Han rækker tøvende hånden frem.
”Du må bare ikke trykke for hårdt,” siger Søren, da vi skal hilse på hinanden første gang.
Og sådan er det hele tiden: Hverdagen er fuld af små og store hensyn for den 39-årige chefkonsulent, som ønsker at være anonym, da han er urolig for, at hans historie vil skade hans fremtidige karriere.
Intet er nemlig, som det var indtil i december sidste år, hvor smerterne i hans højre arm blev så store, at han næsten mistede brugen af den. I februar døde også venstre arm. I dag kan han kun lige akkurat tage en liter mælk ud af køleskabet om morgenen, hvis han bruger begge hænder og holder kartonen ind til brystet.
Han kan ikke tømme opvasken eller skrælle gulerødder og må vurdere, hvilken arm der har det bedst den dag, når han skal børste sine tænder. Han kan godt køre bil, men rundkørsler er slemme. Han har ikke løftet sine tre børn i mere end et halvt år.
”Det er lidt af et cirkus,” erkender han, smiler forlegent og beder om hjælp til at åbne den sodavand, en af hans kolleger kommer med.
Cirkusset begyndte en oktober morgen, efter at han aftenen før havde spillet floorball med nogle venner. Særligt højre arm gjorde ondt på sådan en stikkende måde, men han tænkte, at det nok bare var muskelømhed. Armen blev ved med at spænde, og i december gjorde den ondt hele tiden og var nærmest ubrugelig.
Lægen kaldte det en tennisalbue og musearm. Begge lidt pudsige udtryk for at have overbelastede og betændte sener ved håndleddet og i underarmen. Det gav god mening, syntes Søren, der havde haft ekstra travlt hen over efteråret. Og som altid har skrevet meget.
”Jeg er nok typen, der ofte sender en mail frem for at ringe nogen op. Gerne lange mails. Skrift har altid været min primære kommunikationsform, og jeg er helt klart mere aktiv på de sociale medier end gennemsnittet. På den måde er jeg måske selv lidt ude om det,” siger han.
Søren står ikke alene, men han er et ekstremt tilfælde, siger fagfolk på området. En stor del af de cirka to millioner danskere, der arbejder foran en computer, har på ét eller andet tidspunkt oplevet smerter i håndled og underarm - også i en grad, hvor det har været vanskeligt at arbejde - men for langt de fleste er smerterne forsvundet igen efter et par uger.
Ganske få udvikler kroniske smerter, og der har indtil videre blot været fire anerkendte sager om musearm eller tennisalbue i Arbejdsskadestyrelsen nogensinde.
Det skyldes ikke mindst, at man trods omfattende forskning lige siden de første tilfælde af musearm i 1990'erne ikke har fundet en direkte sammenhæng mellem kontorarbejde og fysiske skader. Mere arbejde foran computeren øger simpelthen ikke sandsynligheden for musearm, siger professor og overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Herning Sygehus, Johan Hviid Andersen.
Han har selv været dybt involveret i forskningen og kalder fænomenet musearm for en myte. Den opstod helt konkret i 1989 hos en journalist i Californien, som selv oplevede smerter i armen og skrev en række artikler om det. Det medførte en bølge af reaktioner, som efterhånden også nåede til Danmark og var med til at starte en regulær musearmsepidemi.
I dag er debatten om musearm dog nærmest forsvundet, siger han, efter selv at have optalt omtalen af fænomenet i danske medier. Og det på trods af, at stadig flere sidder stadig mere foran en computer.
En tilsvarende udvikling er sket med en række andre sygdomstyper. Eksempelvis klinikassistenter hos tandlægen, som for et par år siden i stort antal pludselig meldte sig syge som følge af kviksølvforgiftning - uden at nogen af dem havde det. Stress følger samme mønster, mener Johan Hviid Andersen, der også har forsket i det emne.
”På meget kort tid er stress blevet en folkesygdom. Og mange folk er syge, ingen tvivl om det, men meget ofte er forklaringen alt mulig andet end for meget arbejde. Og har man ikke blik for de virkelige årsager til, at man har det skidt, så får man heller ikke den rigtige behandling, og der går længere tid, før man er sig selv igen. Det er synd for dem, det går ud over, og desuden koster det samfundet store summer,” siger han.
Lige så uheldigt er det, at det danske sundhedssystem er med til at understøtte problemet, påpeger professoren. For går man til lægen med ondt i ryggen, sender han dig formentlig hen for at få taget et røntgenbillede. Det viser måske, at der er nogle forandringer i din krop, som er helt typiske for din alder, men de får måske betegnelsen slidgigt. Det lyder af nedslidning og skaber bekymringer, og så er det først, du får ondt.
”Der er opstået en stigende diagnoseiver, hvor selv mellemmenneskelige problemer får et navn. Mange kaldes deprimerede, selvom de kun er midlertidigt kede af det. Og mange helt normale 40-årige får erklæret forhøjet kolesteroltal. Hver gang tænker folk: hvad skal jeg gøre? Derfor er kolesterolnedsættende medicin den behandling, der tjenes allerflest penge på i verden,” siger Johan Hviid Andersen.
”Sygdom og sundhed er blevet en gigantisk forretning, som helt grundlæggende har flyttet vores syn på helbredet de seneste 20 år. Vi screener for alt muligt og bliver i stigende grad undersøgt af skræk for, hvad der potentielt kan være galt med os. Jeg synes, vi skal tilbage til den sunde fornuft i stedet for at ophøje vores fornemmelser til sygdomme. Vi skal vende tingene med den kloge farmor i stedet for at gå til lægen gennemsnitligt fem til syv gange om året. Det er en helt sygdomskultur, der bør ændres, og den selvskabte musearmsepidemi er et sigende billede på det,” siger Johan Hviid Andersen.
Søren ærgrer sig. Han ignorerede smerterne alt for længe, og nu siger hans læge, at han skal regne med et halvt til et helt år, før hans arme bliver normale igen. Der er også en risiko for, at det aldrig sker. Helt afgørende er det, at han skåner sine arme så meget som muligt. Derfor har han fået installeret et tale-til-skrift-program, så han stadig kan skrive mails uden at bruge armene. Han har fået en assistent og arbejder langt fra lige så meget som før. Men måske er det slet ikke den helt rigtige medicin, erkender han.
”Det var en meget stresset periode op til, at armene begyndte at gøre ondt, så måske skyldes min situation en kombination af både fysisk og psykisk overbelastning. Det har jeg ikke rigtig tænkt over før nu, men det skal jeg selvfølgelig være opmærksom på i bestræbelserne på at få det bedre. For at mine arme forbliver døde er simpelthen ikke en mulighed for mig og min familie,” siger Søren.