Vi er alle børn i Ikeas univers

I det nye Ikea-katalog proppes mennesket tilbage til barneværelset, hvor det udsættes for en bedøvende ensretning

Tegning: Peter M. Jensen.
Tegning: Peter M. Jensen.

Anmeldelse
Af Sørine Gotfredsen

Der er sikkert en del, der tror, at den store infantilisme i samfundet hovedsageligt skabes gennem pop-industrien og tv-mediet. At det imidlertid ikke er så simpelt, kan man erfare i Ikeas nye katalog over tidens møbler og måde at tiltale voksne mennesker på.

Der er flere ting at studse over. For det første er det faktisk svært i nogle tilfælde at skelne et ungdomsværelse fra en dagligstue, eftersom det ofte er de samme glade orange farver, der går igen. For det andet skal man adskillige politisk korrekte sider ind i kataloget, før man møder et hvidt menneske i de arrangerede møbelmiljøer. Og for det tredje foregår tonen fra katalog til køber ikke alene i frejdig du-form, men også på et niveau, som man umiddelbart ville formode var rettet mod 11-12-årige. "Hvorfor arbejder designere for Ikea? Fordi de er fuldstændig vilde."

Sådan lyder det, og hvis man var teenager, ville man sikkert finde det sjovt med de kække taleboble-udsagn, men som voksen tror man knap sine egne øjne. "Det er dit værelse. Med en komfortabel seng, der giver fredfyldte nætter, så du vågner og er helt frisk. Og plads til at danse rundt i din yndlingskjole." Efter den beskrivelse ser man for sig små rødkindede Astrid Lindgren-børn, der springer ud af sengen, lander på det kulørte kludetæppe og tager hul på endnu en eventyrlig dag i Bulderby. Sagen er bare, at det er et soveværelse til voksne, der bliver omtalt.

Udover forsøget på at gøre kunderne til børn befinder Ikea sig på en ideologisk mission grundet i ønsket om gennem lave priser at skabe retfærdighed. "Det handler ikke kun om priser. Det handler også om retfærdighed."

Sådan bliver missionen præsenteret, og retfærdighed er ifølge Ikea, hvis alle har råd til at købe pæne møbler, mens det ligger i luften, at ingen i samfundet bør være mere fornemme end andre. I denne stræben efter middelklasselighed, hvor alle takket være Ikea har mulighed for at omgive sig med en duft af klasse, møder man et smukt eksempel på det, Søren Kierkegaard opfatter som den store moderne nivellering. Et forsøg på at udjævne enhver forskel mellem mennesker, hvilket i Kierkegaards univers først og fremmest fører til øget misundelse og smålighed og fokusering på alt andet end det åndelige.

Ikeas katalog er et studie i denne målrettede nivellerende bevægelse, hvor det er et mål i sig selv at skabe rammer til mennesker, der gør det svært for dem af afvige fra hinanden. Dette er Ikea-retfærdighed, og dette er billedet på den forskræmte stræben efter ikke at afvige fra mængden.

At der heri ligger en indirekte degradering af det selvstændige menneske med individualiteten i behold, er næppe faldet Ikeas retfærdighedshungrende bagmænd ind. Ensretning er her et plusord. Også selvom det ikke bliver sagt højt.

Spørgsmålet er bare, om ret mange opdager den maskerede nedladenhed, for både barnesproget og lighedstanken er efterhånden dybt integrerede kræfter iblandt os. I det infantile og lighedsfikserede samfund rammer Ikea sandsynligvis ganske godt plet med sin tiltaleform og fortolkning af begrebet retfærdighed som alles ret til at kunne anskaffe sig de samme møbler.

Ikea optræder som en slags barmhjertig faderfigur, der vil sørge for, at alle børn bliver behandlet ens, og børnene har endnu ikke gjort oprør. For de lever i et samfund, hvor de vænnes til, at små og store problemer bliver løst af en allestedsnærværende myndighed, og også angående det store dilemma med køkkenskuffer, der støjer, har Ikea løsningen. "Hør bare. Skufferne lukker helt stille", får vi til vores beroligelse at vide, og man kan trygt læne sig tilbage i den lydefri ensretning og tage imod al den skinnende retfærdighed, der rækkes frem mod os.

Ikeas katalog får én til at drømme om revolution og frisætning af den enkelte, men endnu mere får det én til at tænke, at mange mennesker sikkert har det meget fint med at blive skubbet ind i det store barneværelse, hvor alle problemer bliver løst. Og hvor man bliver tiltalt fuldstændig som om, man aldrig har forladt det.

kultur@kristeligt-dagblad.dk