Tror du, min rigtige mor savner mig?

"I kristendomsundervisningen i 2.-3. klasse skulle de lave et stamtræ, men hvordan skulle det se ud, spurgte de. De vidste ikke, hvor roden skulle gå hen, og læreren havde ikke lige tænkt over, at det kunne være svært for dem," siger Mette Behmer, adoptivmor til to danske børn. Foto: . / Iris

De fleste troede, at adoptionen af de to danske børn Anders og Nanna ville blive uproblematisk for familien Behmer. Men virkeligheden er, at man sagtens kan føle en splittelse indeni, selvom man ligner sine klassekammerater udenpå

De er adopterede. Det har de vidst altid. Deres biologiske mødre var danske, men havde ikke magtet at tage sig af dem. Og sådan blev Anders og senere hans søster Nanna adopteret af Mette Behmer og hendes mand, Dan.

En ganske normal morgen stillede Anders et ret overraskende spørgsmål:

Tror I ikke, min mor savner mig, og hvad skal der så ske, når I ikke vil have mig mere, hvem skal jeg så være hos?, spurgte den fireårige Anders midt i havregrøden.

LÆS OGSÅ: Ingen holder øje med danske adoptivbørn

Mette Behmer og hendes mand fik hurtigt forklaret, at han blev hos dem. At han var deres dreng. Han og Nanna blev bare først deres henholdsvis tre og fem måneder efter, de var født. Familien har dog minder om børnenes fødsel og deres første levede måneder. Men kun fysiske i form af de linjer, som sygeplejerskerne nedfældede i journaler, samt de billeder, pædagogerne tog på de spædbørnshjem, hvor begge børn tilbragte den første tid.

Det er den måde, børnene ved, at nogen har taget sig af dem helt fra starten, forklarer Mette Behmer. Og det er rart for børnene, at de ved, hvem der har hentet dem på sygehuset og siddet med dem på armen, selvom det ikke er deres mor. Bare det, at nogen kan deres historie. Alligevel har følelsen af at være afvist og splittet siddet i søskendeparret, der i dag er i teenagealderen, lige siden de lærte deres historie at kende. Det samme har forventningen om at blive fravalgt igen, så de har begge udviklet en tanke om at skulle gøre sig fortjent til at blive holdt af. Det er ikke her kommer jeg-børn, som Mette formulerer det.

Men det er ikke kun børnene, der kan opleve vanskeligheder ved national adoption. Har der været småkonflikter, hvor Mette Behmer og hendes mand har været skrappe og fortalt, at de altså er de voksne, kan det godt gøre ondt indeni, når det er afsluttet.

I de tilfælde kan man jo ikke lade være med at tænke, om børnene bliver så trætte af os, at de med det samme forlader os, når de bliver 18, siger Mette Behmer.

Og så er der noget så grundlæggende som børnenes fødselsdage. De har ikke den samme og store følelsesmæssige betydning for Mette Behmer og hendes mand, som de har for de fleste andre forældre. I hvert fald ikke sammenlignet med den dag, de kunne hente Anders og Nanna.

Det er ikke en af de datoer, hvor man instinktivt ved, at dér skal man bare ikke lægge skole-hjem-samtalerne, fortæller Mette Behmer, der til daglig er folkeskolelærer.

Det har i det hele taget ikke været nemt for den fynske familie. I hvert fald ikke så let som flere har antydet, at det burde være. Der kan ikke være nogen problemer, når man ligner alle de andre i klassen. Man skal bare være glad. Den forestilling har familien ofte mødt, men i virkeligheden kan det være mindst lige så svært at komme fra Kalundborg som fra Korea. Der tages nemlig ingen naturlige hensyn, når ens hår er lige så leverpostejfarvet som de andre børns, har de oplevet.

I kristendomsundervisningen i 2.-3. klasse skulle de lave et stamtræ, men hvordan skulle det se ud, spurgte de. De vidste ikke, hvor roden skulle gå hen, og læreren havde ikke lige tænkt over, at det kunne være svært for dem.

Så børnene tegnede endnu et ben, der voksede ud fra træet. På det ene stod der mor og far. Det andet var signeret biologisk mor.

Det skyldes måske, at det længe har været tabubelagt at tale højt om udfordringerne ved at adoptere fra Danmark, vurderer Mette Behmer. I den forbindelse ville det dog langtfra være en hjælp at indføre et skærpet tilsyn fra myndighedernes side. Det ville blot bidrage til en yderligere marginalisering af børnene fra samfundets side, påpeger hun. I forvejen kan blot størrelsen og krumningen af ens næse, højden og den naturlige interesse for at spille guitar være et ømtåleligt emne som nationalt adopteret. For hvor kommer mine fysiske træk egentlig fra? Og gad vide, om der sidder én et andet sted og er lige så musikalsk som mig? De spørgsmål sidder mange af de adopterede med. Også Anders og Nanna. For eksempel bliver Anders ofte mindet om, at han bliver langt højere end sin far. Men det er jo svært at forholde sig til, når man aldrig har stået på tæerne af sin biologiske far.

Derfor er nysgerrigheden og spørgelysten måske endnu større hjemme hos Mette Behmer og hendes mand end hos familier, hvor børnene er adopteret fra udlandet. Det har de forsøgt at imødekomme, så når Anders og Nanna har spurgt, er der blevet svaret. Når de har spurgt, om de har søskende, har de svaret, og når de har spurgt om deres mødres alder og hårfarve, har de forsøgt at gøre dem klogere på det.

Vi har dog hele tiden været opmærksomme på, at vi ikke skulle idyllisere fortiden. Børnene finder hurtigt ud af, at de fleste har råd til at have børn i Danmark. Så vi har ikke kunnet bruge den med, at de blevet adopteret på grund af fattigdom. De ved godt, at det, at de er blevet givet væk, må skyldes noget andet.

Selvom Mette Behmer og hendes mand fra begyndelsen har gjort det klart, at det ikke skal være farligt at tale om fortiden, er der nogle spørgsmål, de ikke har kunnet svare på. De ved for eksempel ikke, om Anders og Nannas forældre ønsker kontakt, og om de overhovedet lever. Lige nøjagtig dér kunne det ifølge Mette Behmer være rart, hvis mødrene inden adoptionen i form af et brev havde gjort det klart, om de ønskede at blive opsøgt senere i livet. For når det er blevet aftalt, at adoptivforældrene skal skrive opfølgningsrapporter i tilfælde af, at den biologiske mor ønsker at følge med i børnenes liv, ville det ifølge Mette Behmer kun være fair, at der var noget at forholde sig til for barnet, inden et eventuelt forsøg på at opnå kontakt. Det ville tjene barnets tarv, mener hun.

Det kræver et enormt mod at skulle kontakte en kvinde, hvis hensigter man ikke kender, men som man af naturlige grunde har så mange følelser forbundet med. Og jeg ville slet ikke kunne bære, hvis de skulle afvises endnu en gang.

Som reglerne er i dag, har den biologiske familie ingen muligheder for at tage kontakt med det bortadopterede barn. Det kan kun barnet gøre. For ikke at blive kontaktet af børnenes biologiske familie har familien derfor ønsket, at børnenes alder ikke bliver oplyst her i artiklen. Kristeligt Dagblad er bekendt med oplysningerne.