Udkantsområder får for mange penge

Var Brønderslev drevet lige så effektivt som Frederiksberg, kunne kommunen spare 354 millioner kroner årligt, viser beregninger fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Derfor er det et forkert håndtag, politikerne bruger, når de bliver ved med at skærpe udligningen mellem rige og fattige kommuner
Henrik Christoffersen

Forskellen mellem rige og fattige kommuner er blevet markant mindre de seneste år, viser ny Cepos-undersøgelse. Alligevel modtager en række udkantsområder stadig mere offentlig støtte

Hvert år flyttes flere milliarder kroner fra de rigeste til de fattigste kommuner. I Gentofte betaler hver indbygger således i gennemsnit 120.000 kroner årligt for at sikre, at mulighederne er nogenlunde lige alle steder i landet. I Ishøj modtager hver indbygger til gengæld knap 7000 kroner.

Den forskel har været der længe, men en ny undersøgelse fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos peger på, at omfordelingen kommer udkantsområderne stadig mere til gavn, og det er problematisk. For kommunernes serviceniveau har nu udviklet sig til at være højere i udkantskommunerne end i landets centerområder. Det viser Indenrigsministeriets egne tal, mener tænketanken.

Se her, om din kommune betaler til fællesskabet eller ej. 

Den udvikling skyldes dels fremgangen i beskæftigelse oven på finanskrisen, som har været stærkest i yderområderne, dels at stadig flere studerende flytter mod de større byer. Hermed bliver der færre af dem, der tjener mindst ude i yderområderne, og så stiger den gennemsnitlige indkomst, forklarer forskningschef i Cepos, Henrik Christoffersen.

”Der har dermed udviklet sig stadig mere tydelige strukturelle problemer i landets yderområder, ikke mindst med de mange ældre og det faldende uddannelsesniveau, men vores undersøgelse viser klart, at velfærdsproblemerne er løst. Derfor er det et forkert håndtag, politikerne bruger, når de bliver ved med at skærpe udligningen mellem rige og fattige kommuner. Meget tyder ligefrem på, at de ekstra udligningspenge er med til at fastholde udkantskommunerne i ineffektivitet. Samtidig straffer udligningen de mere effektive kommuner,” siger han og peger på en anden undersøgelse fra Cepos, som viser, at en række af de kommuner, der modtager flest penge fra udligningen, samtidig er dem, der er mindst omkostningseffektive. Var Brønderslev eksempelvis drevet lige så effektivt som Frederiksberg, kunne kommunen spare 354 millioner kroner årligt.

Det er dog helt hen i vejret at gøre tingene op på den måde, mener man i tænketanken ”Danmark på vippen”, som arbejder for lige vilkår i hele Danmark. For når de unge forsvinder fra yderområderne, vender de sjældent tilbage, og derfor er den øgede velstand ikke et varigt sundhedstegn, men nærmere første skridt mod en endnu mere problematisk fremtid, mener talsmand Kim Ruberg:

”Det er noget vrøvl, at udligningsmodellen er usund for yderområder. Den er helt essentiel, hvis vi skal udvikle de dele af landet, som faktisk skaber værdierne. Det er jo her, landbruget og erhvervsproduktionen foregår, så det er den forkerte vej at gå, hvis man begynder at udsulte yderområderne yderligere.”

Poul Erik Mouritzen er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og har været med til at kigge kritisk på udligningsmodellen. For den er ikke lige så nødvendig i dag som i eksempelvis 1970'erne og 1980'erne, hvor der var langt større skel mellem rige og fattige kommuner. Og det kan godt komme dertil, hvor omfordelingen af milliarderne ikke længere giver mening - sådan som det skete i Norge for år tilbage. Men modellen bliver alligevel næppe ændret betydeligt lige foreløbig, vurderer han, for der er alt for mange og stærke interesser i, at det ikke sker.

”Faktum er, at der stadig er forskelle på rige og fattige kommuner, og så er det et rendyrket politisk spørgsmål, hvornår de forskelle bliver små nok. For det er og bliver et nulsumsspil, hvor nogle skal tabe, hvis andre vinder, og derfor er det så politisk betændt at ændre på,” siger han.