I årtier har skiftende regeringer talt om at bekæmpe den negative sociale arv i uddannelsessystemet. Selvom mange flere unge i dag tager en videregående uddannelse, er billedet stadig det samme: Børn af veluddannede får i højere grad en uddannelse end børn af lavt uddannede eller ikke-uddannede. Samfundet taber fortsat de svageste, og på det punkt har det danske samfund fejlet.
Det fastslår administrerende direktør i tænketanken DEA, Stina Vrang Elias. Hun skal i morgen holde et oplæg på De Radikales traditionelle nytårsstævne i Nyborg, hvor partiet i år fokuserer på social ulighed, særligt i uddannelsessystemet.
En stor undersøgelse fra Syddansk Universitet, Trygfondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet og Rambøll viste sidste år, at børn fra svage familier fagligt kan være helt op til to år bagud i forhold deres jævnaldrende kammerater, når de begynder i skolen.
”Den forskel bliver desværre ikke udjævnet i grundskolen, og på det område gør den danske grundskole det dårligere end den svenske og den norske,” siger Stina Vrang Elias.
”Det specielle er, at Danmark er det sted i verden, hvor flest børn på tre år befinder sig i et dagtilbud og dermed er ude blandt professionelle. Hvis man befinder sig i et land som USA eller Tyskland, er børnene mere prisgivet deres forældre, fordi de ikke er så meget i dagtilbud.”
”Derfor burde uligheden udjævne sig mere i Danmark i de dagtilbud, de får, men det gør den ikke i tilstrækkelig grad.”
Stina Vrang Elias mener, at man ikke i Danmark har været dygtige nok til at se, at dagtilbud også skal have en indlærende funktion for de mindste.
”Jeg taler ikke om, at man skal sidde på rad og række, men om, at man skal være ekstra opmærksom på de udsatte børn og deres manglende læringsparathed. Man ved jo godt, hvor børnene kommer fra, og hvilke børn der ikke får læst godnathistorie.Som jeg læser analyser og undersøgelser, er det ikke altid, at vi arbejder systematisk nok med dette her i alle dagtilbud.”
De Radikale sad i regering fra 2011 til 2015, og tidligere uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen nedsatte på et tidspunkt et mønsterbryderkorps, som havde til opgave at bryde den sociale arv på de videregående uddannelser. Stina Vrang Elias var med i dette korps, og noget af det, man fik at vide af forskerne var, at man måtte gøre forskel på de studerende, hvis man ville opnå større lighed.
”Men i Danmark kan vi jo utrolig godt lide generelle tiltag. Vi kan godt lide Statens Uddannelsesstøtte, som alle får som et instrument til at bryde den sociale arv. Men i virkeligheden tyder meget på, at SU ikke er det mest effektive redskab. Jeg tror, vi i Danmark har en modvilje mod at behandle folk forskelligt, og nogle ville sige, at man så stigmatiserer nogen,” siger Stina Vrang Elias.
At få mange flere unge igennem en uddannelse var allerede et centralt mål for SR-regeringerne i 1990’erne, og VK-regeringen satte i 2001 det også som et af sine mål at bekæmpe den negative sociale arv.
Mens Sofie Carsten Nielsen (R) var uddannelses- og forskningsminister blev der gennemført både en folkeskolereform, en erhvervs- uddannelsesreform og gymnasiereform, men de sociale skævhed i uddannelsessystemet består.
”Ja, det er et kæmpe nederlag. Det er vores politiske arv, siden De Radikale blev stiftet i 1905, at vi vil bekæmpe negativ social arv,” siger Sofie Carsten Nielsen i dag.
”Det skyldes i høj grad, at vi ikke er lykkedes med at gøre en tidlig indsats allerede i daginstitutionerne. Det er stadig sådan, at mors uddannelsesniveau afgør, hvordan det vil gå dig resten af livet.”
De Radikale er nu parat til at acceptere, at børn behandles forskelligt allerede, når de kommer i institution for at sikre, at de får mere lige mulighed for uddannelse senere.
Eksempelvis er der i Helsingør indført et socialt taxa- meter, så udsatte børn får mere støtte end andre.
Sofie Carsten Nielsen mener, at der er brug for mere viden med hensyn til, hvordan Statens Uddannelsesstøtte påvirker unges mulighed for at tage en uddannelse, men hun er principielt åben over for at flytte rundt på pengene, hvis det reelt kan føre til, at man får større lighed på uddannelsesområdet.