På Café Kaffegal i det centrale Aarhus arbejder 38-årige Torsten Nielsen. I mere end 20 år har han lidt af voldsomme angstanfald, der har gjort det svært for ham at fastholde et almindeligt arbejde. Ad flere omgange har han forsøgt at få fodfæste på arbejdsmarkedet, men uden held.
”Her er jeg en fordel, de andre steder bliver jeg ofte set som en udgift,” fortæller Torsten Nielsen om sine tidligere erfaringer med det almindelige arbejdsmarked.
Café Kaffegal er en privatejet socialøkonomisk virksomhed, hvis formål er at hjælpe psykisk sårbare tilbage på arbejdsmarkedet. De ansættes som regel med løntilskud fra det offentlige, og det opfattes af andre virksomheder som urimelig konkurrence. Derfor må kun hver sjette ansat på socialøkonomiske virksomheder være i løntilskud.
Indtil for nylig har Café Kaffegal været med i en forsøgsordning med dispensation fra dette krav. Imidlertid er forhandlingerne om at forlænge den aftale gået i hårdknude mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Derfor har blandt andre folketingsmedlemmet Karsten Hønge fra SF indkaldt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til et åbent samråd om socialøkonomiske virksomheders fremtid. Mødet finder sted i dag.
”Samrådet skal fastholde presset på ministeren, fordi socialøkonomiske virksomheder løser en vigtig opgave for nogen, som har det svært. Derfor vil SF også appellere til permanente løsninger, fordi netop psykisk sårbare mennesker har behov for stabilitet,” siger Karsten Hønge.
Og noget tyder på, at der er samfundsmæssig ræson i at få mennesker som Torsten Nielsen ud på arbejdsmarkedet.
”Hvis man over en 10-årig periode kan få en procent , svarende til 6000 mennesker, ud af førtidspensionen og i et fleksjob, vil det give samfundet en økonomisk gevinst på 3,3 milliarder kroner,” siger Peter G. Madsen, projektleder hos rådgivningsvirksomheden Cowi.
At det økonomisk kan betale sig blev allerede fastslået i en rapport i 2014, som Cowi foretog for Det Centrale Handicapråd.
Men selvom der er tale om en økonomisk gevinst for samfundet, er der nogle konkurrencehensyn, der også bør imødekommes, siger Per Kongshøj Madsen, der er professor i arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.
De socialøkonomiske virksomheder bør ikke alene fungere som beskyttede værksteder, i stedet skal de være springbrættet til arbejdsmarkedet, mener han.
”Hvis man hele tiden sørger for, at de kommer videre ud i arbejde, kan det godt være, der kommer en konkurrenceforvridning på pris, men til gengæld giver det også en tilgang af arbejdskraft. Det skaber en øget form for konkurrenceevne, fordi de sender flere folk ud, som kan noget,” siger Per Kongshøj Madsen.
Udover at være en økonomisk fordel for samfundet er de socialøkonomiske virksomheder også en social gevinst. Mange har oplevet at sidde til familiefødselsdage med en fremmed borddame eller -herre og blive spurgt ind til sit arbejde som noget af det første.
Det, man laver til daglig, definerer os som mennesker og er med til at skabe vores identitet. På det punkt kan socialøkonomiske virksomheder være en håndsrækning til udsatte grupper.
”Socialøkonomiske virksomheder giver folk, der er arbejdshandicappede, muligheden for at få et arbejdsfællesskab og en anerkendelse,” siger Per Kongshøj Madsen.
Hos foreningen Sociale Entreprenører i Danmark mener formanden, Per Bach, at de socialøkonomiske virksomheder ikke bør forstås som en trussel for andre virksomheder, men snarere en mulighed for at opbygge et mangfoldigt arbejdsmarked. Han opfordrer derfor til dialog og information om konceptet.
”Hvis politikerne fastholder rimelighedskravet for socialøkonomiske virksomheder, er det med til at forhindre et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor de udsatte grupper får en jobmulighed,” siger Per Bach.