789.750.
Så mange mennesker i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet og forsørges af det offentlige.
De er blevet hovedpersoner i valgkampen. Hvad enten det er i Venstres og Liberal Alliances udgave, der handler om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde - eller det er i SF's og Enhedslistens budskab om, at alt for mange ledige er faldet ud af dagpengesystemet.
Men hvordan fordeler modtagerne af overførselsindkomster sig på de mange forskellige ydelser, man i dag kan få fra det offentlige? Og hvor mange af dem bør eller kan overhovedet flyttes over i et regulært job?
Til det første spørgsmål giver Danmarks Statistik et ret præcist svar i sin statistik for offentligt forsørgede i alderen 16-64 år. Fordelingen er vist i grafikken her på siden.
Ydelserne fordeles på ”fuldtidspersoner”, så det reelle antal berørte mennesker er højere.
Tallene omfatter ikke de 323.431 studerende, der får Statens Uddannelsesstøtte, SU.
Til det andet spørgsmål om, hvor mange i den erhvervs-aktive alder man kan eller bør få i arbejde, er det langt sværere at finde noget objektivt svar. Alle erkender dog, at det hverken er muligt eller ønskeligt at få alle 789.750 mennesker i gang.
Hverken syge, højgravide eller svært handicappede skal selv i den mest liberale drøm ud på arbejdsmarkedet.
Trækker man yderligere de psykisk syge og mennesker, der reelt ikke kan arbejde, ud af statistikken, står man ifølge flere økonomiske eksperter tilbage med et sted mellem 100.000 og 200.000, som har en chance.
Derudover er både antallet af førtidspensionister, efterlønsmodtagere og sygemeldte på vej ned, takket være de seneste års reformer.
Det forhindrer ikke især de borgerlige partier i at problematisere ydelserne til alle 800.000.
I en valgvideo formulerer Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, det på denne måde:
”Vi har det problem i Danmark, at næsten 800.000 danskere er sat uden for arbejdsmarkedet. Vi skal simpelthen have nogle flere med.”
På spørgsmålet om, hvorvidt Venstre har et konkret mål for færre overførselsindkomster, svarer politisk ordfører Inger Støjberg:
”Nej. Målet er, at så mange som muligt skal være en del af fællesskabet. Der er jo ikke bare et økonomisk perspektiv i det her. Der er i høj grad også et menneskeligt fællesskabsperspektiv i det. Jeg ved, hvor meget det betyder at have kollegaer, der både forventer og venter noget af en.”
Også Socialdemokraterne ser en udfordring med de mange mennesker, som stadig ikke har arbejde. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kaldte det i et interview med Berlingske for et år siden for ”Danmarks største udfordring”.
Men når valgkampens hårdeste retorikstøv har lagt sig, stemmerne er talt op, og magten er fordelt, hvor mange ledige kan så overhovedet flyttes? Det er eksperterne ikke enige om.
Professor Bo Sandemann Rasmussen, Aarhus Universitet, mener, det bliver vanskeligt at flytte mennesker ind på arbejdsmarkedet.
”Af de 800.000 er det måske realistisk over en årrække at få 100.000 i job, men det er endda optimistisk.”
”Det er meget svært at få folk væk fra overførselsindkomster, men hvis man kan forhindre flere i at komme ind på dem, kan det ændre billedet i løbet af 5-10 år,” siger han.
Professor Jon Kvistfra Roskilde Universitet påpeger, at antallet af offentligt for-sørgede temmelig stabilt har ligget på 780.000-900.000 siden begyndelsen af 1980'erne.
”Men så skal man huske, at befolkningen er vokset i samme periode, så relativt er andelen af forsørgede faldet en smule,” siger han.
Til gengæld har grupperne af modtagere ændret sig meget over tid.
”I 1980'erne var de ledige typisk midaldrende skibsværftsarbejdere fra B&W, der mistede deres job. I dag præges statistikken af mennesker med psykisk sygdom og ledige af anden etnisk herkomst. Det positive er, at det jo viser, at det er muligt at ændre de enkelte gruppers størrelse,” siger Jon Kvist.
Hvor mange af de 800.000, der reelt kan komme ud på arbejdsmarkedet, er vanskeligt at sige. Fagfolk taler om ”den strukturelle ledighed” som en nedre grænse for arbejdsløsheden. Nogle vil altid være ledige, fordi de er ved at skifte fra et job til et andet, og nogle vil have svært ved at tage et job, fordi det ligger langt væk, eller at det kræver en helt anden uddannelse, end de har.
I begyndelsen af 1990 mente økonomerne, at den strukturelle ledighed lå på 7-8 procent, og kom arbejdsløsheden længere ned, ville man se uheldige effekter som mangel på arbejdskraft i nogle brancher, pres på lønningerne og inflation.
I begyndelsen af nullerne viste det sig imidlertid, at arbejdsløsheden kunne komme meget længere ned, før de problemer meldte sig, helt ned til to procent.
Hvad opsvinget i første halvdel af nullerne også viste, var, at økonomisk vækst var et af de bedste midler til at få langtidsledige og andre med svag tilknytning til arbejdsmarkedet i job. Jon Kvist er ekspert i EU-Kommissionens socialpolitiske netværk, og her roses det danske system for overførselsindkomster.
”800.000 er mange mennesker, jo, men alternativet er, at familierne selv skal sørge for hinanden, og det gør meget ondt, når krisen rammer.
Det mærker man ikke nær så voldsomt i den enkelte familie, når samfundet har ansvaret for ydelserne til ledige. Derfor går udviklingen i Europa også i retning af, at man indretter de sociale systemer, som vi gør i de nordiske lande og i Holland. Vi bliver tit fremhævet for, at vi har ret godt styr på folk,” siger Jon Kvist.