Da lærer Marie-Louise Rosted Brøndum onsdag formiddag mødte ind til time hos sin 2. klasse på Skolen på Duevej i hovedstadsbydelen Frederiksberg, kom en otte-årig pige op til katederet.
”Jeg er bange,” sagde hun med et mut udtryk i ansigtet og fortsatte: ”Ham derovre kan ikke lide sådan en som mig”.
Først forstod Marie-Louise Rosted Brøndum ikke, hvad pigen mente. Men efter en trøstende samtale gik det op for hende, at pigen, der var af muslimsk afstamning, var bange for Donald Trump, for hun havde hørt, at han ikke ville have muslimer ind i USA.
”Hvad nu, hvis han kommer til Danmark?” spurgte hun.
Samtalen med den otte-årige pige gjorde indtryk på Marie-Louise Rosted Brøndum, der ikke havde forventet, at skolens yngste elever ville være så prægede af en begivenhed på den anden side af jorden.
”Hun var helt nedslået. Selvom hun ikke engang kendte den nye præsidents navn, havde hun en helt konkret frygt for hans person.”
Og det var ikke kun i dén klasse, men på hele skolen, at præsidentvalget havde sat sig som en stemning i eleverne, fortæller Marie-Louise Rosted Brøndum:
”De her børn var skræmmende velinformerede. Alle mine kolleger var ligeså forundrede som jeg selv. Det gav en mærkelig rastløs stemning i min egen klasse, og i frikvarteret var der endda nogen, der løb rundt og råbte ’Trump har vundet, vi skal dø!’”.
Marie-Louise Rosted opfordrer derfor alle forældre til at være bevidste om deres ansvar, når de taler med børn om den slags begivenheder.
En pointe, som børne- og familieforsker og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen også understreger. Man kan ikke skærme børn for alt, hvad der foregår ude i verden, men vi kan forsøge at skærme dem for vores egne stærkeste reaktioner, siger han og erkender samtidig, at det kan være et dilemma.
”På den ene side skal du både delagtiggøre dine børn i ting og fortælle dem sandheden, men du kan samtidig ikke fortælle dem om alle dine bekymringer. Det vil lægge en alt for stor byrde på dem, for børn har ganske enkelt ikke den refleksive distance, man som voksen har. Og det er en balancegang, man må leve med og forholde sig til som forælder. En samtale om præsidentvalget må ikke forfalde til frelsthed eller ensidig fordømmelse.”
Men er ens barn blevet bekymret for Donald Trumps aggresive retorik eller noget af det fordømmende medieindhold, der har kredset om den nyvalgte præsident, kan man tage et vigtigt værktøj i brug, fortæller Birgit Bruun, der er selvstændig børnepsykolog og tidligere har arbejdet med censur i børnefilm:
”Sidder ens barn med en frygt eller nervøsitet, der er bundet til en person som for eksempel Donald Trump, er det den frygt, man må forsøge at kurere. Det gør du bedst ved at minde dit barn om, at han er et menneske og ikke et monster. Trump er jo for eksempel blevet kendt på udtalelser, som han nu tager afstand fra. Prøv at forklare det helt alment menneskelige i den proces. Fortæl historien om at han er en mand, der taler, før han tænker. Her kan du passende tage udgangspunkt i en lignende episode fra barnets eget liv. For eksempel ved at spørge: ’Kan du huske dengang, du blev sur på mig, og sagde noget tarveligt, du ikke mente. Det har han også gjort’.”
Men ifølge børnepsykolog Lars Rasborg skal forældre huske en vigtig lektie. Donald Trump blev præsident af en årsag. Flere millioner amerikanere ville have netop ham som præsident, og hvis man vil undgå at ødelægge sit barns billede af begrebet demokrati, bør man fremhæve demokratiets natur i samtalerne om USA’s kommende præsident. Også selvom man personligt er utilfreds med resultatet:
”Vi er nødt til at hæve os op over vores egne holdninger til den her mand, som når vi i en skilsmisse er nødt til at hæve os op over en eventuel vrede mod barnets anden forælder og huske at sige til os selv, at det er faktisk er folket, der har valgt ham. Vi skal huske at fremhæve demokratiets værdier i vores snak med børnene. Det kunne vi måske også selv lære noget af i den her tid.”