Ahmad går i 2. klasse og sidder hjemme i lejligheden i det sociale boligkvarter Askerød og læser højt af sin danskbog. Han staver sig igennem sætningen ”Mette og Søren leger ved en å.”
”Det er forkert,” råber hans far, der mener at vide, at en å hedder en ø. Ahmad modtager en syngende lussing. Hans storesøster bliver bedt om at læse op. Også hun læser ordet å. Faderen hæver hånden mod hende, men ombestemmer sig i sidste øjeblik.
Optrinnet stammer fra den nye bog ”Sort Land”, hvor den i dag 27-årige maskinmester Ahmad Mahmoud fortæller om sin voldelige opvækst i en nydansk, palæstinensisk familie i boligbebyggelsen Askerød på den københavnske vestegn.
Ahmad Mahmoud er vokset op som den næstyngste i en søskendeflok på syv. Han fortæller om en hverdag, der er gennemsyret af tæsk, og hvor hans mor fra tidlig morgen til sen aften står klar til at servere varme retter for familiens patriark. Hans to ældre søstre bliver tvangsgift og får aldrig lov til at tage en uddannelse. Ahmads storebror kommer på et tidspunkt i fængsel.
Ahmad Mahmoud har arbejdet to år på at skrive bogen, og han håber, at den kan være med til at starte et oprør mod undertrykkende traditioner og vold i det, han betegner som ghettoen.
Få dage efter udgivelsen har Ahmad Mahmoud fået mange positive, men også nogle særdeles truende reaktioner. Han er dog ikke bange for at havne i samme situation som digteren Yahya Hassan, der må leve under politibeskyttelse.
”Jeg har modtaget beskeder, hvor jeg får at vide, at jeg er et dumt svin, og jeg har også modtaget en halshugningsvideo. Men jeg er ikke bange. Det er vigtigt, at vi er nogle, der står frem og fortæller om vores oplevelser. Jeg tror ikke for alvor, at de, der truer, vil gøre mig noget. Beslutningen om at skrive bogen bunder i, at jeg selv har gjort op med den kultur, der herskede i min familie. Jeg håber, at bogen kan åbne øjnene for, hvad der foregår. At lille Ahmad på 12 år hiver den ned fra hylden og tænker, at sådan har jeg det også. Og at bogen kan vække en gnist. Jeg håber især, at den kan hjælpe kvinderne. Men jeg ønsker ikke at provokere,” siger Ahmad Mahmoud med henvisning til debatten om digteren Yahya Hassan.
Ahmad Mahmoud afviser, at bogens kritik af vold og kvindeundertrykkelse skal læses som en kritik af islam.
”Den kultur, jeg taler om, har ikke noget med islam at gøre. Der står ikke noget i Koranen om, at man skal slå. Bare fordi vi har grupper som Ku Klux Klan, der retfærdiggør deres gerninger med kristendommen, så er kristendommen heller ikke racistisk. Kulturen er bygget op omkring et parallelsamfund, der lever i sit eget lukkede kredsløb og ikke fornyer sig. Lukketheden i disse miljøer er med til at fordærve mentaliteten. I lande som Libanon og Tyrkiet er de meget længere fremme med at forny kulturen end i de danske parallelsamfund,” lyder det fra Ahmad Mahmoud.
Ahmad Mahmouds forældre var palæstinensiske flygtninge og kom til Danmark fra Libanon i 1980'erne. Efter ankomsten kom de begge på kontanthjælp og blev senere førtidspensionister.
Ahmad Mahmouds far døde for et par år siden. Hans mor lever stadig.
”Min far var tømrer i Libanon. Min mor var hjemmegående. Da de kom til Danmark, fik de direkte at vide af kommunens socialrådgiver, at der ikke var brug for dem og deres børn. Min far tilbragte tiden med at se arabiske nyheder med krig og vold hele tiden og konstant. Når han ikke så nyheder, var han lige nede en tur i centeret, eller også sov han. Det var et trist liv,” siger Ahmad Mahmoud.
Han fortæller, at hans far elskede Danmark. Når naboerne kom forbi, inviterede han dem på grillmad.
”Men han manglede en følelse af, at Danmark var hans land. Det tror jeg bunder i, at han aldrig fik en plads i det danske samfund,” fortæller Ahmad Mahmoud.
Hans mor var og er stadig hjemmegående. Hjemmet fremstod blankpoleret, og der blev vasket tøj morgen, middag, aften og endog om natten.
