Jødisk familie et år efter terror: Vi kommer aldrig over det, men vi kommer videre

Mette Bentow og hendes familie holdt bat mitzvah for datteren Hannah i synagogen den 14. februar 2015, da Omar El-Hussein angreb. Siden har hun kæmpet mod sin egen skyldfølelse og samfundets glemsel

Begivenhederne den aften og nat i synagogen har fået Mette Bentow til at føle, at hun og hendes familie er sårbar og udsat. -
Begivenhederne den aften og nat i synagogen har fået Mette Bentow til at føle, at hun og hendes familie er sårbar og udsat. - . Foto: Leif Tuxen.

Hannah Bentow skulle have holdt bat mitzvah - konfirmation - allerede i sommeren 2014, men i foråret døde hendes mormor, og i henhold til den jødiske sørgeperiode var det mere passende at vente.

Konfirmationen blev holdt den shabbat, det var muligt efter sørgeperioden, den 14. februar 2015. Desværre var det den dag, sorgen kom for alvor.

”Vores familie havde haft en hård periode med død, sygdom og overfald. Nu skulle vi omsider have en glædelig begivenhed. Da vi om eftermiddagen så på breaking news, at der var blevet skudt en mand ved Krudttønden, var mine tanker så meget på festen, på mit hår og min makeup, at jeg ikke tænkte på at aflyse,” fortæller Mette Bentow, som er mor til konfirmanden, og som den dag blev et af mange vidner til Omar El-Husseins angreb.

Det vil sige, hun så aldrig Omar, men var vært ved den fest ved synagogen i Krystalgade i det indre København, hvor den frivillige vagtmand Dan Uzan stod vagt. Omar dræbte Uzan og sårede to betjente udenfor.

”Jeg husker, at vi uden for synagogen mødte Dan Uzan. Jeg tabte min sko, da jeg skulle stå ud af bilen, Han grinede og sagde: 'Elegant, Mette!'. Så gik vi indenfor og festede løs. Mere end 80 mennesker. Der var taler, musik og alt, hvad der hører sig til. På et tidspunkt delte vi lokalet op, så der var en afdeling med dans og musik, og en, hvor man kunne tale sammen,” fortæller Mette Bentow.

Men omkring klokken 0.50 gik det løs udenfor, og skyderiet førte til, at festens deltagere pludselig blev beordret ned i kælderen. Børnene blev meget bange og begyndte at græde. På et tidspunkt sluttede Mettes mand, Claus, sig til sikkerhedsfolkene, og han kom lidt efter tilbage og sagde, at der ikke var sket noget, det hele var en standardprocedure.

”Jeg kender min mand godt og kunne se, der var noget galt. Jeg tog ham til side og sagde:

'Hvad foregår der? Du lyver'. 'Ja, en af vores vagter er skudt,' svarede han. Jeg blev rigtig ked af det, men vi kunne ikke reagere, vi var nødt til at holde fokus på børnene,” fortæller Mette Bentow.

Festdeltagerne havde deres livs værste nat. Efter de voldsomme begivenheder blev de evakueret til Bellahøj Politistation og mødte de samme krisepsykologer, som havde været i aktion efter angrebet på Krudttønden.

Mette Bentow havde hverken sin telefon eller sine nøgler, og først om morgenen fik hun og de andre gæster udleveret deres ting, så hun og hendes familie kunne komme hjem.

”Jeg befandt mig i undtagelsestilstand i ugerne der-efter. Folk spørger, hvordan man kommer sig over sådan en oplevelse. Jeg svarer, at det kommer man sig aldrig over, man kommer videre,” siger hun.

Mette Bentow, hendes mand og tre børn reagerede på hver sin måde. For hende selv fyldte skyldfølelsen meget.

”Hvad skulle jeg sige til Dans forældre og søster? Deres søn og bror døde, mens mine lever endnu. Hvordan skal vi, som blev reddet, leve op til, at et menneske døde, fordi han passede på os?” spørger Mette Bentow.

Efter et år er hun nået frem til, at det kan man kun gøre ved at leve sit liv på den bedst mulige måde. Men begivenhederne den aften og nat i synagogen har fået hende til at føle, at hun og hendes familie er sårbar og udsat.

”Min niårige søn er frygtelig bange for, at muslimer skal gøre ham noget. Desværre er der mennesker i Danmark, som kan finde på at skrive til os på de sociale medier; 'I havde fortjent det'. Men vi har også oplevet en varme og opbakning uden lige. Som den person, der på et skilt midt i blomsterhavet på Krystalgade havde skrevet: 'Kære jøder, I er hjemme'. Og vi har også mødt mange gode, sympatiske muslimer, som initiativtagerne til fredsringen omkring synagogen og en politimand med palæstinensisk baggrund, vi mødte omkring jul,” fortæller Mette Bentow.

Men hun er bange for, hvad fremtiden kan bringe. Og hun oplever, at begivenhederne for et år siden allerede er ved at blive glemt. At Danmark fostrede en ung mand, der valgte at gå hadets vej, og at ingen stoppede ham, som hun formulerer det:

”Der er mange, der ikke vil se det som terror, men bare en enkelt sindssyg mand. Det gør mig ked af det. Der er brug for selvrefleksion i Danmark, brug for, at vi ikke glemmer.”