Det var efter en lang og farefuld rejse, at den dansk-norske missionær Hans Egede den 3. juli 1721 endelig kunne kaste anker i ”Håbets Havn” på øen Illuerunnerit i Grønland. Fuld af eventyrlyst og gudstro håbede han blandt andet at møde slægtninge af de gamle nordboere.
I stedet fandt han en fangerkultur fuldstændigt isoleret fra omverdenen, og han indså, at hans opgave lå i ”disse arme vildfarne Menneskers Oplysning og Salighed”.
Med tiden vandt han det mistænksomme folks tillid og begyndte det, der skulle blive koloniseringen af den enorme ø. Det indebar blandt andet en opgørelse af alt, hvad der kunne tælles, måles og vejes: fødsler, dødsfald, sælfangst, handel, skrive- og læsefærdigheder – alt og helt ned i detaljen.
I dag, knap 300 år senere, peger en række forskere på vigtigheden af at få samlet det unikke talmateriale i en grønlandsk historisk statistik for dermed at give et internationalt enestående indblik i fødslen og udviklingen af det, der i dag er et moderne samfund.
Fordi det er oplagt at gøre det, når nu muligheden er der, forklarer lektor emeritus Ole Marquardt, der indtil 2007 var ansat på Grønlands Universitet. Men også fordi det giver mulighed for at sammenligne Grønland med udviklingen af andre oprindelige og post-koloniale samfund, eksempelvis det arktiske og subarktiske Canada. Til glæde for ikke mindst forskere og studerende.
Derudover vil den statistiske oversigt imødekomme den store interesse for Grønland, som findes mange steder – også i Danmark, selvom eskimologi er et af de universitetstudier, som er i færd med at blive nedlagt.
”Vi er jo i rigsfællesskab sammen, og derfor bør Grønland være en del af vores fælles historiske viden på linje med Slesvig. Der er delte meninger om, hvorvidt det er tilfældet, men min egen oplevelse er, at der i Danmark faktisk er bred interesse for det grønlandske samfund, og danskernes viden om det er også nogenlunde korrekt. Her tilbyder vi så et mere præcist og detaljeret indblik, som forhåbentlig kan skabe flere nuancer i synet i Grønland og grønlænderne,” siger Ole Marquardt.
Det kunne eksempelvis være holdningerne til, i hvilket omfang Danmark skal blive ved med at statsstøtte øen så meget, som vi gør.
Her fremføres det ofte, at Danmark gennem bloktilskuddet har store udgifter af Grønland, men sådan har det ikke altid været. Tallene viser, at Grønland fra cirka 1825 til cirka 1875 faktisk gav et overskud til den danske statskasse, påpeger han.
I første omgang skal den nyudgivne bog ”Grønland i tal. Kilder og cases gennem 300 år” give et mere nuanceret billede af livet i Grønland.
Her beskrives blandt andet udviklingen inden for sygdom og sundhed (eksempelvis den i mange år stigende, men på det seneste faldende selvmordsrate), erhverv (de første 200 år levede grønlænderne nærmest udelukkende af sælfangst, men i dag har man en moderne fiskeindustri og i øvrigt et varieret arbejdsmarked), missionsvirksomhed og uddannelse (i dag har man et moderne skolevæsen og egen biskop) og sociale forhold (hvordan man gennem tiden har hjulpet dem, der ingen indkomst havde).
Bundlinjen er beskrivelsen af et Grønland, der gik fra at være fuldkommen selvbestemmende og uden kontakt med omverdenen til at være en koloni, hvor stadig mere blev bestemt fra København, og hvor både import og eksport begyndte at skabe et helt nyt samfund. Frem mod en situation, hvor landet er integreret i det globale samfund – ”på godt og ondt”, siger Ole Marquardt.
For Grønland formes i dag af en vestlig og international kultur med alt, hvad det indebærer.
Sådan må det være, men det er interessant at se, hvordan den udvikling kommer til udtryk i tallene.
Det gælder livsstil og forbrug, men også helt grundlæggende livsvilkår. Eksempelvis fortæller tallene, at der i den lange periode, hvor Grønland var et samfund af kajakfangere, var et markant overskud af kvinder i befolkningen.
Det skyldtes, at sælfangst – og især sælfangst fra kajak – var et erhverv med høj dødelighedsrisiko, og det var først, da fiskeriet og andre erhverv i det 20. århundrede vandt frem på kajakfangstens bekostning, at man fik en ligelig kønsfordeling i voksengruppen.
Den nye bog kradser dog kun i overfladen af de mange tal og den virkelighed, de udtrykker.
Den er da også blot ment som et udstillingsvindue for, hvad man kunne dykke langt længere ned i, hvis der var midler til at lave en egentlig historisk statistik over Grønlands udvikling, forklarer Ole Marquardt.
Det håber han selvsagt, at der kommer, og han tror også på det, for det er ikke helt tilfældigt, at bogen kommer netop nu. Netop sammenlignende studier af kolonisamfund og post-koloniale samfund er et vækstområde inden for kulturstudier i disse år.
FN satte ellers afkolonisering på dagsordenen efter Anden Verdenskrig, hvilket betød, at det, der tidligere blev betragtet som en af de mest tydelige tegn på oversøisk magt og indflydelse, nu nærmest blev gjort kriminelt. Interessen for forskning i den del af historien dalede derfor betragteligt, men særligt de seneste 10-15 år har kulturarv på ny pådraget sig politisk opmærksomhed.
Dertil kommer, at der blot er fem år til 300-årsdagen for Danmarks kolonisering af Grønland.
”Man kaldte tidligere Grønland for ’de glade smils boplads’, fordi øen blev betragtet som et samfund uden nævneværdige problemer. Den fordom er forduftet, men der er fortsat meget viden om Grønland, som ikke er tilgængelig for den brede befolkning. Når der faktisk er denne helt unikke registrering af alt det, de nye koloniherrer og de efterfølgende postkoloniale myndigheder gjorde, blev indblandet i eller bare var vidner til, så er det oplagt, at vi udnytter det til endnu mere præcist at fortælle denne del af vores fælles historie,” siger Ole Marquardt.