I 1926 brøler et rødt eksprestog af sted og støder det forskræmte ”visnepolitik”-æsel helt af sporet. Visnepolitikken var skældsord for Venstremanden Madsen-Mygdals linje, mens det røde tog på Anton Hansens plakat skal forestille Staunings moderne socialdemokratiske politik.
Seks år senere er det en anden markant kunstner, Thor Bøgelund, der er på spil, og afsenderen er Det Konservative Folkeparti. Så denne gang er det borgerlig politik, der symboliseres ved den idealiserede, foretagsomme håndværksmester, som vinker til sin kone og søn, mens fabriksskorstenene oser i et omfang, som i nutiden ville stride mod samtlige partiers miljøpolitik.
De to plakater indgår i bogen ”Valget er dit! Den danske valgplakat i 100 år”, som udkom i går, og som er blevet til i et samarbejde mellem professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard og leder af Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus, Elsebeth Aasted Schanz.
Den politiske plakat har aldrig før været genstand for en samlet registrering og undersøgelse, og mange af de gengivne plakater findes ikke på Det Kongelige Bibliotek, som eller har indsamlet enhver pjece og tryksag, det er udgivet. Ifølge forfatterne blev plakaterne tidligere regnet for så lidt, at de ikke blev gemt for eftertiden. Til gengæld var deres kunstneriske værdi og reelle betydning i valgkampe langt større i tiden før tv end i dag.
”I dag er plakatmediet op til valgene blevet møghamrende kedeligt. Nu er det kun et portræt med det indbyggede budskab: 'Se mig! Husk mig! Se, hvor tilforladelig jeg er! Tanken er, at kandidaten ikke kan vise sit eget ansigt for meget. Til gengæld er alt andet forsvundet, selv krydset på plakaten,” siger Elsebeth Aasted Schanz.
Begge forfattere medgiver, at der endnu ses eksempler på mere sprælske plakater, som i de seneste 25 år især er udgået fra yderfløjspartierne Venstresocialisterne og Fremskridtspartiet samt deres nutidige arvtagere, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
”Fra 1970'erne husker man endnu VS' ikoniske slangebøsse-plakat, som skilte sig klart ud. Men den er samtidig så aggressiv i sit udtryk, at de færreste partier ville kunne bruge den,” påpeger Elsebeth Aasted Schanz, og Peter Nedergaard føjer hertil, at Dansk Folkeparti både har haft en forholdsvis heldig hånd med at bruge Dannebrog og andre let afkodelige symboler.
”De to partier har den fordel, at de ikke er så bange for at støde nogen. Enhedslisten er et ideologisk klart defineret socialistisk parti, og Dansk Folkeparti er socialkonservative. Alle de andre partier bejler til nogle af de samme marginalvælgere, og derfor har de traditionelt været mere bange for at være markante,” siger Peter Nedergaard.
At personportrætterne fylder mere i dag end for 100 år siden skyldes ifølge forfatterne individualiseringen og den omsiggribende ”se mig”-kultur. Men Peter Nedergaard føjer hertil den meget konkrete omstændighed, at mange politiske partier er gået fra listeopstilling til sideordnet opstilling af kandidater. Det betyder, at den enkelte folketingskandidat i dag er ude i en langt hårdere kamp med sine partifæller om at få mandatet i forhold til før, hvor det var meget svært at ”sprænge listen”. Dette giver et naturligt behov for at flytte fokus fra partiets politik i al almindelighed til et portræt af den enkelte kandidat.
Bogen opdeler valgplakatens historie i fem epoker. Frem til 1945 var plakaterne fremtidsorienterede og viste ofte afbildninger af partiernes vælgere samt symboler på fremskridtet som eksprestoget og de rygende fabriksskorstene. Epokens - og dansk valgplakathistories - mest berømte plakat er imidlertid et forvarsel om tiden, der skulle komme: 1935. Et portræt af en partileder. Intet kryds. Blot en parole: ”Stauning eller kaos”.
På efterkrigstidens plakater frem til 1960 begynder parolerne at tage over, og på velfærdsstatens plakater frem til 1973 er det trygheden, som dominerer. Som i den stærkt idealiserede fremstilling af den socialdemokratiske danske velfærdsfamilie, far, mor og to børn, som sidder sammen i tv-skærmens skær over slagordet ”Gør gode tider bedre”.
Men fra 1973 overtager ”politikernes plakater”. Elsebeth Aasted Schanz konstaterer, at Kristeligt Folkeparti er det sidste parti, som holder fast i af afbilde idealfamilien. Nu er det kandidaterne, vi ser. Og plakaternes deroute kulminerer i perioden fra 1989 til i dag, som forfatterne giver overskriften ”Valgplakater uden fremtid”.
”Vi tror dog ikke, at valgplakaten vil forsvinde. Hvor stor effekt den har på vælgerne er ikke undersøgt for folketingsvalg, men kommunalt viser en undersøgelse, at den kan flytte stemmer,” siger Peter Nedergaard.
De aktuelle før-valgkampsplakater kunne være et forvarsel om bedre tider. Men inden professoren skriver under på det, vil han gerne se mere. For eksempel at ansete billedkunstnere går ind i genren.
Heller ikke Elsebeth Aasted Schanz tror på hverken valgplakatens død eller mirakuløse helbredelse, men måske en lille bedring i tilstanden rent kunstnerisk og kreativt:
”Valgplakaten er med til at sætte en stemning af, at nu skal vi have valg. Det er ligesom nisser til jul og æg til påske. Måske flytter plakaten alene ikke kæmpe vælgermasser, men de er ikke til at komme udenom. Lige nu kan vi se, at alle partier tænker på den måde, at uanset om der er udskrevet valg eller ej - hvis de andre partier er ude med nogle plakater, så må vi også have nogen.”