Vi bruger ordet ”rigtig” rigtig mange gange

Ingen andre aspekter af sproget forandrer sig så hurtigt som brugen af forstærkere. Lige nu forstærker vi vores udsagn ved at sætte ”rigtig rigtig” foran

"Skidegodt, Egon," kunne man gentagne gange høre figuren "Benny" sige i Olsenbanden-filmene. I dag er det "rigtig, rigtig" godt, som de fleste siger
"Skidegodt, Egon," kunne man gentagne gange høre figuren "Benny" sige i Olsenbanden-filmene. I dag er det "rigtig, rigtig" godt, som de fleste siger. Foto: Svend Åge Mortensen.

I 1950'erne sagde danskere i fuld alvor, at noget var gevaldig godt. I 1970'erne kunne man høre selv pæne mennesker sige skidegodt - måske inspireret af en dengang populær film-småforbryder med gule sokker. I de efterfølgende årtier har vi haft både kanongodt, hammergodt, utrolig godt og fantastisk godt. Men lige nu er det rigtig rigtig godt, der huserer i talesproget.

Det kan man forvisse sig om ved for eksempel at lytte til telefoninterviewene i Danmarks Radios P 1-morgenflade og tælle op, hvor mange gange noget er rigtig rigtig godt, rigtig rigtig vigtigt eller rigtig rigtig interessant. Man kan også spørge professor Frans Gregersen, leder af Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier på Københavns Universitet.

”Det er typisk for den del af talesproget, som vi kalder forstærkere, at de på kort tid kan blive meget udbredt, men til gengæld bliver de også hurtigt slidt ned. Lige nu er den karakteristiske forstærker rigtig rigtig, altså en fordoblet forstærker. Men til næste år kan det være noget andet,” siger han.

Professoren understreger, at der er tale om en vurdering. Selvom hans center konkret tæller op, hvilke ord vi går og siger, forandrer de sproglige forstærkere sig så hurtigt, at det er svært at følge med. Forskernes materiale er indsamlet frem til 2010. Men måske vil rigtig rigtig-tendensen kunne findes blandt de unge sprogbrugere allerede dengang.

”Det er svært at sige, hvor forstærkerne kommer fra. Men disse intensifiers, som de hedder på engelsk, kommer og går ligesom bandeord,” siger Frans Gregersen, der konstaterer, at som med så mange andre sproglige fænomener kan man se de samme tendenser i engelsk:

”På engelsk er frightfully good blevet så udbredt, at betydningen er skiftet fra at signalere noget katastrofalt til at signalere noget godt. Tilsvarende kunne man på dansk sige forfærdelig godt, men den vending har på dansk noget overklasse og kvindeligt over sig,” vurderer sprogprofessoren.

Det er ingen nyhed, at nye forstærkere kan irritere rutinerede sprogbrugere. Allerede i 1989 skrev sprogprofessor Erik Hansen en artikel til Danmarks Radios sprogbrev om, hvordan oprindeligt positive forstærkerord udvikler sig til også at kunne forstærke noget negativt. For eksempel: ”Billetterne var rimelig dyre”.

Artiklen noterede i øvrigt allerede dengang ”en ny brug af rigtig som forstærkerord: 'Det kommer til at koste rigtig mange penge'... Og det er ikke som sædvanligt bare ungdommen, der fører an; den nye brug af rigtig høres hos folk langt op i de nålestribede 50'ere.”

Et kvart århundrede efter er Erik Hansen og hans nålestribede jævnaldrende gået på pension, og det nye ser ud til at være, at rigtig meget er blevet til rigtig rigtig meget.

Det rejser spørgsmålet til den endnu aktive sprogprofessor Frans Gregersen, om vi har en tendens til at forstærke vores talesprog mere og mere.

”Samtaler fungerer i stigende grad som et marked, hvor der er skarp konkurrence om opmærksomheden, og derfor prøver vi med forstærkere at singularisere udsagnet, altså gøre det mere unikt,” forklarer han.

Altså ja. Ligesom medier konkurrerer om at have den mest sensationelle nyhed, konkurrerer de fleste mennesker i samtaler mere og mere om at være den, der siger det, andre gider lytte til. Og her bruger vi forstærkerne. Rigtig rigtig meget.