”Min far kunne bede om varm mad, når han kom hjem ved midnat, og så blev der dækket op. Hun stod over de varme gryder evigt og altid og kunne lave fantastiske retter af næsten ingenting. Hun kunne være blevet en god konditor eller kok på et plejehjem. Der var ikke råd til cykler og fritidsinteresser, men god mad fik vi altid. Selvom kvinderne i den kultur er undertrykte, er de vores stærkeste ressource,” siger Ahmad Mahmoud.
I bogen fortæller Ahmad Mahmoud om en bestemt episode, hvor han sladrer til sin far, fordi en af hans brødre har banket ham. Hævnen er grusom. Han bliver kørt til Hundige Strand en mørk aften og får at vide, at han skal forberede sig på druknedøden i det kolde vand. Pludselig bliver han kommanderet op af vandet, og i bilen på vej hjem til Askerød får han tæv.
Ahmad Mahmoud understreger, at brødrenes og faderens vold ikke var udtryk for ondskab.
”Selv turen til stranden blev udført, fordi de var blevet opslugt af en kultur. De udførte ikke volden for at være onde eller dårlige mennesker, men fordi de fandt, at volden var nødvendig.”
Som barn klarer Ahmad Mahmoud sig ikke specielt godt i skolen, og han har svært ved at læse.
Som så mange andre børn i Askerød søger han tilflugt på det lokale bibliotek med dets tilbud om bolsjekogning, udvikling af spil og læsegrupper.
”Biblioteket var sindssygt vigtigt og livreddende for mig. De danske idealer om, at vi alle har lige ret til viden, har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Det var det eneste sted, jeg mødte Danmark. Alle de arrangementer er man begyndt at skære væk på grund af besparelser. I stedet for at skære ned, så styrk dog bibliotekerne,” mener Ahmad Mahmod.
En anden skelsættende begivenhed fandt sted, da en lærer tog fat i ham og meget bestemt opfordrede ham til at tale ordentligt dansk i stedet for at blande sproget med arabisk slang.
”Hun talte helt direkte til mig. Det gjorde indtryk.”
Ahmad Mahmoud kommer i gymnasiet, tager en studentereksamen lige over dumpegrænsen og begynder på to ingeniøruddannelser, inden han beslutter sig for at læse til maskinmester. Og så forsøger han i flere omgange at flytte hjemmefra. Han får værelse på et kollegium. Men han bliver afskrækket af de danske kammeraters vilde fester og det, han betegner som ”den ekskluderende danske ungdomskultur”. En kultur, som udelukker dem, der ikke drikker alkohol. I dag bor Ahmad Mahmoud alene og arbejder som maskinmester ved Novo Nordisk. Han mener, at oprøret mod patriarkalske normer skal starte blandt de unge selv.
”Det danske samfund kan komme med nok så mange ghettoindsatser, men forandringen skal først og fremmest komme fra os selv. Vi må fortælle hinanden, at der er en virkelighed uden for Askerød, Gellerupparken og Tingbjerg. Ellers bliver det ikke vores oprør. Vi svigter, hvis ikke vi tager opgøret med vores forældres generation. Flere skal træde frem og fortælle åbent om, hvad der foregår. Det bliver nødt til at være lige på og hårdt, hvis vi skal udfordre vanetænkningen i vores forældres kultur. Jeg ved godt, at jeg skader min familie, når jeg skildrer virkeligheden. Men jeg kan ikke udelade alle de gange, hvor jeg er blevet banket,” siger Ahmad Mahmoud.
Der er gået to år, siden Yahya Hassan udgav sine digte med en voldsom kritik af dobbeltmoral i ghettoen. Dengang blev der også talt om behovet for et ungdomsoprør. Ahmad Mahmoud erkender, at rebellerne lader vente på sig.
”Jo, jeg undrer mig også over, at der ikke er mere oprør. Hvorfor har der ikke været et fælles brøl? Der er en indgroet frygt i kulturen for at miste fællesskabet og skulle stå på egne ben. Jeg var selv nødt til at rejse væk for at overleve. Men der er mange, der har opgivet at tage kampen,” siger Ahmad Mahmoud.
Han afviser, at hans bog tegner et stigmatiserende billede af livet blandt indvandrere i sociale boligkvarterer.
”Selvfølgelig er der familier i disse områder, som ønsker at integrere sig, og som er kærlige over for deres børn, men det er et mindretal i ghettoerne. Jeg forsøger ikke at sige, at alle i ghettoerne opfører sig sådan her. Men jeg siger, at vi har et problem med en bestemt kultur. Vi, der lever i denne kultur eller har brudt med den, må gøre op med den.”