”Hvad gør jeg nu? Hvad hvis jeg ikke ser mine niecer blive konfirmeret? Hvor skal man overhovedet henvende sig for at skrive et testamente? Skal jeg allerede nu planlægge min begravelse? Skal jeg begynde at spare op til begravelsen, så min familie ikke står i en økonomisk dårlig situation, hvis jeg falder fra?”
Det var nogle af de spørgsmål, der dukkede op hos Jeanette Jensen, da Rigshospitalets læger gav hende beskeden. Som 29-årig fik hun konstateret livmoderhalskræft, og halvandet år senere havde sygdommen spredt sig til tarmen og bækkenet. Det betød, at hun i september 2015 fik at vide, at hun var ”uhelbredeligt syg”. Det stempel førte tanker med sig, som Jeanette Jensen ellers aldrig havde haft før.
”Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave det lidt anderledes og sige, at min familie og venner skulle komme udklædte til min begravelse. Jeg har flere gange set dem for mig sidde i Batman- og Superman-kostumer i kirken, og jeg har forestillet mig min gamle fløjtelærer stå og spille fløjte.”
Kirken skulle være Gladsaxe Kirke, og tøjet skulle heller ikke være tilfældigt.
”Jeg har tænkt, at hvis jeg skulle dø af cancer, skulle jeg begraves i et Wonder Woman-kostume (tegneseriesuperhelt, red.). Min veninde og hendes mand har døbt mig Wonder Woman i det her forløb, og det har fulgt mig gennem sygdomsperioden, hvor jeg ikke har været i tvivl om, at jeg har været en superhelt”.
Jeanette Jensen ville gerne sætte sit eget præg på begravelsen, og hvis det stod til hende, skulle der efter ceremonien i kirken holdes en fest.
”Det ville give mig noget ro at vide, at når jeg ikke var der fysisk, ville man stadig kunne mærke mig og mærke, at begravelsen repræsenterede mit livsmod og humør. Det skulle give afslutning for min familie og mine veninder og være en begravelse, som forhåbentlig kunne hjælpe dem videre,” siger hun.
Beskeden fra lægerne fik også Jeanette Jensen til at tænke over, hvad der skulle ske med hendes ting, hvis livet ville slutte alt for tidligt.
”De familiemedlemmer og venner, der syntes, de ville have noget fra lejligheden, skulle tage det, og resten skulle gives til Røde Kors og sådan nogle steder, så jeg var sikker på, at mine møbler og tøj ikke endte på lossepladsen.”
Jeanette Jensen bestemte sig for, at hun ville skrive en form for sidste vilje. På sin computer brugte hun mange timer på at læse om at skrive sidste vilje og testamente, men hun skrev aldrig sine tanker ned.
”Jeg besluttede mig for ikke at tage det endelige skridt og skrive testamente. Det har nok været en følelse af, at jeg var bange for, at det ville betyde, at jeg gav op.”
I dag er Jeanette Jensen 31 år og sygdomsfri. Behandlingen har virket, men som uhelbredeligt syg lever hun stadig med visheden om, at kræften kan komme tilbage.
”Mentalt har jeg fået styr på testamentet, selvom jeg aldrig har skrevet det, og hvis sygdommen bryder ud igen, vil jeg kunne håndtere det med en helt anden ro.”
Jeanette Jensen er sygemeldt fra sit arbejde og har gennemgået en stor operation, der betyder, at hun i dag har stomi. I stedet for at fokusere på sygdommen og den død, den kan føre med sig, fokuserer hun på livet og drømmer om at rejse ud i verden.
”Jeg har fundet ud af, at man ikke skal nøjes i sin hverdag, men skal gøre det, der gør en glad. Alle de der små klichéer, man hører, giver en helt anden mening nu. Hvis jeg så livet i sort-hvid før, ser jeg det i farver nu.”
På en sovesal i Oksbøl i Vestjylland sad den dengang 23-årige Jon Kjellund med sin computer åben foran sig. Få uger efter, i januar 2009, skulle han udsendes til Helmand i Afganistan, langt væk fra de grønne omgivelser i Jylland, hvor han var på træningslejr. Det var den unge sprogofficers første udsendelse og som alle andre, der udsendes af forsvaret, skulle han aflevere et såkaldt ”Sidste Vilje” inden afrejsen. Det var derfor, Jon Kjellund sad der på sovesalen med blikket rettet mod skærmen og med fingrene på tastaturet. Hvis han blev dræbt i Afghanistan var det de ord, han skrev nu, hans familie ville komme til at læse. Men situationens alvor var ikke gået op for Jon Kjellund.
”Jeg vidste, at der var risiko for, at jeg skulle dø, men jeg tog det slet ikke så alvorligt, som jeg burde, da jeg sad og skrev. Det var jo en mulighed for at sige farvel, men jeg var 23 år og regnede ikke med at dø. Jeg var måske lidt dumsnart, og jeg tror ikke, jeg var eksistentielt udviklet til at tage det alvorligt,” siger Jon Kjellund, når han i dag tænker syv år tilbage.
”Den Sidste Vilje” er en formular, forsvarets soldater skal udfylde, hvor de blandt andet tager stilling til deres egen begravelse. Ved siden af Den Sidste Vilje lægger mange et farvelbrev. Jon Kjellund havde sine søskende, forældre og sin farmor i tankerne, da han skrev brevet. Han skrev, at han ville begraves i skoven af feltpræsten. De penge, han havde stående på sin konto, skulle deles mellem hans søster og bror, og hans far og bror skulle hver have en bil, hvis han døde. Da Jon Kjellund var færdig, trykkede han på print og lagde dokumentet i en kuvert, som forsvaret gemte.
Jon Kjellunds familie modtog aldrig hans testamente, for han mistede ikke livet i Afghanistan. Det var der til gengæld andre på hans hold, der gjorde, og i Afghanistan begyndte alvoren at gå op for Jon Kjellund.
”Man tager derned og har sine første ildkampe, og man tænker ’det her, det er krig’. Det føles sejt i øjeblikket, men når der så sker noget, hvor man mister kontrollen, og hvor nogen dør eller får sprunget deres lemmer af, så rammer virkeligheden. Den død, man snakkede om inden, var pludselig lige foran mig,” siger Jon Kjellund.
Tre gange havnede han selv i en situation, der kunne have endt hans liv, og oplevelserne fik ham til at fortryde, at han ikke havde taget det at skrive testamente mere alvorligt.
”Jeg ville have skrevet mindst 100 sider om min opvækst og hvor meget, jeg holdt af min familie i stedet for de fire-fem sider, jeg havde skrevet, der bare var en sludder for en sladder. Men jeg kunne ikke forholde mig til det inden – det krævede en modenhed, jeg ikke havde.”
Da Jon Kjellund kom hjem fra Afghanistan, fik han sit testamente udleveret af forsvaret. Han lagde det i skuffen i sin lejlighed på Nørrebro i København.
”Jeg havde det liggende et år efter og skammede mig lidt over, at jeg ikke havde skrevet det bedre. En dag havde jeg en god ven fra Aarhus på besøg, hvor vi tog i byen. Dagen efter tog vi testamentet med ud i Nørrebropakken og brændte det af under et træ. Jeg tror egentlig ikke, vi snakkede så meget om det. Jeg sagde, at jeg gerne ville brænde det, jeg ville gerne af med det og lukke et kapitel.”