Danmarks underklasse har mange ansigter.
Det stereotype ansigt er slidt af druk og sløj kost. I den stik modsatte ende af underklassen er ansigtet hærdet af hårdt arbejde, men velsoigneret og præget af et liv med faste rammer og stabil indkomst. Indimellem de to viser sig et ansigt med arabiske træk rammet ind af et tørklæde.
LÆS OGSÅ: Den danske underklasse vokser
De tre ansigter personificerer den danske underklasse, som på 25 år er vokset og har bredt sig i samfundet. I 1985 udgjorde underklassen 10 procent af Danmarks familier. I 2009 var det 14 procent. Årsagerne til den negative vækst er flere, og underklassestereotypen, den fordrukne mandsperson, repræsenterer kun et hjørne af Danmarks nederste befolkningsgruppe. Indvandrere, flygtninge og arbejdsløse ufaglærte fylder stadigt mere i statistikken, men de forsvinder ofte i debatten. Da Bettina Post i august meddelte sin afgang som formand for Dansk Socialrådgiverforening, ramte hun hovedet på sømmet i det manglende kendskab til underklassen. Måske i endnu højere grad end hun selv var klar over, for i hendes ordvalg optrådte heller ikke arbejdsmanden og indvandreren.
Vi har et dilemma. På den ene side har vi en meget livlig socialpolitisk debat. På den anden side kender de færreste af os, der tager debatten, førtidspensionisten, alkoholikeren eller manden, der tæver sine børn. De mangler en stemme i debatten og tager ikke ordet i Deadline, sagde hun til Kristeligt Dagblad.
Den danske underklasse er i bogen Det danske klassesamfund, som udkommer på mandag, defineret som personer, der står uden for arbejdsmarkedet fire femtedele af året eller mere. I 2009 stod hver femte dansker i den situation men af disse levede seks procent med en person fra en anden klasse og ryger derfor op fra underklasse-kategorien. Problemet for en stor del af gruppen er, at personerne sidder fast i armoden. Af de nuværende 36-40-årige, som voksede op i underklassen, tilhører hver fjerde også underklassen i dag.
Den økonomiske krise har kun gjort vilkårene for at bryde klasseskellet sværere: Hver fjerde af de personer, som for tre år siden tilhørte underklassen, tilhørte for seks år siden arbejderklassen. Selv under det økonomiske opsving fra 2000 til 2005 voksede bunden af Danmark.
Bag de mange tal gemmer sig mennesker, som fordeler sig over det danske land. Blandt andet i Odsherred Kommune i Nordvestsjælland. Kommunen har med sin smukke natur altid virket som en magnet på københavnske kunstnere, der ville bo på landet, men de senere år har den lille kommune med 32.000 indbyggere fået en ny gruppe tilflyttere. Stadig flere førtidspensionister fra hovedstaden slår sig ned i Odsherred. Ifølge kommunens borgmester Thomas Adelskov (S) er det ingen hemmelighed, at de nye tilflyttere belaster den i forvejen slunkne kommunekasse.
I 2010 tildelte Odsherred Kommune 80 førtidspensioner, og samtidig flyttede 121 førtidspensionister til kommunen. Der er helt rimelige forklaringer på, at førtidspensionister gerne vil bo i vores område, men det giver nogle udfordringer, siger borgmesteren.
Han lægger ikke skjul på, at kommunens høje koncentration af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister har konsekvenser for kommunens økonomi. 600 millioner kroner ud af et årsbudget på to milliarder går til det sociale område, og hjælpen til udsatte børn er en stor post på budgettet.
Odsherred er en af de landkommuner, som oplever, at danmarkskortet trækkes socialt skævt. Bogen Det danske klassesamfund dokumenterer, at underklassen klumper sig sammen i storbyernes belastede boligområder og i landkommuner på især Lolland-Falster, Sydfyn, Vestsjælland og i Nordjylland.
Der er brug for tiltag, der skaber mere balance i Danmark. Vi har brug for uddannelsessteder i lokalområderne, så de unge får lettere adgang til uddannelse. Det er vigtigt, at vi får vendt den udvikling, der betyder, at nogle egne i Danmark buldrer derudad, mens andre må slås for at få tingene til at hænge sammen, siger Thomas Adelskov.
