Flygtningedebat er en uskøn kombination af politik og moral

Debatten om flygtninge viser, at moral i politik er noget andet end moral mellem mennesker. Når vi skal træffe beslutninger, der vedrører rigtig mange mennesker, kan vi ikke bare forlade os på den måske naturlige tilbøjelighed til at hjælpe et medmenneske i nød, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen

Den folkekære statsminister Anker Jørgensen (S) skrev engang:

”Nogen siger, at moral og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Det mener for eksempel Ritt Bjerregaard” - og erklærede sig uenig.

Ordvekslingen har mange år på bagen, men har fået ny aktualitet. Den politiske debat i Danmark og omkring os er kommet i et skingert leje med fjendske og fordømmende udtalelser. Man må bekymre sig for den demokratiske debats fremtid.

Måske er det bedst ikke at blande begreberne sammen. Man hverken kan eller skal vel undgå at forbinde politik og moral overhovedet. Politik synes i hvert fald delvist at udvikle sig ud af moralske forsøg på at gøre så mange som muligt så mætte, rige, trygge og glade som muligt.

Men i realiteternes verden kan handlinger til gavn for andre ikke skarpt skilles fra handlinger for én selv. Hjælper jeg et svagt menneske, synes andre, at jeg er en flink fyr, og den, jeg hjælper, vil måske synes, han skylder mig at komme mig til hjælp en anden gang.

Noget for noget - ikke særligt moralsk. Moral egner sig ikke til at slå andre oven i hovedet med.

Uegennyttig gavmildhed, som både Buddha og Kristus taler om, ses meget sjældent.

Moral og dens religiøse sammenhæng har dertil et gigantisk problem i sig, som kan kaldes selvretfærdighed. For alt for mange synes det mest dragende ved at gøre ”gode gerninger” at være, at man vinder ros og anerkendelse selv og til gengæld kan se ned på og nedgøre andre. Kamp og konkurrence, som kan have mange ansigter, fornægter sig ikke.

I flygtningedebatten fremstår moral og politik meget ofte i en uskøn kombination. Moral i politik er og må være noget andet end moral mellem enkelte mennesker. Når vi skal træffe beslutninger, der vedrører rigtig mange mennesker, kan vi ikke bare forlade os på den måske naturlige tilbøjelighed til at hjælpe et medmenneske i nød.

Af os mennesker ”har den enkelte aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”, sagde den store danske teolog og filosof K.E. Løgstrup. Vi har et medansvar for den anden, vi ikke kan løbe fra. Men tager vi stilling på andres vegne i større målestok, kan usikkerhed og manglende viden gøre vort ansvar meget diffust og usikkert.

Når det så igen kombineres med de meget forskellige personlige vilkår, der gælder for dem, som deltager i flygtningedebatten, kan resultatet blive ganske mudret.

Her er et gennemgående træk, at de, som er mest imødekomne over for flygtninge og migranter, hører til samfundets mest begunstigede. De har gode uddannelser, gode stillinger, taler flere sprog, har bedre boliger - typisk langt fra indvandrer-”ghettoer” og -kvarterer præget af kultursammenstød.

Omvendt er de mest kritiske over for den stigende flygtningestrøm Dansk Folkepartis vælgere, der har kortere uddannelser og ringere indkomster end gennemsnittet.

Det kan meget let føre til grimme og nedbrydende slagsmål. Værst bliver det, når man som i Sverige og Tyskland oplever voldelige sammenstød med nedbrændte flygtningecentre i hundredevis og demonstrationer med optræk til gadekamp.

Hele samfundet er truet. Det vigtigste er måske at gøre alt for at tale om løsninger i stedet for at give hinanden skylden for, hvad der gik galt. Danmarkshistorien er præget af forhandlinger og kompromiser, hvor først bønderne, så arbejderne og så kvinderne kom fra undertrykkelse og fik plads i fællesskabet. Det burde kunne ske igen.