vid udstrækning lykkedes det trods økonomisk krise at bevare vælgernes tillid til formanden, fordi hans retorik, hans flittige opdukken aften efter aften i forsamlingshuse og partiforeninger landet over, og hele hans fremtoning signalerede en god socialdemokrat. Til gengæld står han tilbage med det skudsmål, at han ikke fulgte den økonomiske nødvendighed, påpeger Henrik Søborg, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og forfatter til bogen Socialdemokratiet og staten. Socialdemokratiets økonomiske politik 1945-72.

LÆS LEDER: Socialdemokraternes uløselige krise

Anker Jørgensen vægtede baglandet over for det, økonomerne mente var nødvendighed. Han fik gennemført en række pakker for at reducere arbejdsløsheden, men det betød, at han pumpede penge ud i et omfang, hans finansminister, Knud Heinesen fandt uansvarligt og mente sendte landet mod afgrunden, fortæller han.

Anker Jørgensen trak altså partiet til venstre til glæde for baglandet, men væk fra regeringsmagten. Måske er det dét, dele af baglandet anno 2014 håber, Mette Frederiksen vil gøre tilsvarende.

Men ifølge Henrik Søborg er én af flere grunde til den socialdemokratiske krise, at man ikke længere kan placere baglandet entydigt på venstrefløjen.

I 1950erne og 1960erne var partistrukturen og disciplinen en anden, som gjorde det meget lettere for ledelsen at lede. Nogle vælgere rykkede måske til venstre, men det var til at leve med. Og det nye, som for alvor truer Socialdemokraterne, er, at partiets arbejdervælgere især rykker mod højre, til Dansk Folkeparti og Venstre, forklarer han.

Det betyder, at når for eksempel Helle Thorning-Schmidt i den ellers ret bagatelagtige sag om børnechecken vægter EUs ønsker over de nationale, skubber hun vælgere over til Dansk Folkeparti. I andre sager om forringelser af offentlige ydelser som dagpenge og kontanthjælp, taber hun især vælgere til Enhedslisten, men Dansk Folkeparti fisker også i dét farvand.

Helle Thorning-Schmidts dilemma er, at begge veje synes at ende blindt. Hun kan gøre som Anker Jørgensen i 1970erne og 1980erne eller SF det seneste års tid lytte til det mere venstreorienterede bagland, men med regeringsmagten som pris. Eller hun kan fortsætte den hidtidige kurs med fortsat vælgerflugt og dermed i sidste ende også tab af regeringsmagten som konsekvens.

Ifølge Niels Finn Christiansen er der kun to ting, S-toppen for alvor kan gøre: Dels håbe på bedre tider for økonomi og beskæftigelse. Dels gøre meget mere ud af at møde baglandet i øjenhøjde og forklare klart og tydeligt, hvorfor nødvendighedens politik er så nødvendig. Og selv i 2014 skal det ikke forgå elektronisk, men ansigt til ansigt:

Hvis statsministeren skal lære noget af sine forgængere, er det betydningen af at møde sit bagland og forklare den førte politiks ABC. Så hun gør klogt i at aflyse et møde eller to i Bruxelles til fordel for ét hos partiforeningen i Skjern.

Selvom kulturminister Uffe Elbæk (R) formelt har standset Værdikommissionens arbejde, vil han gerne lægge hus til en konference.
Selvom kulturminister Uffe Elbæk (R) formelt har standset Værdikommissionens arbejde, vil han gerne lægge hus til en konference. Foto: .
Tre personer, en hund og nogle ravne på en stormomsust svensk ø. Det er ingredienserne i Frederikke Aspöcks debutspillefilm "Labrador".
Tre personer, en hund og nogle ravne på en stormomsust svensk ø. Det er ingredienserne i Frederikke Aspöcks debutspillefilm "Labrador". Foto: .
Svend Wiig Hansen: Selvportræt, ukendt år.
Svend Wiig Hansen: Selvportræt, ukendt år. Foto: .