Udlændingestyrelsen var ikke under politisk pres, da den researchede og skrev sin stærkt omdiskuterede rapport om menneskerettigheder i det afrikanske land Eritrea. Det er hovedkonklusionen i den redegørelse om rapporten, som styrelsen i går sendte til justitsminister Mette Frederiksen (S).
En udsendt delegation fra Udlændingestyrelsen konkluderede tidligere i år i rapporten, at flygtede eritreere godt kan vende tilbage til landet uden at risikere tortur, blot de underskriver et ”angrebrev” og betaler en ekstraskat på to procent. De konklusioner er i strid med, hvad andre rapporter fra FN og menneskerettighedsorganisationer er nået frem til.
Da en kilde i rapporten, professor Gaim Kibreab fra London, undsagde den, og da to nøglemedarbejdere sygemeldte sig og kaldte dens konklusioner ”makværk”, meldte mistanken sig om, at der kunne være tale om et politisk bestillingsarbejde fra regeringen. Et bestillingsarbejde, som skulle kunne retfærdiggøre, at de mange nye asylsøgere fra Eritrea kunne afvises af Danmark.
Folketingets ombudsmand overvejer nu, om han skal gå ind sagen, blandt andet for at se på de tjenstlige advarsler, der er givet til de to sygemeldte ansatte fra Udlændingestyrelsen.
Skænderiet om Eritrea-rapporten læner sig imidlertid op ad et andet alvorligt spørgsmål, nemlig hvad Danmark generelt stiller op med de mange nye flygtninge, især fra Mellemøsten. Regeringen har bebudet en lovændring, som betyder, at flygtninge fra krigszoner kan få et års midlertidigt ophold i Danmark, selvom de ikke er personligt forfulgte. Først efter et år kan de få deres familier hertil.
Økonomi- og indenrigsminister, De Radikales leder Morten Østergaard, sagde tirsdag aften under en rejse til flygtningelejre i Jordan, at de syriske flygtninge i Danmark ikke kommer til at vende hjem i flere år.
Udtalelserne rejser et presserende spørgsmål: Hvorfor medvirker De Radikale i regeringen til en lov, der giver flygtninge fra krigszoner midlertidig opholdstilladelse i et år, hvis man allerede nu ved, at det kommer til at tage meget længere tid at skabe fred i Syrien? Fra det radikale bagland og venstrefløjen lyder det endnu alvorligere: Hvorfor skal flygtninge vente et år på at få familiesammenføring med deres familier, hvis de alligevel skal være her i flere år?
Hvis Morten Østergaards udtalelser var led i en valgkampstrategi, der skulle signalere blød udlændingepolitik og skabe ro i det radikale bagland, lider de af en indlysende mangel. Det er, at de ikke ser ud til at blive fulgt op af konkrete tiltag, som kan lette hverdagen for de flygtende herhjemme.
Spørger man eksperter i kommunikation, har Morten Østergaard forbrudt sig mod en af de mest basale regler ved at udtale sig på en rejse langt fra Danmark, hvor han ikke kan følge debatten tæt.
Det værste set fra den socialdemokratiske regeringspartners side er imidlertid, at udlændingepolitikken nu igen bliver en akilleshæl for De Radikale, Socialdemokraterne og venstrefløjen, som det har været mange gange før.
Uenigheden på dette område medvirkede til valgnederlag i 2001 og 2005, mens man i 2007 fik en fælles forståelse mellem radikale og socialdemokrater, omend uden at vinde valget.
Det lykkedes til gengæld i 2011, hvor De Radikale modstræbende accepterede 24-årsreglen for familiesammenføringer. Til gengæld måtte Socialdemokraterne og SF acceptere De Radikales krav om, at en ny regerings økonomiske politik i hovedtræk skulle fortsætte VK-regeringens linje.
Det er denne magtdeling fra ”det sorte tårn” på Amager, som er blevet slået i stykker, efter at Morten Østergaard har overtaget det radikale ror. Først måtte regeringen indgå en finanslov med SF og Enhedslisten, der økonomisk var slappere end de tidligere år, og nu har De Radikale smidt udlændingekortet. Det sidste øger næppe regeringens chance for at genvinde magten.