Det er en aften som så mange andre aftener i Det Kongelige Teater i kongens København. Og så, hvis man ser godt efter, alligevel ikke helt som alle andre aftener på nationalscenen. Her er lidt flere unge mænd i sorte dynejakker og tørklædeklædte kvinder end vanligt, endda en moden kvinde med grønt hår.
I aften er samtlige 1297 mørkrøde veloursæder besat af borgere fra Københavns vestegn, der er kendetegnet ved mange sociale boligområder, mange indvandrere og en højere arbejdsløshed end de fleste andre kommuner.
De er alle særligt inviteret i teatret af murersvend og folketingskandidat for Socialdemokraterne på Vestegnen Mattias Tesfaye. Sammen med teaterchef på Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl ønsker han at åbne nationalscenen op for hele folket, og derfor er alle borgere i Vestegnens kommuner blevet tilbudt billetter til blot 50 kroner mod de 895 kroner, som de dyreste billetter til en forestilling på Det Kongelige Teaters scener normalt koster.
”Jeg tror, mange af os tidligt i livet får låst fast, hvilke kulturtilbud, vi benytter os af. Hvis det her initiativ kan være med til at udvide paletten af tilbud bare en lille smule for nogle mennesker, så er jeg i mål,” siger Mattias Tesfaye, der selv skal se ballet i Det Kongelige Teater for første gang i aften.
Han er trukket i bryllups-habitten og har strøget en skjorte for første gang i sit liv, fortæller han.
På trappen ud til Kongens Nytorv får Nethe Grytter og Emma Iversen en cigaret inden forestillingen. I selskab med de enorme kobberstatuer af Ludvig Holberg og Adam Oehlenschläger betragter de beboere fra socialt belastede boligområder, specialklasseelever, pensionister, håndværkere og unge med anden etnisk baggrund, der strømmer ind af teatrets tunge døre. Begge piger går på Produktionsskolen i Greve og Høje Taastrup og har fået to fridage foræret, hvis de tropper op i aften.
”Jeg tror, at de fleste af os elever derfor er dukket op, men på vej herind begyndte jeg alligevel at glæde mig lidt. Det er jo Det Kongelige Teater,” siger Nethe Grytter og slukker sin cigaret.
Klokken har ringet ind til forestilling første gang.
Alexander Weiss og Karina Nielsen står i foyeren med en gruppe venner fra Glostrup Albertslund Produktionshøjskole. En skriver en sms. Et par af pigerne forsøger sig grinende med en pirouette. Det er slet ikke så nemt.
Teaterchef Morten Hesseldahl er enig. Det er den absolutte elite, der i aften står for pirouetterne. Dansere, der har øvet og øvet. Ligesom Wozniacki og andre sportsstjerner.
”Kunsten har en hel del at lære af sporten, hvor man uden videre anerkender, at nogle knokler for at nå et elitært niveau. Opera var jo i sin oprindelse popmusik, en folkeforseelse,” siger chefen, der tænker, at aftenens nybegyndere kan knytte an til det, at kunstnerne kan noget andet og mere end de selv, også fascineres og glædes over netop det.
Salen er propfyldt, snakken går livligt og mange peger rundt. På lysekroner, krummelurer og den fyldte orkestergrav. Tæppet går. Folketingskandidaten og teaterchefen indtager de skrå brædder.
”Vi ser gerne, at teateret bliver Vestegnens nye hjemmebane,” byder Morten Hesseldahl velkommen og lover, at der ikke kommer åndsvage scoringer i overtiden.
Til gengæld er der ikke sparret på tylskørter, pirouetter eller skønne toner. På en storskærm præsenteres publikum på engelsk for aftenens første ballet, en moderne af slagsen ”Cacti” af Alexander Ekman. Scenen indtages af 16 dansere, der bruger kroppen som instrument. Der klappes, stønnes og prustes. Snart finder en snes kaktusser vej til scenen og bliver omdrejningspunkt for dansen.
Vestegnen kvitterer ikke bare med et utal af klapsalver, nogle gange kun halve, da det alligevel ikke helt er på sin plads at applaudere, til slut lyder også pift og hujen. Nogle stamper taktfast i gulvet, så tankerne ledes hen på en fodboldkamp.
Aftenen rundes af med over 40 dansere på scenen, der opfører den klassiske ”Etudes” af Harald Lander. Her er primaballerina med diadem og tåspidsdans til perfektion.
Tæppefald. Klapsalver og fra publikum en klar stemme, der råber:
”En gang til!”
Pernille Andersen og hendes 14-årige søn Mickey Andersen fra Brøndby er i Det Kongelige Teater for første gang. De fortæller om deres forventninger før forestillingen og deres indtryk efter forestillingen.
Mickey Andersen, 8. klasse på Brøndby Strand Skole
Før: ”Jeg har ikke før været i teateret, men jeg har altid gerne villet. Jeg kan godt lide, at det er live og klassisk. Nu må vi se, hvordan det bliver.”
Efter: ””Det gik over mine forventninger. Det var meget smukt. Jeg kunne bedst lide det klassiske. Jeg vil klart komme tilbage, hvis jeg får muligheden.”
Pernille Andersen, pædagogmedhjælper
Før:”Jeg har kun set ballet på fjernsyn og aldrig en hel. Jeg er spændt på, om vi kan følge med. Det er genialt at sætte priserne ned. Vi havde måske nok mulighed for at komme alligevel, men jeg tror ikke, at vi ville have prioriteret det. Det er ikke helt billigt.”
Efter: ”Jeg var overrasket over, at der ingen handling var, men det var godt, vi fik det af vide i introduktionen, så vi ikke forsøgte at lede efter en. Jeg har bestemt lyst til at komme igen, og det tror jeg også, at vi vil gøre.”
