V-bagland frygter, at hård retorik skader integrationen

Tonen i udlændingedebatten bekymrer i dele af Venstres bagland

10 lokalpolitikere fra Venstres bagland bad i et debatindlæg i Berlingske i går med slet skjult adresse til integrationsminister Inger Støjberg (V) om at ”få ordentligheden tilbage”.
10 lokalpolitikere fra Venstres bagland bad i et debatindlæg i Berlingske i går med slet skjult adresse til integrationsminister Inger Støjberg (V) om at ”få ordentligheden tilbage”. . Foto: Scanpix.

Konfiskation af flygtninges vielsesringe, soldater til grænsebevogtning og misvisende annoncer i mellemøstlige aviser, som skal skræmme asylsøgere fra at komme til Danmark.

Flygtningedebatten er strammet alvorligt til, og det får nu dele af Venstres bagland til at efterlyse en anden tone fra Venstre-regeringen.

Med slet skjult adresse til integrationsminister Inger Støjberg (V) bad 10 lokalpolitikere, primært fra Jylland, i et debatindlæg i Berlingske i går om at ”få ordentligheden tilbage”. De vil have stoppet det værdiskred, som de mener er ved at føre Danmark væk fra almindelig medmenneskelighed, fremgår det.

En af forfatterne til indlægget, næstformand for Venstre i Sønderjylland, Leif Krarup fra Grindsted, forklarer, at han politisk set ikke er så uenig med regeringen om udlændingepolitikken. Men retorisk har man sluppet ”et monster løs”.

”Vi tror ikke, at nogen Venstrefolk har ønsket, at det skulle gå den vej, at man begyndte at diskutere, om man skulle fjerne plomber på flygtninge,” siger Leif Krarup.

”Vi har spurgt venner og bekendte, om de gik ind for det, og svaret var nej. Den anden grund til, at vi har skrevet avisindlægget, er, at vi skulle finde en måde at få indflydelse i Venstre på, og vi har bevidst præsenteret os som det stille bagland. Vi har ikke ønsket at provokere,” siger han.

En række Venstrepolitikere som Jens Rohde, Kåre Traberg Schmidt, Michael Jellesmark, Bo Nygaard Larsen og Marion Pedersen har forladt Venstre den seneste tid, flere med direkte henvisning til partiets udlændingepolitik, og flere af dem har meldt sig ind hos De Radikale eller Alternativet.

Den liberale blogger og kender af Venstre Jarl Cordua er ikke i tvivl om, at bekymringen over tonen i udlændingedebatten deles af mange i partiet.

”De 10 skribenter repræsenterer flere end sig selv. Man kan sige, at de repræsenterer 'det åndelige Venstre', det vil sige dem, der er tiltalt af frihedstanken i det liberale, og som ikke bryder sig om, at man uden diskussion begynder at tage ting fra folk ved grænsen, eller at man går imod henstillinger fra Folketingets Ombudsmand,” siger Jarl Cordua.

Tidligere folketingsmedlem og kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) tolker debatindlægget som en sørgmodig reaktion på Venstres udlændingepolitik.

”For det første lægger flygtningepolitikken gift ud for integrationen. Man bruger termer fra strafferetsplejen om at konfiskere og beslaglægge flygtninges værdier, og dermed mistænkeliggør man dem på forhånd som kriminelle. For det andet må man spørge, hvor omsorgen for de svageste er blevet af. Statsministeren har jo sagt, at Danmark er et kristent land, men det er som om, man ikke er klar over, at det også betyder, at man skal vise omsorg for de svageste,” siger Birthe Rønn Hornbech.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, lytter til, hvad de 10 skribenter siger, og han hæfter sig ved, at de stadig støtter regeringens politik.

”Venstre udlændingepolitik står på to ben. Det ene er, at vi skal være åbne over for dem, der kan og vil bidrage til det danske samfund. Og det andet er, at vi selvfølgelig skal behandle asylansøgere ordentligt og integrere mennesker bedst muligt,” siger han og afviser, at der skulle være noget nyt i, at regeringen vil kontrollere asylsøgeres bagage, eller at det skulle være udtryk for en særlig mistænkeliggørelse af asylsøgere.

”Det eneste nye er, at vi nu får en kobling mellem den kontrol, der hele tiden har været, og så de værdier, som asylsøgere måtte have med sig,” siger han.