Verdensarven mod sparekniven

For forskerne omkring Den Arnamagnæanske Samling på Københavns Universitet er rammen omkring de gamle islandske og nordiske håndskrifter et skatkammer. Konsulentrapport ser imidlertid skatkammeret som den bygning, hvis lukning det kræver færrest ressourcer at realisere

De gamle håndskrifter i Den Arnamagnæanske Samling er både enestående kulturarv og smukt kunsthåndværk. Måske er Københavns Universitet ved at skille sig af med den bygning, som siden 2002 har huset skrifterne.
De gamle håndskrifter i Den Arnamagnæanske Samling er både enestående kulturarv og smukt kunsthåndværk. Måske er Københavns Universitet ved at skille sig af med den bygning, som siden 2002 har huset skrifterne. . Foto: Suzanne Reitz, Nordisk Forskningsinstitut.

Tilbage i 1950’erne og 1960’erne udkæmpede Danmark og Island en politisk strid om, hvem der skulle have æren af at opbevare Den Arnamagnæanske Samling. Denne samling af enestående historiske dokumenter havde siden 1700-tallet befundet sig på Københavns Universitet, men en meget stor del af materialet var skrevet af islændinge og omhandlede Island i vikingetid og middelalder. Derfor vedtog et modvilligt dansk folketing i 1965 at overdrage en del af materialet til Reykjavik Universitet. Selve overdragelsen fandt sted seks år senere.

Men mens kampen for 50 år siden handlede om at få lov til at få æren af at huse disse klenodier, kæmper Det Humanistiske Fakultet i 2016 så hårdt mod grønthøstere og spareknive, at det netop nu overvejes at skille sig af med den bygning, som siden 2002 har huset den del af samlingen, som blev i København. Det betyder naturligvis ikke, at man overvejer at makulere selve samlingen, men fremtiden er uvis, både med hensyn til sikkerheden omkring de uerstattelige dokumenter og muligheden for og faciliteterne til, at forskere, gymnasieklasser og andre interesserede kan komme og studere dem.

De gamle håndskrifter har ellers haft en storhedstid, siden de nye, moderne faciliteter i bygning 27 i det nye Københavns Universitet Amager blev taget i brug. I 2009 blev samlingen i København og Reykjavik af FN-organisationen Unesco ophøjet til verdensarv som skriftligt kildemateriale. ”Et højdepunkt i verdenslitteraturen” var ved den lejlighed det skudsmål, som tilfaldt de islandske sagaer, hvis originalmanuskripter indgår i samlingen.

Og i 2014 fejrede Nordisk Forskningsinstitut, at det nu var muligt at gå på opdagelse i affotograferinger af håndskrifterne via hjemmesiden www.haandskrift.ku.dk. En triumf for Den Arnamagnæanske Kommission, som siden 1700-tallet har haft til opgave ”til ævig Tiid” at ”oplyse, forbedre og til trykken at befordre lade” alle tekster om de nordiske landes sprog og historie.

For forskere i oldnordisk sprog og litteratur er Den Arnamagnæanske Samling en uvurderlig skat, og dens bygning er således et skatkammer. Men det er ikke ligefrem det syn på sagen, som kom til udtryk, da konsulentfirmaet Struensee & Co. omkring den 1. juli i år overdrog en rapport til universitetet med en analyse af, hvor Det Humanistiske Fakultet kan finde de omfattende besparelser på samlet over 100 millioner kroner, som der er brug for frem mod 2019.

Rapportens forfattere skriver intet om verdensarv og nævner heller ikke Den Arnamagnæanske Samling ved navn. Til gengæld skriver de en del om økonomi og nævner i den sammenhæng ordet ”bæredygtig” 137 gange. Og økonomisk bæredygtighed opnår et universitet i 2016 ikke ved at huse klenodier, men ved at kunne sende et stort antal studerende gennem systemet, så de kommer ud i den anden ende som kandidater.

”Analysen af bygningsområdet danner baggrund for en mulig opsigelse af to bygninger. Bygning 24 og 27 kan opsiges hver for sig, hvor bygning 27 er udvalgt som det scenarie, der vil kræve færrest ressourcer at realisere,” konkluderer konsulenterne fra firmaet, der specialiserer sig i at rådgive om forbedringer i den offentlige sektor og har taget navn efter Christian VII’s berømte livlæge og i en kort periode de facto statsminister, J.F. Struensee, fordi han i sine kun 16 måneder ved magten skrev mellem 1800 og 2000 forordninger.

Firmaet nævner ikke lige, at Struensee endte sine dage på hjul og stejle i året 1772, hvorefter alle hans forordninger blev afblæst igen.

Struensee er i dag en af de kendteste skikkelser fra 1700-tallets danmarkshistorie, blandt andet via Mads Mikkelsens helteagtige fremstilling af ham i filmen ”En kongelig affære”. Mindre kendt er den lidt ældre Arni Magnusson, som ligesom den holstenske livlæge kom fra en af det store dansk-norske kongeriges ikke-dansktalende udkanter, nemlig Island, men naturligt endte i rigets politiske, kulturelle og akademiske magtcentrum, København.

Den islandske præstesøn, filolog og historiker Arni Magnusson brugte et langt liv på at samle, hvad han kunne finde af gamle dokumenter af historisk betydning fra hele riget, men ikke mindst hans egen hjemø var leveringsdygtig i et materiale, som selv dengang i 1700-tallet åbenlyst var historisk og litterært set i verdensklasse. Magnusson samlede alle sine dokumenter i København, og i 1728, to år før sin død, fik han skrevet ind i sit testamente, at han overdrog hele samlingen til Københavns Universitet.

I mange år var det uanfægtet, at universitetet i den danske hovedstad skulle huse disse dokumenter, og det var først, da Island indledte en frigørelsesproces, som i 1944 førte til selvstændighed, at landet begyndte at gøre krav på at få udleveret de dokumenter, som med nutidens islandske ambassadør i Danmark, Benedikt Jónssons, ord udgør ”Islands største og vigtigste kulturarv”.

En af de danske personligheder, som engagerede sig i sagen til fordel for islændingene, var Kristeligt Dagblads daværende chefredaktør Bent A. Koch, som i 1957 stillede sig i spidsen for det såkaldte ”Koch-udvalg” for udlevering af de entydigt islandske af håndskrifterne til Island.

Dengang i 1960’erne blev der demonstreret i gaderne for at beholde håndskrifterne i Danmark, og det fortælles, at Dannebrog blev hejst på halv over Det Kongelige Bibliotek, da centrale dokumenter fra samlingen i 1971 blev afskibet til Island.

I 2016 er det slet ikke på tale at afskibe dokumenter, men det overvejes altså at lukke bygningen, fordi denne lukning ”kræver færrest ressourcer at realisere”. Og det er et åbent spørgsmål, om nogen vil flage på halv, hvis det sker.