Dansk kulturarv skal genskabes på de vestindiske øer

Her ses det gamle militærhospital, som nu nærmest er groet sammen med naturen. –

Her ses det gamle militærhospital, som nu nærmest er groet sammen med naturen. – Foto: Birthe Iuel

Der går jo stadig Larsen’er og Petersen’er rundt i gaderne, så det er ikke bare et skæbnefællesskab, vi deler med folket på øerne, det er også en blodlinje.
Birthe Iuel, formand

Der er de senere år opstået en fornyet interesse for vores kulturarv. Også den uden for landets grænser. Det seneste eksempel er et storstilet projekt, som skal genskabe bygningskulturen på de vestindiske øer, som har stået stille, siden Danmark solgte øerne for snart 100 år siden

Det var egentlig bare en studietur. Bygnings Frednings Foreningen BYFO skulle studere den gamle, danske kultur på de vestindiske øer, særligt bygningsarven, for ingen andre steder i verden kan man finde så tydeligt og omfangsrigt et vidnesbyrd om, hvordan den danske byggetradition kom til udtryk i 1700-tallet.

Selvom det er 99 år siden, at Danmark solgte øerne til USA, står det hele stadig som dengang: forter, kirker, plantager og hele byer med gader og byhuse. Altsammen bygget af danske artikter med danske materialer.

Formand for BYFO, Birthe Iuel, vidste godt, at tiden havde tæret kraftigt på bygningerne, men da hun sidste år i marts gik rundt i det, der reelt er en historisk tidslomme, blev hun alligevel overvældet. For det, der ikke var regulære ruiner, var ødelagt af manglende eller forkert vedligeholdelse. Store huller i væggene, rådnende eller helt forsvundne tag, skimmelsvamp og forfald.

”Jeg gik rundt og tænkte: Hov, det er jo Danmark, det her, for der var danske gadenavne, flensborgsten og ø-landsfliser. Gadebredderne, husenes størrelse, arkitekturen – det hele virkede bekendt, nærmest som at gå rundt i Præstø. Og samtidig blev jeg rørt over fornemmelsen af, at vi forlod noget vigtigt tilbage i 1917. Jeg fik faktisk den tanke, at det ville svare til, at vi i dag overlod Lolland til tyskerne, fordi vi syntes, det var blevet for meget udkant,” siger hun.

BYFO står nu i spidsen for et ambitiøst projekt til 135 millioner kroner, som især skal bruges på at skabe et nationalmuseum og kulturcenter i øernes hovedstad, Charlotte Amalie.

Det skal øge bevidstheden om den bygnings- og kulturarv, som har været forsømt så længe. En ny arkitekt- og håndværksskole i Christiansted skal desuden gøre de lokale i stand til selv at restaurere de mange forfaldne bygninger med hjælp fra danske undervisere og studerende.

Som det er nu, vedligeholdes bygningerne med plasticmaling og cementpuds, så selv dem, der umiddelbart ser pæne ud, vil snart også falde fra hinanden.

Hjælpen og de mange penge skal dog ikke ses som en indpakket undskyldning, understreger Birthe Iuel. Hverken for tiden som koloniherre og slavehandler, eller for at efterlade en reelt dansk civilisation ved kajen. For ingen på øerne har efterspurgt sådan en. Og ingen i Danmark er parate til at give den.

Øerne har jo ikke været vores i snart 100 år, og desuden er bevidstheden om vores bygningskulturarv ude i verden først opstået inden for de seneste 15-20 år. Faktisk ville projektet aldrig været blevet til noget for bare 5-10 år siden – så ny er forståelsen for betydningen af vores bygningsarv, mener hun.

Trappepassage mellem det fremtidige nationalmuseum og nabobygningen. Foto: Birthe Iuel

I dag er kulturarv dog blevet en vigtig del af værdikampen, og derfor har politikerne allerede sendt penge til bygningsarven i Ghana og Tranquebar. At restaurere kulturarven i Dansk Vestindien er dog en langt større opgave, men med tidsånden i ryggen er der begrundet håb for, at den markante del af Danmarks historie, som er foregået på øerne, igen kan vokse frem fra fortidens vildnis, mener Birthe Iuel.

Den vision tror Ulla Lunn også på. Hun er arkitekt og har gennem 15 år arbejdet med bevaring af bygningskulturen på de vestindiske øer – men det har været svært. Der har hverken været politisk vilje eller penge fra fonde til for alvor at ændre på forfaldet.

Men med BYFO i spidsen og et unikt samarbejde mellem Danmarks to arkitektskoler i ryggen er der endelig ved at ske noget. Foreløbig har politikerne bevilget en million kroner til forundersøgelser, og to hold arkitektstuderende blev forleden sendt afsted for at lave de første opmålinger.

Der er også store forhåbninger til projektet fra de godt 100.000 indbyggere på de vestindiske øer. De ser tiltaget som en mulig redningsplanke ud af den økonomiske krise og hen på vejen mod mere turisme, for der er hverken penge eller uddannelse til selv at istandsætte de mange bygninger og veje.

Men mest af alt er de lokale beæret over, at nogen nu kommer og siger: I fortjener ikke at blive glemt. Jeres historie betyder noget.

”Da danskerne efterlod vestinderne på kajen i 1917, spurgte de: Hvad så nu? Og det spørgsmål har de på mange måder kæmpet med lige siden,” siger Ulla Lunn.

Birthe Iuel og resten af holdet håber på at kunne overrække 10 millioner dollars til de vestindiske øer den 31. marts 2017 – altså på selve 100-årsdagen for salget af øerne til USA. Øerne skal selv finde et tilsvarende beløb. Bliver pengene rejst relativt hurtigt, kan museet og den nye uddannelse forhåbentlig stå klar omkring år 2020. Men foran dem ligger et stort arbejde, før planer bliver til virkelighed.

Visionen er, at de to nye institutioner vil blive katalysatorer for en generel vending af den økonomiske og sociale udvikling på øerne, så man i langt højere grad kan udnytte deres store herlighedsværdier med flot natur lige ved vandet. Det kan tiltrække flere turister og investorer, og på den måde kan projektet blive bæredygtigt.

”Der går jo stadig Larsen’er og Petersen’er rundt i gaderne, så det er ikke bare et skæbnefællesskab, vi deler med folket på øerne, det er også en blodlinje,” siger Birthe Iuel.

”Dermed ikke sagt, at vi er forpligtet til at holde deres kultur i live, men det betyder da, at der er en særlig mening i at gøre forsøget.”