Hvis ikke udtrykket var så fortærsket, at det næsten har mistet sin positive betydning, ville ”landlig idyl” være omtrent den perfekte beskrivelse af det umiddelbare møde med Langeland. Allerede inden man når den 54 kilometer lange og på sit bredeste sted 10 kilometer brede ø, får man en forsmag på, hvad der venter. Turen over først Tåsinge og siden Siø byder på græsgrønne efterårsmarker, havblik og små bindingsværkshuse, der ligger bemærkelsesværdigt tæt på hovedvejen. De sidste 774 meter til Langeland tilbagelægger man på Langelandsbroen og lander i Rudkøbing.
Denne tidlige tirsdag formiddag er Rudkøbing dog ikke det første sted, Kristeligt Dagblad jagter de positive historier på det Langeland, der ofte har måttet lide den tort at nøjes med spalteplads i aviserne, når det har handlet om affolkning, dårlig økonomi og manglende arbejdspladser.
På gps'en er indkodet Dageløkke - et lille område beliggende ud til Langelandssund mellem Tranekær og Lohals. Her bor Jørgen Nielsen, venstremand og Tranekærs sidste borgmester inden kommunesammenlægningen i 2007, på en gård med tilhørende 150 hektar jord, hvor han dyrker raps, frø og korn.
Hans politikergen fornægter sig ikke. Han er ikke helt tilfreds med hverken den nuværende eller den forrige regering, som han mener bærer en stor del af skylden for, at tiderne er blevet sværere i landdistrikterne. Men over et formiddagsrundstykke godtager han alligevel præmissen for interviewet om at sætte fokus på de positive historier på Langeland. Og ikke overraskende for en mand, der har arbejdet med og i den langelandske muld, er det specielt i øens natur, at han ser muligheder.
”Jeg havde jo personligt håbet, at der var kommet en Nationalpark Sydfyn, fordi jeg mener, at vi i vores natur har stort potentiale. Naturturisme Sydfyn arbejder blandt andet på den front. Vi har 'Øhavsstien', som er et 200 kilometer samlet stisystem i det sydfynske. Den del, der ligger her på Langeland, er meget brugt, og jeg har også selv lagt jord til stien,” siger han og peger ned i retning af sundet, som han har udsigt til fra den tilstødende stue.
Generelt har Langeland meget at tilbyde turisterne, og der kommer hele tiden mere til.
For eksempel i Tranekær, hvor det karakteristiske røde Tranekær Slot stjæler al opmærksomhed fra de ellers dekorative, små huse i byens hovedgade.
”Greveparret på Tranekær Slot, Mette og Christian Ahlefeldt-Laurvig, er heldigvis åbne for at gøre forskellige tiltag. De har nu indrettet slottet til forskellige konferencer og vip-arrangementer med overnatningsmuligheder. Og ved siden af slottet ligger 'Medicinhaverne', som drives af en gruppe af frivillige,” fortæller Jørgen Nielsen om haverne, der udnytter Langelands milde klima til at udvikle en samling af medicinplanter, som kan bruges til både fremvisning, formidling og forskning.
Det er ikke kun turister, som Langeland Kommune gerne vil have flere af. Tilflyttere står endnu højere på ønskelisten. En befolkningsfremskrivning for kommunen viser, at antallet af fastboende forventes at falde fra 12.861 personer første januar 2013 til 10.103 personer per første januar 2026 - altså en nedgang i befolkningstallet på 21,4 procent. Den tidligere Tranekær-borgmester kan dog sagtens opliste flere gode grunde til, at man skal flytte til Langeland.
”Hvis man flytter til Langeland, så vil man kunne nyde at bo i et mindre samfund, hvor der ikke som i de større kommuner er så langt til at få kommunalbestyrelsen i tale. Her er også god mulighed for at købe et godt hus til billige penge. For en halv million kan du få et udmærket parcelhus, og vil du give en million, får du et rigtig godt hus. Og efter vi fik motorvejen til Svendborg, tager det jo kun tre kvarter til Odense, så man kan sagtens arbejde andre steder end lige på Langeland,” siger han.
Inden Jørgen Nielsen skal videre i dagens program, når han også at fortælle om de mange asylsøgere, der bor på Langeland - 700 er der lige nu indlogeret på forskellige asylcentre. Og midt i de mange menneskelige tragedier har deres tilstedeværelse vist sig at være positiv for øen.
”Langeland er blevet god til at drive flygtningecentre. Så god, at man tager ud og er konsulenter på området i andre kommuner. Og så har det jo også givet tiltrængte arbejdspladser, at her er så mange flygtninge,” siger Jørgen Nielsen og afviser, at asylsøgerne skaber problemer i lokalsamfundet.