Borgmesteren rammer et ømt punkt med sin uddannelses-pointe. For underklassen er kendetegnet ved, at næsten halvdelen af børnene ikke har en ungdomsuddannelse, når de fylder 25 år og heller ikke er i gang med en. Blandt andet fordi en stor gruppe af børnene udvikler en opfattelse af, at det er sejt ikke at kunne eller ville noget i skolen.
Den sociale arv har altså vist sig umådeligt svær at bryde, men særligt fordi underklassen i dag repræsenterer så bredt et udsnit af befolkningen, er der al mulig grund til at fokusere på den, mener Lars Olsen, en af fire forfattere til Det danske klassesamfund.
Der er i Danmark et billede af, at vi er én stor middelklasse bortset fra misbrugere, hjemløse og andre socialt udsatte. Men også finansanalytikeren og håndværkeren har meget forskellige muligheder og chancer i livet. Nogle mener, at klassesamfund var noget, som eksisterede i gamle dage ligesom kakkelovnen, toilettet på trappen og det sort-hvide tv, men klasseskellene vokser faktisk. Hvis begrebet klasseskel var gammeldags, ville forskellene i samfundet ikke vokse, siger han.
Den væsentligste årsag til, at underklassen og samfundsskellet er vokset, er tilstrømningen af flygtninge og indvandrere, konkluderer bogen. Faktisk er underklassen blandt etniske danskere blot udvidet en smule fra lidt under 10 procent til lidt over 10 procent på 25 år. Men regnes personer med indvandrerbaggrund med kravler tallet op på 14 procent af befolkningen, for en tredjedel af alle indvandrere tilhører underklassen.
Den offentlige forsørgelse er et springende punkt i den negative udvikling, mener både Lars Olsen og Henrik Christoffersen, forskningschef hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos. De er uenige på flere punkter, men har fælles fodslag om særligt en ting: Underklassen skal i arbejde. Med Lars Olsens ord:
Det er denne nødvendighed, der ligger bag regeringens reformer af førtidspension og kontanthjælp, men regeringen kan kritiseres for, at den gør så lidt for at skabe arbejdspladser til nogle af de mennesker, der har svært ved at få job. Vi skal have skabt arbejdspladser for mennesker, som ikke har de store forudsætninger.
Og med Henrik Christoffersens ord:
Når så mange sættes uden for arbejdsmarkedets fællesskab, skyldes det den danske model, hvor velfærdsstatens forsørgelse er så vidt bredt ud. Arbejdsmarkedets parter kan roligt blive enige om en høj mindsteløn, for det beskytter dem, som er indenfor i varmen, og skubber resten over på statens bord. Dét er velfærdsstatens problem.
Ifølge Henrik Christoffersen skal den danske velfærdsmodel omtænkes, hvis den negative spiral med underklassen skal brydes. For i den eksisterende danske optik er det uværdigt at have et job, hvis lønnen er lige så lav som en overførselsindkomst.
Det synes jeg i bund og grund er problematisk. Jeg har nok så meget respekt for et menneske med en beskeden indkomst, som arbejder sig til den frem for at modtage den som understøttelse. Underklasse handler i Danmark om at være anderledes stillet, og det er man, når man er udelukket fra arbejdsmarkedet. En socialist har en vision om, at mennesker skal yde efter evne og nyde efter behov, men i Danmark udelukker vi mange mennesker fra at yde efter evne, siger Henrik Christoffersen.
Og måske er den danske velfærdsmodel på vej mod en kritisk skillevej. I hvert fald skal underklassens vokseværk bremses, hvis ikke velfærdsmodellen skal ramle sammen, mener Lars Olsen.
Den voksende underklasse er en direkte trussel mod samfundets sammenhængskraft. Vi risikerer, at det brede lag af befolkningen siger: Hvorfor skal vi betale så meget i skat på grund af dem, vi kender dem jo ikke? Hvis udviklingen fortsætter, risikerer vi, at den skandinaviske velfærdsmodel over nogle årtier opløses og fører os et hen til et samfund, der ligner USA eller Storbritannien.
