Universiteters folkelige formidling er truet

De højere læreanstalter risikerer at lukke sig om sig selv, fordi folkelig formidling viger for jagt på akademiske point, advarer erfarne universitetsfolk

”Følelsen af samfundsforpligtelse er gledet ud af de unge ph.d.-studerendes bevidsthed. I stedet fokuseres der på det bibliometriske system i en grad, som er virkelig ødelæggende,” siger Michael Böss, lektor og centerleder i historie, samfundsforhold og canadiske studier ved Aarhus Universitet.
”Følelsen af samfundsforpligtelse er gledet ud af de unge ph.d.-studerendes bevidsthed. I stedet fokuseres der på det bibliometriske system i en grad, som er virkelig ødelæggende,” siger Michael Böss, lektor og centerleder i historie, samfundsforhold og canadiske studier ved Aarhus Universitet.

Danmark har en lang og stolt tradition for, at de dygtigste forskere ikke kun deler deres viden med fagfæller, men også med befolkningen via folkelige foredrag og bøger samt medvirken i medierne. Men selvom universitetsloven fra 2003 for første gang forpligtede akademikere til at formidle folkeligt, har loven og den førte universitetspolitik lige siden haft den modsatte effekt. Forskeres fokus er nu så stærkt rettet mod at opnå point for videnskabelige publiceringer og de deraf afledte økonomiske bevillinger, at formidling reduceres til et ulønnet fritidsarbejde, som få orker at påtage sig.

Sådan lyder kritikken fra tre erfarne forskere og formidlere fra hver sin højere læreanstalt, som uafhængigt af hinanden udtaler, at universiteternes folkelige formidling er truet. En af dem er Erik A. Nielsen, professor emeritus i dansk litteratur ved Københavns Universitet.

”Jeg holder 70 foredrag om året, hvor jeg forsøger at gøre mine akademiske erkendelser begribelige for almindelige mennesker i Viborg, Holstebro og andre steder. Men i dag ville dét blive betragtet som institutskadelig virksomhed, hvis ikke jeg var gået på pension. Der har været en stærk grundtvigsk tradition for, at forskningen skal åbne sig for folket, men i dag er man kun optaget af, at vi skal publicere på engelsk i snævre videnskabelige tidsskrifter,” siger han.

Også Michael Böss, lektor og centerleder i historie, samfundsforhold og canadiske studier ved Aarhus Universitet, mener udviklingen er kørt skævt, selvom det varierer meget mellem forskellige universiteter, fakulteter og institutter, hvor pointfikseret man er blevet.

”Følelsen af samfundsforpligtelse er gledet ud af de unge ph.d.-studerendes bevidsthed. I stedet fokuseres der på det bibliometriske system i en grad, som er virkelig ødelæggende,” siger han med henvisning til det fælles tællesystem for forskningspublikationer.

Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS Handelshøjskolen i København og forsker i offentlig debat, deler langt hen ad vejen kritikken. Men han mener hverken, det er i forskernes attitude eller hos den konkrete institutledelse, man skal søge årsagen til, at forskeres folkeoplysende engagement svækkes. Han mener, at ansvaret må placeres hos de politikere, som signalerer, at det, som ikke kan måles og vejes, er uden værdi.

”Når ministeren siger, at akademikere skal deltage mere aktivt i debatten, er det en gratis omgang, for der følger ingen ressourcer med. Mange af os formidler, selvom det ikke er normeret som arbejdstid, men når arbejdsugen i forvejen er 50 timer for de fleste af os, er der ikke noget at sige til, at mange koncentrerer sig om det, de skal,” siger han.

Til kritikken siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R), at hun ikke forestiller sig, at forskere skal formidle i fritiden:

”Det er skræmmende, hvis det er sådan, at forskere bliver afholdt fra at blande sig i den folkelige debat. Det er et emne, som optager mig, og jeg vil inden jul holde et møde med universiteternes rektorer om, hvordan vi kan skabe incitamenter og tilskyndelser til, at forskere ikke kun publicerer videnskabeligt, men også for eksempel kan bruge arbejdstid på at holde oplæg på en folkehøjskole.”

I den kommende uge deltager ministeren i en konference på Københavns Universitet, som netop handler om behovet for dialog mellem forskere og samfundet.