”Der er sjældent de store problemer for naboerne til centrene, og de folkelige protester forstummer som regel, når man helt nøgternt kan se, at der er en forretning i dem,” siger den tidligere borgmester.
Forretning er også, hvad Kim Behnfeld Jensen driver. Han er brugsuddeler i SuperBrugsen i Rudkøbing og tilflytter. En af dem, politikerne på Langeland er glade for. Han har nemlig medbragt både kone og fire børn. Han er også formand for den lokale handelsstandsforening og bestyrelsesmedlem i erhvervs- og turistforeningen og sådan en, der godt kan lide at blande sig i byens liv. Og det er der rig mulighed for på en ø som Langeland.
”Hvis man kommer hertil og engagerer sig, så kan man få lov at påvirke en masse. Men man skal gøre det rigtigt - ikke bare brage igennem. De lokale skal lige have lov at kunne følge med,” siger han hen over en dåsecola i butikkens baglokale.
På toppen af den nyligt ombyggede butik er placeret en vejrhane. Den passer, som Kim Behnfeld Jensen selv siger, ikke rigtigt til bygningen, men alligevel er han stolt af den. Han og butikken fik den af Nordea, da de byggede om i 2012, for at vove at gå mod strømmen i en tid, hvor kun få andre havde modet til at investere i fremtiden. Sidste år blev han og medarbejderne også kåret til årets SuperBrugs i Danmark.
Kim Behnfeld Jensen vil gerne have, at hans butik spiller en aktiv rolle i lokalsamfundet. Han sponsorerer derfor også gerne de forskellige idrætsforeninger, når de spørger. Men han beder også om at få noget retur.
”'Hvad får jeg ud af det?', plejer jeg at spørge. Sidst jeg gav til rideskolen, lavede jeg en aftale om, at et par af pigerne kom ned foran butikken med nogle heste og gav rideture til børnene,” siger han og fortsætter:
”Jeg tænker, at det både er i øens og SuperBrugsens interesse, at der kommer så mange turister til øen som muligt. Og det er vigtigt, at vi laver nogle aktiviteter og indsatser, der viser omverdenen, at det er en fantastisk perle af en ø, vi bor på. På den måde kan vi måske få overbevist nogle om, at vi er et fint bosætningsområde,” siger han.
Godt 10 minutters køretid fra Rudkøbing, i landsbyen Ny Skrøbelev, bor 53-årige Jette Haugaard sammen med sin mand i det gamle forsamlingshus, som de selv har sat i stand. Hun er født på øen, men har været væk herfra i mange år, indtil hun vendte tilbage hertil for cirka 12 år siden, fordi hun savnede sin fødeø.
Det sidste halve år har hun dog været tæt på atter at forlade Langeland. Den syvende december i år stod hun til at miste hele sit eksistensgrundlag som følge af flere år uden arbejde, og både hun og hendes mand, der er på efterløn, var efterhånden afklarede med, at de kunne være nødt til at flytte tilbage til det jyske, hvis hun skulle have job.
”Jeg kunne vælge mellem at lægge mig ned og dø eller give mig til at kæmpe. Jeg valgte det sidste. Jeg ville kunne se mig selv i øjnene, når skæringsdatoen kom, og vide, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne,” fortæller Jette Haugaard, der oprindeligt er uddannet pædagog.
Og kampgejsten blev belønnet. I sin ledighedsperiode fik hun efter nogen tids tovtrækkeri lov at tage en uddannelse som mentor, og med eksamenspapirerne i hånden drog hun på jagt efter et job. Lykken viste sig på Magleby Efterskole på Langeland. Her kunne skolelederen se idéen i at ansætte Jette Haugaard, der med sine socialfaglige kompetencer og sit positive sind kunne gå ind og varetage en blækspruttefunktion som både mentor, fritidskoordinator og støtte for elever, der måtte have et ekstra behov.
”Jeg har skabt mit eget job. Jeg startede i praktik, så løntilskud, og fra den syvende december er jeg fastansat. Jeg turde næsten ikke tro det, da skolelederen sagde, at han ville fastansætte mig. Det var en kæmpe befrielse at slippe ud af ledigheden og samtidig en stor glæde at blive ansat et sted, hvor jeg virkelig gerne ville være,” siger Jette Haugaard.
Lige nu er hun en af dem, som er med til at skabe håb på Langeland - ledigheden er nede på 4,5 procent, den laveste i fem år. Og fordommene om Langeland som et sted for den danske underklasse giver hun ikke meget for.
”Man skal ikke tage fejl af dem, der bor herude. Vi, der bliver her på øen, er fightere og ildsjæle. Dem, der er tilbage her, er dem, der virkelig vil Langeland,” siger hun.
