Tyrkisk kupforsøg splitter tyrkere i Danmark

Muslimske friskoler oplever elevflugt efter kupforsøget i Tyrkiet. Striden mellem Erdogan og Gülen har rystet tyrkere i hele verden, påpeger forsker

Striden mellem Erdogan og Gülen har rystet tyrkere i hele verden, påpeger forsker. Det får nu flere tyrkiske forældre i Danmark til at melde deres børn ud af tyrkiske friskoler.
Striden mellem Erdogan og Gülen har rystet tyrkere i hele verden, påpeger forsker. Det får nu flere tyrkiske forældre i Danmark til at melde deres børn ud af tyrkiske friskoler. Foto: Umit Bektas / Reuters.

Slagelse Privatskole har normalt 85 elever, men efter sommerferien har 30 elever meldt sig ud. Høje Taastrup Privatskole havde før sommerferien 290 elever, men i løbet af sommeren har godt 70 meldt sig ud. Også på Hay Skolen i København er godt 70 af 350 elever blevet meldt ud.

Skolerne er blot tre ud af 14 muslimske privatskoler i Danmark, der har oplevet, at forældre melder deres børn ud efter det fejlslagne kup i Tyrkiet. På Facebook florerer en liste over 14 danske privatskoler, der angiveligt har forbindelse til Fetullah Gülen, manden, der af præsident Recep Tayyip Erdogan beskyldes for at stå bag kupforsøget i Tyrkiet i juli. Ifølge TV 2’s oplysninger har de 14 skoler mistet i alt 366 elever. I nogle tilfælde er det mellem 30 og 40 procent af det samlede elevgrundlag.

”Vi hører, at forældrene er bange for, at de vil få problemer, når de tager på ferie i Tyrkiet. På nettet florerer beskeder, hvor man opfordrer herboende tyrkere til at spionere mod andre tyrkere, som har Gülen som inspirationskilde. Nogle af forældrene mener, at vi er en del af Gülen-bevægelsen. Andre frygter, at myndighederne vil forbinde dem med bevægelsen,” fortæller skoleleder Karabey Kara fra Slagelse Privatskole.

Han afviser, at Slagelse Privatskole er tilknyttet Gülen-bevægelsen.

”Jeg er inspireret af imam Fetullah Gülen på samme måde, som jeg er inspireret af den danske teolog K.E. Løgstrup. Men vi er ikke en del af Gülen-bevægelsen. Vi modtager dagligt trusselsmails og bliver kaldt terrorister, og vi sender disse mails videre til politiet. Jeg er meget chokeret over, at den politiske situation i Tyrkiet har så stor indflydelse på, hvad der sker i Danmark,” siger Karabey Kara, der ved seneste kommunalvalg var kandidat for Venstre i Greve.

Medlem af Folketinget, socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen, der selv har rødder i Tyrkiet, har fået flere henvendelser fra herboende tyrkere.

”Folk fortæller, at der står Erdogan-folk og registrerer, hvem der kommer og går på skolerne, og melder det til ambassaden. Mit klare indtryk er, at der inden kuppet var flere Gülen-folk end Erdogan-folk i Danmark, og en del herboende tyrkere har traditionelt været tilhængere af både Erdogan og Gülen. Mange med tyrkiske rødder har oplevet, at Erdogan-tilhængerne i Danmark er blevet meget voldsomme i deres retorik på de sociale medier efter kupforsøget. Det er vigtigt, at de, der oplever ubehageligheder, går til politiet,” siger Lars Aslan Rasmussen, der personligt er kritisk over for både Gülen-bevægelsen og præsident Erdogan.

Lektor Mehmet Necef fra Syddansk Universitet finder det naturligt, at konflikten i Tyrkiet er rykket til Danmark, selvom mange tyrkiske familier har boet her i landet de seneste 40 år.

”Man skal forstå, hvor nøje det tyrkiske samfund i Danmark følger med i, hvad der foregår i Tyrkiet. Det meget brutale kupforsøg i Tyrkiet har rystet tyrkere i Danmark og i hele verden. Knap 300 mennesker døde, og heraf var 175 civile. Jeg kan godt forestille mig, at det har skabt en vrede over for Gülen-bevægelsen, også i Danmark. Jeg tror ikke, at udmeldelserne skyldes angsten for de tyrkiske myndigheder, men derimod at kupforsøget har været en øjenåbner. Det har vist, at Gülen-bevægelsen ønsker magt i Tyrkiet,” siger Mehmet Necef, der tidligere har undervist i Gülen-bevægelsen på Syddansk Universitet og betegner den som ”en kvart Scientology, en kvart Opus Dei og en kvart Tvind og en kvart noget andet”.

Gülen-bevægelsen driver mange skoler i Tyrkiet, men journalist Deniz Serinci, der har tyrkisk-kurdiske rødder, understreger, at det er svært at bevise, at de 14 privatskoler i Danmark har forbindelse med bevægelsen.

”I folkemunde går skolerne for at tilhøre bevægelsen,” siger Deniz Serinci.

Den tyrkiske ambassade i København afviser i en mail til Kristeligt Dagblad enhver forbindelse til kampagnen mod de 14 privatskoler.

I Tyrkiet har præsident Erdogan lukket skoler, som han opfatter som Gülen-støtter, og han har også opfordret forældre overalt i verden til at trække deres børn ud af skolerne.