Der er lidt skramlen med stolene og kamp om pladserne på bagerste række, hvor de fleste helst vil sidde. De vægrer sig således også, da de bliver bedt om at sætte sig længere frem på stolerækkerne. 9. klasserne på Grejsdalens Efterskole ved Vejle ligner de fleste andre teenagere hormonerne pumpende godt rundt i kroppen og ansigter så fulde af liv og glæde, at der ikke umiddelbart er anledning til at tro, at nogen af dem fremtidigt vil få nogen form for psykiske problemer.
Men statistikken taler sit eget sprog. Undersøgelser viser, at otte procent af unge mellem 15 og 24 år har eller har haft en psykisk sygdom, og hos 82 procent af de unge mellem 20 og 29 år, der fik tilkendt førtidspension i 2010, skyldtes det psykisk sygdom. Med de tal i baghovedet synes tiltaget Unge på vej som et kærkomment tilbud.
LÆS OGSÅ: Fugleskræmsel skal støtte psykisk syge
Konceptet er udviklet ud fra et ønske om at mindske frafaldet på ungdomsuddannelserne ved at øge opmærksomheden på psykisk sundhed. Det er sat i søen af Det Sociale Netværk og er et gratis tilbud til ungdomsuddannelser og folkeskolens ældste klasser i hele landet, hvor unge, der selv har erfaring med en diagnose for psykisk sygdom, tager ud og fortæller deres historie.
En diagnose var netop, hvad 27-årige Camilla Høgedal fik for fire år siden. Hun er en af dem, der frivilligt har meldt sig til at tage ud med projektet Unge på vej for at fortælle sin historie. Efterskoleeleverne har alle rettet øjnene mod den høje, mørkhårede kvinde.
For fire år siden begyndte min anoreksi. Jeg har aldrig været overvægtig, og jeg kommer fra en sund familie, men på et tidspunkt blev min vægt en besættelse for mig, siger hun og kigger forsigtigt ud på forsamlingen.
Det næste kvarters tid får efterskoleeleverne en historie, som de færreste af dem formentlig har hørt magen til før.
En fortælling om at være i et forkert kæresteforhold, om at blive tyndere og tyndere, om at få dun på hele kroppen, fordi den afmagres i ekstrem grad, og ikke mindst om at ende med at blive så syg, at man må hentes med helikopter og tvangsindlægges til sondemad for at redde livet. For det var præcis, hvad der skete for Camilla Høgedal.
Men hun fokuserer ikke kun på alle de dårlige ting. Et af målene med Unge på vej er også at vise, at der er en vej ud af den sygdom, man er ramt af. Derfor beretter Camilla Høgedal også om, hvordan hun langsomt kom på benene igen, da hun først fik den rette hjælp, og i dag atter er tilbage i sit job på et plejehjem.
Bagefter må der stilles spørgsmål. En af pigerne fra 9. klassse vil vide, om hun virkelig så sig selv som tyk, da hun var allermest syg og tynd, og en anden er nysgerrig efter at høre, hvad hun vejede, da det stod værst til. Her skrider Dorte Nielsen, der er med som tovholder og konsulent i Unge på vej, dog ind. Det må Camilla Høgedal nemlig ikke fortælle.
Det er ikke, fordi Camilla ikke vil. Men hvis nu der sidder en nede blandt jer, som har nogle af de her tanker om at tabe sig, så kunne vedkommende blive motiveret af at høre om, hvor lidt hun vejede og prøve at komme lige så langt ned i vægt, siger hun.
Også 22-årige Stefan Tofte er med for at fortælle om sine erfaringer med psykisk sygdom. Han beretter om dengang, han gik i folkeskole og blev mobbet, fordi han var en nørd, og om hvordan han først prøvede at få venner, da han kom i gymnasiet.
De 15-16-årige efterskoleelever er fuldt ud koncentrerede måske synes de, at Stefan Tofte er lidt sej, som han står der, veltalende og med tatoveringer på armene og halvlangt hår samlet i en hestehale. Det er næppe mange af dem, der har regnet ud, at den unge religionsstuderende om lidt vil indvie dem i, at han har en af de tungere psykiatriske diagnoser, skizofreni.
Min verden brød sammen, da jeg fik min diagnose. Jeg troede, at alt var slut, og at mit liv nu ville komme til at bestå af kontanthjælp resten af livet. Og da jeg hørte ordet skizofreni, var det første, jeg tænkte på, en historie fra medierne om en mand, der engang havde taget en hel togvogn fyldt med mennesker som gidsler, og som blev beskrevet som skizofren, siger Steffen Tofte og ser ned på de 15-16-årige elever.
Han fortæller også, at han i dag er velmedicineret og kun har få dårlige dage, hvor han må blive hjemme fra universitetet. Efterskoleeleverne er nysgerrige, og der ryger straks fingre i vejret. Hvordan fik du stillet din diagnose?, Hvordan er du kommet på rette spor? og Hvad udløser selvskadende adfærd? lyder spørgsmålene, som Steffen Tofte beredvilligt svarer på.
Det er Helle Brorson, som er forstanderægtefælle og elevernes skolemor, der har bestilt Unge på vej til at komme til Grejsdalens Efterskole, og hun er sikker på, at de har fået udbytte af oplæggene.
Det var spændende at høre, og det betyder meget, at det ikke er en eller anden konsulent, som kommer ud og fortæller, men at det er ægte unge mennesker, som har deres egne erfaringer, og som eleverne i en eller anden grad kan spejle sig i, siger hun.
Helle Brorson mener, at det er skolens forpligtelse at beskæftige sig med elevernes psykiske trivsel særligt fordi eleverne bor på skolen og ikke har deres familie omkring dem til hverdag.
Det er jo en lang dannelsesrejse at være her, hvor følelserne fylder ni tiendedele og intelligensen en tiendedel, slår hun fast.