Frivillighed og engagement finder man også på det sydlige Langeland. Dernede, hvor der lever vilde heste i skoven, og hvor nogle få erhvervsfiskere stadig stævner ud hver morgen for at tjene til dagen og vejen. Byen hedder Bagenkop eller ”Ildsjælenes Højborg”, som Ivan Nielsen, formand for bestyrelsen i Bagenkop Familie Fitness, kalder den.
Sammen med sin kone og to børn bor han i byen, der i 2011 blev kåret som Årets Landsby af foreningen ”Landsbyerne i Danmark”. Han er kendt af mange på Langeland, ”fordi han er en af dem, der gør noget”, hedder det sig. Med et arbejde som observatør hos søværnet har han døgnvagt cirka hver sjette døgn, og det giver ham god mulighed for at arbejde for lokalmiljøet i nogle af de timer, hvor alle andre er på arbejde, fortæller han.
”Vi bliver irriterende kreative, når vi er utilfredse,” siger han på syngende sydlangelandsk.
Han taler om kommunesammenlægningen, som man i Bagenkop kæmpede imod til det sidste, men som alligevel er endt med at generere en masse energi.
”Man kan vælge at blive ved at fortælle alle de negative historier, eller man kan vælge at begynde at fokusere på noget af det positive,” siger Ivan Nielsen fra stuebordet, efter han lige har hjulpet sin yngste datter med at finde yndlingsserien på Netflix - internet og filmstreaming er der ingen problemer med her i Bagenkop.
Og det positive fokus har de i den grad fået noget ud af i den lille havneby. Idrætshallen, der drives af frivillige, og som for et års tid siden akut manglede nyt tag, hvorefter den lille halbestyrelse fik hevet pengene hjem via fondsansøgninger, månedlige fællesspisninger med flere hundrede deltagere, og folkeskolen, der blev lukket af kommunen og genopstod som friskole på initiativ af lokale kræfter, er blot nogle af eksemplerne på, hvordan en hel by overlever ved hjælp af frivillighed og et engagement fra borgerne, som man næppe finder i enhver by.
”I Bagenkop er det bare sådan, at man kan få folk til at hjælpe til. Vi har lært det af vores forældre og bedsteforældre, og forhåbentlig kan vi give det videre til vores egne børn,” siger Ivan Nielsen.Samme aften skal han til et borgermøde præsentere planerne for et ambitiøst projekt i Bagenkophallen, som han og andre lokale kræfter har udviklet. DGI har været inde over, og første fase er finansieret - nu skal kommunalpolitikerne overbevises om, at de også skal investere i fase to. Det handler om at gøre Bagenkop unik i forhold til friluftsliv og udendørsmotion, og der er allerede lavet store skitser, som viser, hvordan havn og kyst i højere grad end nu aktivt kan inddrages til vandsport, og hvordan store udearealer kan omlægges til blandt andet crossfit-, golf- og military-baner.”Der mangler 120.000 kroner lige nu. Men projektet passer perfekt ind i regeringens vækstplan, så vi håber, at lokalpolitikerne siger ja og kan se meningen med det,” siger Ivan Nielsen om projektet, der gerne skulle lokke både flere turister og fastboende til Bagenkop.
Det faldende befolkningstal er Ivan Nielsen udmærket klar over, og han er heller ikke mere naiv, end at han allerede er gået i tænkeboks for at finde ud af, hvad man kan gøre i lokalmiljøet, når børnene i fremtiden bliver færre, mens antallet af ældre vokser. Den negative omtale af Danmarks yderkommuner påvirker ham dog ikke.
”Jeg har kun skuldertræk til overs for dem, der kalder os Udkantsdanmark. Prøv at se, hvad vi har skabt hernede - hvor mange andre steder ville det kunne det lade sig gøre? Vi opfandt faktisk et ord hernede for tre-fire år siden: Forkantsdanmark. Og det er sådan, vi har det - vi oplever rent faktisk, at vi er på forkant med mange ting hernede,” siger Ivan Nielsen.
Nede ved havnen møder Kristeligt Dagblad et par fiskere. De klager over, at prisen på fisk er faldet så meget, at det snart ikke kan betale sig at sejle ud længere. Men det er ikke specielt for Bagenkop - sådan er det i hele landet.
”Nej, fiskeriet hernede er ikke noget at skrive hjem om. Men sammenholdet her i Bagenkop, det er den positive historie - det er det, du skal skrive om,” siger han og tænder en cigaret.
Tusmørket sænker sig langsomt over Langeland. Alle de små vejboder med rødbeder, kartofler og brænde til pejsen forsvinder og går i et med aftenen. En lille, trehjulet bil med en velvoksen hund i bur omme på ladet kører ind til siden for at lade de større biler komme forbi. ”Den bette vognmand” står der på køretøjet. På Langeland er der plads til både store og små.
